ADT og terapeutisk dosering

Gennem den seneste menneskealder har den generelle videnskabelige vurdering af vore behov for mineraler og vitaminer ændret sig ganske betydeligt. Mens man tidligere satte behovene til at være relativt små, så er der idag blandt mere avancerede forskere den opfattelse, at de er betydeligt større, og undertiden flere gange større, end man troede for blot et par årtier siden.
Mange steder har man imidlertid ikke holdt sig à jour med den seneste forskning og de konsekvenser, man bør drage af den. Det er beklagelig nok ofte grupper indenfor sundheds- og levnedsmiddeladministration, som har sovet i timen, og hvis holdninger af den grund er håbløst forældede.
For at forstå forholdene som de er i dag, er det derfor nødvendigt at se lidt på den historiske baggrund.
Da man i første halvdel af dette århundrede gradvist indså, at der var en række substanser, hvis mangel kunne forårsage omfattende sygdomstilstande i store befolkningsgrupper - altså skørbug, beri-beri og pellagra og andre allerede omtalte epidemier - ja, så var det et fornuftigt skridt at tage, at stadfæste visse gennemsnitlige mindstebehov, der skulle dækkes for at store folkegrupper - i garnisoner, fængsler, børnehjem, arbejdslejre og andre steder, hvor mange individer levede sammen under ofte primitive og spartanske forhold, - ikke skulle blive ramt af de værste følger af svær, dødelig nutrientmangel.
Det første større officielle arbejde for at stadfæste sådanne normer blev gjort i USA og formuleredes som RDA (Recommended Dietary Allowances) fra 1943 og fremefter med periodevis opdatering frem til vor tid (1).
Dette amerikanske initiativ dannede standard for lignende arbejde i andre lande, ja, blev oftest helt kritikløst kopieret. Dette skete således i Danmark, hvor den danske ADT = Anbefalet Daglig Tilførsel aldrig har divergeret nævneværdigt fra de amerikanske normer.
Altså, i praksis op gennem årene har RDA været lig med ADT!
Den amerikanske RDA er imidlertid ikke blot en liste med navne og tal. Det er en særdeles detailleret redegørelse for, hvordan man er nået frem til de etablerede værdier, hvilken usikkerhed man arbejder med, hvad disse normer kan benyttes til og - hvad de ikke kan benyttes til!
Det pointeres, at den vejledende norm er formuleret med henblik på en gennemsnitlig, normal, sund person. Og at mængden er det minimum, som denne sunde, normale gennemsnitsperson bør indtage for at undgå de allerværste former for mangelsygdomme.
Det pointeres også, at personer, der ikke er gennemsnitlige og som er syge, ældede, under stress, har specielle arvelige behov, høj fysisk aktivitet eller som lever i et ekstremt klima og så videre, kan have behov, der varierer meget betydeligt fra RDA = ADT.
Den offcielle redegørelse pointerer også kraftigt, at ADT ikke bør benyttes som standard for individuel dosering, men bør betragtes som en norm, der angår større befolkningsgrupper, så flest muligt af disse individer (men - NB - altså ikke alle!) undgår mangelfølger.
Det er derfor fuldstændig uvidenskabeligt, grotesk og tæt på at være kriminelt, når RDA/ADT bruges som opslagstabel til at begrænse patientens indtagelse af nutrienter eller benyttes som en benhård standard for, hvad hvem som helst må få af dette eller hint.
Men det er netop den måde RDA/ADT ofte bruges i lægens konsultationsværelse og på apoteket, hvor man rask væk vildleder folk og skræmmer med vitaminforgiftninger og maler fanden på væggen. Lad det være sagt straks: Det er meget svært at få en vitaminforgiftning. I al almindelighed kan det med tryghed siges, at der er meget få ting, der er så ugiftige som vitaminer. De allerfleste er totalt uskadelige selv i meget store mængder. Selv med de få, som teoretisk kan forårsage en forgiftning, skal man virkelig gøre sig anstrengelser, hvis man ønsker at stable en forgiftning på benene.
Situationen bliver jo ikke mindre grotesk af, at de selvsamme personer, der advarer os mod nutrienterne, også er dem, der spyer giftige mediciner og tilsætningsstoffer ud over land og rige.
(1) Recommended Dietary Allowances; 9. ed. 1980; The National Research Council; National Academy of Sciences; Washington D.C.;ISBN 0-309-02941-1; p.10; "RDA should not be used as a justification for reducing habitual intakes of nutrients. In developing RDA, no effort was made to relate them to what, for reasons other than strictly nutritional ones, may be considered desirable intakes."