I starten nåede jeg ikke at tænke over, hvor forfærdeligt det var. Der skulle kun handles, og det lige med det samme.
Pernilles fornægtelse af mad skete kort efter, at hendes elskede hest måtte aflives. Pernille tabte sig drastisk, og lige efter jul tog hendes far Henning hende med ned til lægen for kontrolvejning. Det viste sig, at min mistanke var rigtig. Pernille havde tabt 10 kg. Jeg var ikke i tvivl om, at der var en årsag til dette. Om det udelukkende var sorgen over tabet af hesten, eller om det bundede dybere, var jeg ikke klar over. Men jeg var klar over, at dette kunne vi ikke tackle alene.
Jeg tog kontakt til psykoterapeut Anette Brangstrup, som Gudskelov kunne tage Pernille i terapi med det samme.
Omverdenens reaktion
Omverdenen reagerede for mig underligt: ”Er det ikke forfærdeligt, dit barn er sygt?” og ”Føler du skyld og skam?”. NEJ, måtte jeg erkende. Tanken faldt mig ikke ind. Hvis jeg følte skyld, hvad kunne jeg så bruge den til? Hvad jeg havde påført Pernille af fejl, kunne jo ikke ændres, men fremtiden kunne jeg jo prøve at gøre bedre. Det synes jeg, er lykkedes godt for os alle, da Anette valgte at tage os alle i terapi. Det kan jeg se i dag har været Pernilles redning. Samtidig kan det være en af årsagerne til, at Pernille efter kun to år er tilbage på sin normale vægt. Psykisk er hun dog ikke helt stabil endnu, men godt på vej. Det gode er, at hun er blevet så bevidst, at de problemer hun ikke kan tackle selv, sørger hun for at løse sammen med sin terapeut.
Jeg har lært, at for at jeg kunne hjælpe Pernille rigtigt, måtte jeg have ryddet op i min egen negative bagage. Vi har alle bagage med hjemme fra, både god og dårlig. Jeg blev bevidst om, at den bagage jeg havde med, var den, jeg havde givet videre. Ved hjælp af terapien fik jeg sat ord på min barndom, og det gjorde, at jeg bedre kunne møde min datter der, hvor hun havde behov for det.
Jeg vil opfordre alle forældre til børn med anoreksi at gå i terapi. Et barn med anoreksi er meget belastende og tærer på hele familien. Man er konstant på vagt:
- Har hun spist?
- Er maden smidt ud?
- Dyrker hun unormal motion?
- Hvor er hun henne?
- Skal jeg miste min datter?
Hele tiden er hun i ens tanker, og ens tolerance bliver hele tiden sat på prøve.
Dette havde vi ikke klaret uden familieterapi. Vi havde stor glæde af at lære, hvordan vi kunne være i hverdagen. Vi lærte at melde ud til hinanden, så vi hele tiden vidste hvor de andre var, så vi blev hinandens støtter. I dag kan vi alle være med hendes sygdom.
At gå i terapi var befriende. Vi fik luft, fandt ro og støtte ved hjælp af terapien. Vi føler os ikke længere ensomme og magtesløse. Vi havde fundet den hjælp, vi havde brug for i kampen for at få vores datter rask.
Kan jeg på nogen måde være behjælpelig for andre med lignende problemer, stiller jeg mig gerne til rådighed. Jeg kan kontaktes gennem Vitavivas redaktion.
Med venlig hilsen
Marianne Jensen
