Amalgam injuries

Baggrundsfakta
Det er også klart påvist, at amalgam i tandfyldninger afgiver kviksølv i høj, ukendt størrelsesorden i mere end en time efter at de har været udsat for tryk, tandpressning (bruxism), tandbørstning eller opvarmning. Det herved frigivne kviksølv indåndes og absorberes et sted mellem ¾ og fuldstændigt fra lungerne til blodet og fordeles siden ud i kroppen. En del passerer direkte langs med lugtenerverne ind i hjernen. De små daglige doser, der er tale om, giver en anseelig ophobning med tiden, hvor udskillelsen ikke kan holde trit med tilførslen. Tandfyldninger udgør den største kilde til kviksølv hos mennesker i almindelighed, meget mere end tilførslen fra fisk.
Man har beregnet den daglige tilførsel fra forskellige kilder:

• Tandamalgam: 3-17 ug/dag (kviksølvdampe, uorganisk kviksølv).
• Fisk: 2 ug/dag (metyl-kviksølv, organisk kviksølv).
• Andre fødevarer: 0.3 ug/dag (uorganisk kviksølv).
• Luft og vand: Ubetydeligt.

Naturligvis kan det dreje sig om andre mængder ved erhvervsmæssig eksponering.
Denne eksponering er tilstrækkelig til at øge risikoen for påvirkning af proteiner og dermed give ophav til autoimmune sygdomme (Se senere).
Tarmbakterier kan metylere uorganisk kviksølv og forvandle det til det endnu mere giftige metylkviksølv (organisk kviksølv).
Kviksølv fra amalgam overføres via moderkagen til fosteret og via modermælken til diende børn.
Tandplejepersonale som arbejder med amalgam udsættes for højere mængder kviksølv. Jo mere uforsigtigt amalgamet håndteres, desto højere mængde kviksølv.
Udboring af gamle amalgamfyldninger uden beskyttelse giver både patient og tandlæge en kraftig forøget kviksølveksponering.
Mange undersøgelser har påvist neurologiske påvirkninger af hukommelsen, humøret og
adfæren hos tandplejepersonale, som er blevet udsat for kronisk lavdosis-eksponering af amalgam. Hos ældre tandlæger har man ved obduktion påvist et mere end ti gange forhøjet indhold af kviksølv i hjernen end hos en kontrolgruppe.
Kviksølv binder sig til cellemembraner og påvirker dermed vigtige cellefunktioner. Bl.a. øges blod-hjernebarrierens membran-gennemtrængelighed. Dette indebærer, at andre giftige substanser lettere når hjernen.
Kviksølv er et tungmetal, som er ophav til en øget produktion af frie radikaler. Dette indebærer en fremskyndet alderdom og en øget risiko for kræft, åreforkalkning og mange andre sygdomme.
Ved at binde sig til de yderst vigtige svovlforbindelser i proteiner ændrer kviksølv
proteinerne således, at kroppen ikke længere genkender sine egne proteiner. Dermed opstår antistof-reaktioner. Det anses, at denne mekanisme kan forårsage mange såkaldte autoimmune sygdomme, dvs. sygdomme, hvor kroppen angriber sine egne proteiner. Sådanne mekanismer er blevet diskuteret ved f.eks. ledegigt, Alzheimers sygdom, Parkinsons sygdom, multipel sklerose (MS), amyotrofisk lateralsklerose (ALS) og systemisk lupus erytematosus (SLE).
Forekomst af amalgamskade
På baggrund af ovenstående fakta kan man konstatere, at alle med amalgamfyldninger i tænderne udsættes for en belastning. For hvor mange dette indebærer en risiko for symptomgivende sygdom, er ikke let at sige. Den svenske professor Maths Berlin, som har undersøgt kviksølv i meget lang tid, har i en statslig udredning angivet, at det kan dreje sig om mellem 0.1 og 10 % av befolkningen i Sverige, altså under alle omstændigheder et meget stort antal individer. Påstanden fra svenske myndigheder og enkelte eksperter om, at amalgamskade ikke eksisterer andet end som en indbildning hos følsomme individer savner videnskabeligt grundlag. Man kan bevise, at noget findes, men aldrig at det ikke eksisterer.
Diagnose
Desværre findes der ingen enkelt prøve, der tydeligt indikerer amalgamskade. Analyse af kviksølv i blod eller urin giver sjældent nogen information af værdi andet end i forbindelse med akut kviksølvforgiftning. Ved at måle kviksølv i døgnmængden af urin før og efter man har givet et stof, som frigiver kviksølv, kan man danne sig et godt billede af mængden af kviksølv i kroppen. Ligeledes kan en analyse af kviksølv, sølv og tin (de andre to hovedkomponenter i amalgam) i afføring give et billede af belastningen.
Amalgamenheten i Uppsala har anvendt mere kvalificerede metoder, f.eks. analyse af det intracellulære metalindhold med såkaldte PIXE-analyse (proton induceret røntgen emission) eller analyse af såkaldte hukommelsesceller iflg. Vera Stejskals.
En række andre diagnostiske metoder, f.eks. irisdiagnostik, muskeltest og Vega-test anvendes af mange alternativ-medicinske terapeuter for at påvise kviksølvbelastning.
Der mangler videnskabelig dokumentation for disse metoder, hvorfor deres værdi er usikker.
Diagnosen amalgamskade stilles i reglen gennem en omhyggelig analyse af de kliniske symptomer. Typisk er der symptomer fra alle organsystemer: Nervesystemet, mave-tarmkanalen, musklerne, ledene, osv. Almindeligvis udviser patienter, som er mistænkt for amalgamskade, et meget stort antal symptomer, ofte mere end 100.
Kombinationen højt indhold i kroppen, høj belastning, bredt symptombillede, som ikke kan forklares på anden vis, kan give indikation om en amalgamskade-diagnose. Visse specielle sygdomme styrker mistanken om amalgamskade, nemlig uforklarlige sygdomssymptomer i dagene efter tandlægebesøg, metalsmag i munden, lokale besværligheder i munden, lichen i munden, tinnitus, nedsat skjoldbruskkirtelfunktion.

Behandling

Amalgamsanering
Når man er nået frem til, at amalgamsanering bør udføres, er det absolut nødvendigt, at den udføres på rette måde. Blot at bore amalgamet ud uden særlige beskyttelsesforanstaltninger er direkte farligt, især for amalgam-skadede, og det medfører en kraftig forværring af symptomerne. Der er endda risiko for, at patienten kan blive el-overfølsom som følge af fejlagtig amalgamsanering. Minimumskravet er, at tandlægen anvender et effektivt sug og beskyttelse med kofferdam, ikke borer direkte i amalgamet, men omkring og ikke har for travlt med at få afsluttet saneringen. Hos følsomme patienter kan man med fordel beskytte ved at give intravenøst drop med 60 g C-vitamin. Med denne beskyttelse kan man uden risiko fjerne mange tandreparationer i én omgang. Jeg har selv vist, at denne teknik er meget mere nænsom overfor patienten end sædvanlig saneringsteknik. På trods af dette har den svenske socialstyrelse udstedt en advarsel til to læger ved Amalgamenheten på Akademiska Sjukhuset i Uppsala for at have anvendt C-vitamindrop. Før, under og lang tid efter saneringen bør patienten indtage høje doser af mange forskellige antioxidanter.
Efterbehandling
Foruden antioxidanter er mange andre foranstaltninger blevet diskuteret for at beskytte mod skader fra resterende kviksølv og for at fremskynde afgiftningen og udskillelsen af det kviksølv som er lagret i kroppen. Visse foranstaltninger er ganske veldokumenterede, andre overhovedet ikke.
Det er velkendt, at alger - både grønalger og brunalger - indeholder stoffer, som binder tungmetaller. Der findes to forskellige typer af sådanne stoffer: dels uopløselige, som blot passerer tarmen uden at optages i blodet. Disse stoffer binder tungmetaller i tarmen og fører dem ud. Dels findes stoffer som optages i blodet og binder tungmetaller, som siden udskilles i nyrerne. Det findes derfor gode grunde til at tage algepræparater længe efter fuldbyrdet tandsanering.
Der findes andre stoffer, som gennem såkaldt kelering binder tungmetaller og udskiller dem gennem nyrerne. Nogle af disse kan gives via munden, men er så effektive at patienterne plejer at få meget få bivirkninger. Et andet, EDTA, giver meget færre bivirkninger, men tager længere tid og skal gives intravenøst. Denne behandling er samtidig en meget effektiv metode til at fjerne åreforkalkning.
Ofte anvendes homøopatiske metoder til afgiftning i kombination med ubeviste diagnostiske metoder (se tidligere). Det kan tænkes, at sådanne metoder blot leder til en omfordeling af kviksølv fra muskler og indre organer til hjernen - således et meget risikabelt resultat.
Amalgamkonflikten
Af uklare årsager (selv om man kan have mistanke til flere) har myndighederne i Sverige, især Socialstyrelsen og sågar visse forskere i Sverige, særligt ved det medicinske fakultet i Uppsala bestemt sig for, at amalgam umuligt kan forårsage skader på individer. Da det står fuldkommen klart, at kviksølv er yderst giftigt og at bestemte mængder frigives fra amalgam, virker det som en selvfølgelighed, at i hvert fald særligt følsomme individer kan tænkes at få symptomer fra det kviksølv, som afgives fra amalgamet. Den eksisterende dokumentation er for mig helt overbevisende: Amalgamskade eksisterer og rammer et ukendt, formodentlig ganske højt antal individer. En følge af denne konklusion er, at alle som har amalgamfyldninger, udsættes for en belastning for sit helbred uanset om de rammes af tydelige symptomer. Muligvis får mange deres kræft, deres ledproblemer, deres hjertetilfælde, deres demens tidligere ved at kviksølvbelastningen sammen med andre belastninger fremskynder sygdomsudviklingen.
Man kan jo forstå, at myndigheder og eksperter tøver med at erkende, at man har lavet en fejlvurdering. Men sandheden plejer jo alligevel at komme frem til sidst, og så kan myndighederne og eksperterne jo skamme sig endnu mere. For ikke at tale om, hvordan det går med offentlighedens tillid til sådanne myndigheder og sådanne eksperter.
Det er min faste erfaring, at offentligheden ofte ser tingene meget mere klart og fornuftigt end eksperter med alle deres kundskaber eller end myndigheder med mere magtbegær end fornuft og viden.
Historisk genkender man dette adfærdsmønster: Samme fornægtelse galdt tidligere mange risikofaktorer, som idag er fuldt accepterede, f.eks. tobaksrygning, kost og kræft, asbest, DDT og bly.
Resultat af amalgamsanering
Der er udgivet omfattende undersøgelser, som klart viser, at amalgamsanering har ført til bedring af alvorlige lidelser, f.eks. depression, SLE, MS, kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi og en lang række symptomer fra alle organsystemer. En lang liste med referencer findes på nettet: http://www.iaomt.f.se/fakta.htm
Sådan gør jeg
Jeg vil nu kortfattet beskrive arbejdsgangen, når jeg behandler en patient mistænkt for amalgamskade.
1. Omhyggelig sygehistorie
2. Grundig legemsundersøgelse
3. Sædvanlige blodprøver
4. Andre undersøgelser beroende på symptombilledet, f.eks. undersøgelse af hjertet, det perifere nervesystem, hjernen, mave-tarmkanalen
5. Man må udelukke eller bekræfte tænkelige sygdomsdiagnoser
6. Finder der specielle symptomer, som direkte peger på amalgamskade: Uforklarlige sygdomssymptomer i dagene efter tandlægebesøg, metalsmag i munden, lokale besværligheder i munden såsom lichen, smerter, tinnitus, nedsat skjoldbruskkirtelfunktion. Et meget stort antal symptomer uden en diagnose på en speciel sygdom giver også mistanke om amalgamskade. Det samme gør sig gældende ved diagnose af en række sygdomme: Leddegigt, Parkinsons syge, Alzheimers sygdom, MS, ALS, SLE, kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi, el-overfølsomhed, kemisk intolerans.
7. De patienter, som ikke har gennemgået fuldstændig tandsanering, omfattede fjernelse af alle metaller i munden selv fra rodfyldninger remitteres til vurdering af tandlæger med erfaring og viden om tandsanering. Dette giver patienten information om, hvordan det ser ud i munden, hvordan saneringen skal foregå, hvor lang tid, det tager, hvilke materialer, der skal anvendes og, ikke mindst prisen. I Sverige findes der idag visse muligheder for at få en stor del af udgifterne dækket med hjælp af en attest fra læger og tandlæger. I denne sammenhæng fraråder jeg patienten bestemt fra at gå til en tandlæge, som ikke "tror" på forekomsten af amalgamskade og ikke har fået lært den specielle teknik, som sanering kræver. For særligt følsomme patienter anbefaler jeg sanering med beskyttelse af et C-vitamindrop. Dette kræver lægerecept og særlige ressourcer at varetage droppet hos tandlægen. Denne metode giver en udmærket beskyttelse og patienten får det sædvanligvis meget godt i dagene efter saneringen. En anden fordel er, at saneringen bliver færdig meget hurtigere. Hvis det er praktisk muligt, kan man foretage hele saneringen på én gang.
8. Antioxidantbehandling: Alle patienter med amalgamskade får et bredt tilskud af alle vitaminer, mineraler, sporstoffer og antioxidanter i højdosis. Passende præparater er:

• Antioxidant Professor Öckerman.
• Vital Internal Protection III (VIP III).

Disse skal tages før, under og i lang tid efter saneringen. Hvis patienten bliver usikker på, hvorvidt de stadig behøves, gør man således: Sænk dosis til det halve (fuld dosis den ene dag, halv dosis næste dag og 1-2 uger frem). Hvis symptomerne forværres, plejer dette at ske inden en uge, og i så fald må dosis øges igen. En meget almindelig fejl er at ophøre med antioxidanttilskud for tidligt og ikke forstå, hvorfor symptomerne forværres. En anden meget almindelige fejl er at tage for lave doser eller for få antioxidanter, vitaminer, mineraler.
9. Analyse af frie radikaler. Med et enkelt stik i fingeren analyseres skader på de røde blodlegemer forårsaget af frie radikaler. Denne analyse anvender jeg som et mål for, at antioxidantdosen er tilstrækkelig.
10. Anden afgiftning. Her skal det kort handle om alger, kelering og acetylcystein.
Alger
Både grønalger og brunalger indeholder stoffer, som binder sig til tungmetaller. Disse stoffer bliver i tarmen eller trænger ud i blodet. Begge typer giver en langsom, men effektiv afgiftning. Jeg anvender præparater baseret på brunalger, som er billigere.
Kelering
Kelering betyder, at tungmetaller bindes kemisk til de kelerende stoffer. Dette er meget vigtigt og behandles i en separat artikel.
Acetylcystein
Denne modificerede aminosyre øger leverens afgiftning. Registreret lægemiddel i Sverige for indikationen slim i luftrøret. Meget god at give pga. dets svovlindhold. for at styrke leverens afgiftning. Der findes omfattende dokumentation for dette.
11. I øvrigt. Mange foranstaltninger kan komme på tale. Nogle nævnes her.

• Sygemelding. Ofte nødvendig hvis patienten ikke skal udsættes for alt for hård belastning psykisk og fysisk. Her opstår ofte problemer med Sygesikringen, som ikke accepterer diagnosen amalgamskade.
• Analyse af homocystein og metylmalonsyre i serum.
• Forhøjede værdier indikerer mangel på vitamin B12 og/eller folsyre.
• Behandling med høje doser B12, folsyre og B6. Disse bør gives, hvis ovennævnte analyser viser forhøjede værdier, men kan også gives ved normale værdier, da mangeltilstande ofte overses. Helst skal analyserne udføres på rygmarvsvæske, men man tøver med at tage sådanne prøver udelukkende med henblik på disse analyser.
• Udredning af fødevareoverfølsomhed. Dette er meget kompliceret og skal ikke beskrives her.
• Nikkelallergi kan have særlig betydning.
• Tarmudrensning.

Mange patienter får det godt en vis tid efter en sådan behandling.