Aluminium er det mest udbredte metal i jorden. Da det endvidere har mange kvaliteter, der er anvendelige i industrien, er aluminium et meget benyttet metal. Mange års nedfald af syreregn har ændret jordens aluminium til aluminiumnitrat. Herved får planterne et større indhold af aluminium, hvilket medfører et større aluminiumsindhold i planteædende dyr og således også hos mennesket.
Giftvirkningerne ved aluminium er mange. Skaderne på hjerne og nervesystem er særlig skræmmende. Der er fundet aluminium i hjernen hos demente med Alzheimers syge. Aluminium kan være en faktor ved epilepsi hos børn, en medvirkende årsag til indlæringsproblemer og ved knogleskørhed. En særlig form for blodmangel, hvor der ikke mangler jern, kan også skyldes aluminiumsophobning. Aluminium ophobes endvidere i nyrer, lever, skjoldbruskkirtel og knogler og forårsager skader på disse organer.
Kilder til aluminium i kroppen kan være et stort forbrug af visse mavesyreneutraliserende tabletter, visse bagepulvere, pulversupper med aluminiumssalte, flødeerstatning, smelteost, nogle - især sojabaserede - modermælkserstatninger (!), indånding af aluminiumsstøv fra industrien, aluminiumsholdige antiperspiranter, nogle vacciner samt brug af aluminiumsgryder og kedler i husholdningen. Mange tandfyldningsmaterialer af plast indeholder aluminium.
Fluor øger optagelsen af aluminium. Nogle steder indeholder drikkevandet meget fluor, det gør te i øvrigt også!
En hårmineralanalyse er den nemmeste metode til at få et pålideligt fingerpeg om niveauet af ophobet aluminium i kroppen.