Lidt historie
I dag er det alment godtaget, at mange sygdomme skyldes mikroorganismer. Det er kun godt 100 år siden, at denne teori vandt frem. I tidligere tider havde man store udbrud af epidemier, som med jævne mellemrum slog store dele af befolkningen ihjel. At kæde disse epidemier sammen med stor befolkningstæthed, dårlig hygiejne og dårlig ernæring faldt i lang tid ikke nogen ind. Man mente, at sygdomme var Guds straf over syndere og kædede desuden epidemier sammen med vejrfænomener og naturkatastrofer. Datidens videnskabsmænd mente, at man blev smittet på grund af "dårlige uddunstninger" fra de syge, eller af "dårlig luft" i visse områder.
Den første, som kom med en teori om, at sygdomme også kunne overføres af usynlige organismer, var en mand ved navn Gialamo Fracastoro, som kom fra Verona. Han kaldte de usynlige organismer for "sygdomsfrø", men da han udelukkende var filosof, kunne han ikke bevise sin hypotese, og han blev hurtigt glemt.
Først da Louis Pasteur (1822-1895) kom til og beviste eksistensen af usynlige mikroorganismer, begyndte tanken at blive mere accepteret. Da den skotske kirurg Joseph Lister i 1867 beviste, at man kunne undgå stor smittespredning og dermed dødelighed på hospitalerne, hvis personalet vaskede hænder mellem hver patient, var der ikke længere nogen tvivl. Bakterier eksisterede, og de kunne være sygdomsskabende for mennesker.
Bakterier
Bakterier er uhyre små encellede organismer med en diameter på kun 0,001 millimeter - med lidt variation. Deres arvemateriale er omgivet af en membran og en tyk, beskyttende cellevæg. Egentlig er de tættere på planteriget end på dyreriget. Bakterier kan have forskellige former og faconer. Nogle er runde eller ovale. De kaldes kokker. Andre er cylinderformede og kaldes stave. Nogle er spiralformede. Bakterier kan være udstyret med såkaldte flageller, en slags bevægelige haler, som kan virke som propeller, der gør det muligt for dem at bevæge sig gennem væsker.
Når bakterier er i et miljø, hvor der er den rigtige næring og hvor temperaturen er tilpas, deler de sig ved ukønnet formering, dvs. at der ikke er nogen hanner og hunner, men at hver celle deles midt over og bliver til to, som så deler sig igen osv. Dette forløb, som også kaldes for tværspaltning, stopper først, når der bliver så mange bakterier, at der ikke er mere næring i området, eller når bakteriernes affaldsstoffer (toksiner) ophobes i miljøet og det derfor bliver "ubeboeligt".
Mange bakterier udskiller toksiner, som er skadelige for mennesker. Det kan være farligt at have en kraftig bakterieinfektion, da en stor mængde af de udskilte giftstoffer kan medføre døden.
Der findes umådelig mange former for bakterier, men langt fra alle er sygdomsfremkaldende.
Alle har bakterier i tarmsystemet, og de skal være der. Ligeledes er der en naturlig bakterieflora på huden, i næse, mund, svælg og i skeden. Disse bakterier hjælper med til at forhindre, at skadelige mikroorganismer - f.eks. svampe - får fodfæste i kroppen og dermed skaber sygdom.
Men hvis disse bakterier flyttes til et sted på eller i kroppen, hvor de ikke hører hjemme, kan de også forårsage sygdom - det kan for eksempel være bakterier fra tarmen, der havner i en kvindes skede, eller bakterier fra munden, der inficerer et sår. I mange tilfælde, hvor sygdom fremkaldes af bakterier, kommer bakterier udefra.
Traditionelt inddeles bakterier i familier, slægter og arter ud fra deres kemiske genskaber. Vigtigst, hvordan de kan visualiseres ved farvning af prøver til mikroskopisk undersøgelse: gram positive, gram negative og syrefaste (som ikke affarves ved behandling med syre), og ved deres mikroskopiske, morfologiske kendetegn: kokkobakterier, som er mere eller mindre runde eller ovale i faconen, og stavbakterier, som er længere og slankere i formen. De underinddeles yderligere efter biologiske egenskaber, som afhængighed af ilt og mulighed for at danne sporer. For overblikkets skyld, er de nævnte bakterier inddelt efter gramfarvbarhed og form, da mange af medlemmerne indenfor en familie har fællestræk med hensyn til forekomst og evne til at fremkalde sygdom hos mennesker.
For en grundigere gennemgang, se de forskellige sygdomme i kategorien "Helseproblemer".
Gram positive kokker
Stafylokokker (Staphylococcus aurens)
Findes normalt på hud og slimhinder hos dyr og mennesker. Den underart, som hedder Staphylococcus aureus er ofte sygdomsfremkaldende, og fremkalder bl.a. en lang række hudinfektioner som bylder, bulne fingre, børnesår og skægpest.
Ud over hudinfektioner giver stafylokokker også sårinfektioner, både i sår, som er opstået ved uheld, og i operationssår. Desuden forårsager de en lang række sygdomme i luftvejene, som bronchitis og lungebetændelse samt mellemørebetændelse og lidt mere sjældne infektioner som knoglemarvsbetændelse, barselsfeber, brystbetændelse og blodforgiftning. Også hjerteklapbetændelse og meningitis skyldes stafylokokker. Et karakteristisk træk ved stafylokokinfektioner er, at de producerer et tyktflydende, gul pus, som ofte kræver lægehjælp for at blive udtømt.
Nogle stafylokokker danner de såkaldte toksiner. Hvis bakterierne overføres til madvarer fra de personer, som tilbereder maden, kan bakterierne vokse i madvarerne og udskille en masse toksiner, som er giftige for mennesker. Symptomerne starter to timer efter indtagelse af inficeret mad, og giver kraftige mavekramper med opkastninger og diarre.
Det er let at blive smittet med stafylokokker. De kan smitte gennem bitte små sår i huden, både hvis man kommer i direkte kontakt med andre smittede, og hvis man rører ved noget, andre smittede har rørt ved. De kan også smitte gennem støv og dråber i luften. Der er især stor sandsynlighed for at blive smittet på hospitaler.
Streptokokker (Streptococcus viridans)
Forekommer vidt udbredt i naturen. Der er både helt harmløse arter - blandt andre nogle af de mælkesyrebakterier, som findes i yoghurt - og så er der de sygdomsfremkaldende arter.
Streptokokinfektioner er en af de mest udbredte infektioner som findes, og de har før i tiden krævet mange liv, især blandt børn og unge.
De vigtigste streptokokinfektioner er barselsfeber, blodforgiftning, børnesår, halsbetændelse, lungebetændelse, mellemørebetændelse, meningitis, rosen, skarlagensfeber og sårinfektioner.
Streptokokker smitter ved direkte kontakt mellem mennesker, og ved indirekte kontakt mellem mennesker f.eks. gennem børnesutter og tøjdyr i institutioner, hvor der ofte ses epidemiske udbrud.
Gram positive stavbakterier
Bacillus Cereus
Er en bakterie, der opholder sig i forskelligt korn, mel og ris. Bakterien udvikler et varmebestandigt giftstof. Risiko gennem inficerede opvarmede madretter, som har stået i et stykke tid og er blevet afkølet gradvist. Findes overvejende i risretter. Symptomer er en voldsom maveinfektion, dog sjældent farlig.
Clostridium-bakterier
Består af flere sygdomsfremkaldende arter. En af de bedst kendte er Clostridium botulinum - også kaldet botulisme- eller pølseforgiftnings-bakterien. Bakterien er ikke farlig i sig selv, men mens den vokser udskiller den et meget farligt giftstof, som, selv i meget små mængder, kan være dødeligt. Botulinum-toksinet er faktisk den stærkeste gift som kendes. Mindre end 1 mikrogram er dødelig dosis. Det ødelægges dog ved kogning i kort tid.
Inkubationstiden er oftest omkring 12 timer, men kan godt variere fra timer til dage.
Symptomerne på forgiftning med Clostridium er kvalme, opkasning, talebesvær, synsforstyrrelser og lammelse af vejrtrækningen. Bakterien findes oftest i konserves, men det er dog mest hjemmekonserveret mad (sild), som indeholder bakterien, da konserves-industrien er underlagt strenge love for at undgå den.
Clostridium tetani (Stivkrampebakterie, Tetanus-bakterie)
Er en anden af clostridie-bakterierne. Bakterien findes i jord og gadesnavs, og den kan kun vokse, hvor der ingen ilt er. Hvis den inficerer mennesker, kan den kun vokse i sår, hvor blodforsyningen ikke er særlig god.
Selve bakterien er ikke skadelig, men også denne bakterieart udskiller giftstoffer, som er yderst farlige, fordi de beskadiger nervesystemet og giver krampeanfald. Man ser mest stivkrampe efter store sår, men også små, dybe sår, f.eks. stik af torne, hvor bakterien har dannet toksiner. Men den kan forekomme overalt, hvor jorden gødes med staldgødning.
Symptomerne er synkebesvær og krampeanfald, som begynder i tyggemuskler, nakke og ryg samt stivhed mellem anfaldene.
Difteri (Corynebakterium diphteriae)
Corynebakterier forårsager difteri, som er en meget smitsom halsbetændelse Det er også muligt for raske smittebærere at sprede smitstof. Sygdommen skyldes bakterien Corynebacterium diphtheriae og smitter meget let gennem hosten og nys (dråbeinfektion).
Bakterierne findes mest i næse og svælg og kan give gulhvide belægninger på mandlerne. Her danner bakterierne et giftstof, som med blodet føres rundt i kroppen og kan give beskadigelser af blodkar og nerver.
Inkubationstiden er 2-6 dage. Symptomer er let feber og synkesmerter, hovedpine og kraftigt hævede kirtler på halsen. Der opstår nogen gange gråhvide eller gullige, glatte og tykke belægninger i halsen og i svælget. Hvis belægningerne breder sig nedad i halsen til stemmelæberne, opstår en gøende "sælhundeagtig" hoste, hæshed, åndedrætsbesvær og ofte kvælningsanfald. Der kan herved være alvorlig risiko for at halsen lukker til, og at den syge dør af kvælning. 2-6 uger efter sygdommen er brudt ud, kan der komme lammelser, synsbesvær, synkebesvær og hjerneskader.
Næsedifteri
En anden art af difteri er næsedifteri, som er mere sjælden og giver blodigt sekret fra slimhinden i næsen. Bakterien afgiver et giftstof, der er i stand til at beskadige blodkar, hjertemuskulatur, nervebaner og nyrer.
Listeria
Forekommer vidt udbredt hos dyr og mennesker, og findes også i jord, planter, mad og spildevand. Bakterien kan forårsage sygdomme som meningitis (oftest hos børn), samt abort og hjernebetændelse. Den inficerer normalt kun børn eller personer, som i forvejen er svækkede, f.eks. af behandling af cancer. Man smittes oftest gennem fødevarer, især fjerkræ og ost.
Miltbrand (Anthrax)
Smitte af korttidsturister er sjælden, men kan ske ved kontakt med souvenirs af animalsk oprindelse. Sygdommen forårsages af bakterien Bacillus anthracis, som findes i jorden i stort set alle verdens lande, men der forekommer overvejende udbrud i fattige egne som Afrika og Asien. Under dårlige overlevelsesforhold danner bacillen sporer, som er yderst modstandsdygtige over for varme, udtørring, kogning og kemiske desinfektionsmidler, og den kan faktisk overleve i mange år. Når dens livsvilkår igen bliver forbedret, formerer den sig igen med voldsom hast.
Sygdommen angriber i første omgang græsædende dyr som geder og køer m.fl., som optager smitten gennem føden. Derefter udvikler bakterierne sig med stor hast i dyrets mave-tarmsystem, spreder sig til andre organer og kan forårsage dyrets død i løbet af ret kort tid. Når dyret senere dør eller bliver slagtet, smittes mennesker ved at spise kødet eller ved at være i kontakt med bacillens sporer i ben, horn, knogler eller skind.
Mennesker smittes på 3 måder: Gennem huden (hud-miltbrand), ved at spise forurenet kød (tarm-miltbrand) og ved at indånde miltbrand-sporer (lunge-miltbrand).
Symptomerne ved hud-miltbrand er en rød plet, som minder om et insektstik. Pletten bliver til en blære, der brister og danner et sår, som igen danner en kulsort sårskorpe. Heraf har sygdommen sit navn: Kulbrandbyld = anthrax.
Lunge-miltbrand
Den mest farlige er lunge-miltbrand, der i de mange tilfælde udvikler sig til en livstruende blodforgiftning (sepsis).
Anthrax-vaccine er blevet brugt i Golfkrigen, og er under stærk mistanke for at have været medvirkende til at fremkalde det såkaldte "Golfkrigssyndrom".
Syrefaste stavbakterier, Mykobakterier
De vigtigste Mykobakterier, der kan fremkalde sygdom hos mennesker, er de tre arter af såkaldte tuberkelbakterier, hvoraf der her kun beskrives to. Langt vigtigst er dog Mykobakterium tuberkulosis, som giver tuberkulose hos mennesker, og mykobakterium leprae, som giver spedalskhed.
Lepra (Spedalskhed, Mycobacterium lepra)
Smittekimet er bakterien (Mycobacterium leprae), som kun kan leve i mennesker og formerer sig uhyre langsomt. Den spreder sig almindeligvis gennem slim (hosten og nysen) og inficeret næsesekretdråbeinfektion. Der kræves dog massiv kontakt for at smitte overhovedet kan forekomme.
Inkubationstiden er fra 3-5 år efter smitte. De første symptomer er et hududslæt, fordi bakterien især lever i huden i næseområdet. Bakterien trænger dernæst ind i nerver og nervebaner, som den kan ødelægge. Der kan knudedannelser og fortykkede pletter i huden, føleforstyyelser og lammelser. Den syges fornemmelse for kulde, varme og smerte kan blive nedsat eller helt forsvinde. Der kan derfor opstå de karakteristiske sår, ar og misdannelser, som sygdommen er kendt for.
Sygdommen er stadig udbredt i størstedelen af verden, særligt i Afrika og Latinamerika, men forekommer også i de sydeuropæiske lande.
Tuberkulose (Mycobacterium tuberculosis, - bovis, TB)
Mycobakterie-arterne - også kaldet tuberkel-bakterier - giver sygdommen tuberkulose.
Tuberkelbaciller spredes ofte både med indtørrede, luftbårne små partikler (støvinfektion) fra syge personers nysen, spytten eller hosten (dråbeinfektion), som raske personer inhalerer. Man kan også blive smittet via små sår og rifter i huden. Selvom man skulle indånde smitstof, vil man dog ikke nødvendigvis pådrage sig selve sygdommen, hvis man har et godt immunforsvar.
Symptomerne kan dog opstå fra uger til flere år efter man er blevet udsat for smitte: Hoste, nattesved og vægttab. Infektionen forholder sig ofte i ro og sætter immunitetsudvikling i gang. Bacillen angriber lungerne, når de små partikler indåndes, og i sjældnere tilfælde - f.eks. hos immunsvækkede - kan infektionen vokse i lungerne og brede sig til andre organer.
To typer tuberkelbakterier
Mycobacterieum tuberculosis overføres næsten altid via hostedråber fra den syge. Symptomerne er her de nævnte: Feber, vægttab, hoste med blodigt opspyt, nattesved og stor træthed.
Kvægtuberkulose, Mycobacterium bovis. Den smitter gennem mælk fra inficeret kvæg, med inficerede yvere, hvor mælken ikke er pasteuriseret. Smitten spredes gennem lymfesystemet.
Da man regner med, at ca. 1/3 af verdens befolkning er smittet med tuberkulose, er det en yderst relevant sygdom at beskytte sig imod i rejsesammenhæng. Der findes særligt mange tilfælde i Tibet.
Sygdommen er i stigning med 13% pr år - især i Østeuropa og Rusland er den et problem, hvor den er blevet resistent over for forskellig antibiotika, fordi man har krydsordineret flere antibiotikaarter. Den findes desuden hos en del personer med aids. Sygsommen er således et voksende problem i Europa og i en del udviklingslande, selvom den er kendt for ikke at være særlig smitsom. Der er kun en lille risiko for at blive syg af sygdommen på en kortere ferierejse, hvis man er sund og rask.
Gram-negative kokkobaciller
Bakteriel meningitis
Sygdommen kan fremkaldes af et utal bakterier, hvor den vigtigste og mest frygtede skyldes infektion med meningokokker. Se Meningokok-meningitis og Streptokker nedenfor.
Meningokok-meningitis
Bakterierne spredes mest via vandige partikler fra hosten og nysen. Der kan opstå store epidemier, fordi mange smittede ikke selv viser tegn på sygdom, samtidig med, at de smitter omgivelserne.
Inkubationstiden er nogle få dage. Symptomerne er høj feber, fjernhed, hovedpine, nakke- og rygstivhed og opkastninger. Der kan ved de farligste angreb forekomme et mæslingeagtigt udslæt, ligesom småblødninger kan opstå i det hvide i øjnene, i huden og på slimhinderne.
Sygdommen findes overalt i verden, men de største risikoområder er det tropiske Afrika, Indien, Nepal, øvrige Asien, Saudi-Arabien, sydlige del af Sahara og Sydamerika.
Gram-negative stavbakterier
Brucellose (Svingfeber)
Brucellose er en febersygdom fremkaldt af Brucella-bakterien, som man kan få ved at indtage ukogt mælk (fra ko og ged), ost og yoghurt. Infektionen giver feberbølger af 1-3 ugers varighed, ud over "almindelige" sygdomssymptomer som træthed, hovedpine og muskelsmerter. Sygdommen kan trække ud i månedsvis.
Helicobacter pylori (Opr. Campylobacter pylori)
En stavformet bakterie, som man først er blevet opmærksom på i de senere år. Den findes normalt hos fluer, fugle og andre dyr, men også i mange mennesker mave-tarmsystem, hvor den ikke nødvendigvis forårsager problemer. Den behøver fugtighed for at overleve og kan tåle dybfrost, men ikke høje temperaturer. Man kan smittes med Helicobacter lige som man kan smittes med salmonella. Se denne.
I de senere år er man blevet opmærksom på, at bakterien Helicobacter pylori i mange tilfælde er en årsag til mavesår (ulcera). Symptomerne er - alt efter smittens sværhedsgrad - kvalme, mavesmerter, ledsmerter, følelsesløshed, feber, diarré og nogen gange blod i afføringen. Bakterien kan også være involveret i udvikling af mavekræft og er under mistanke for også at kunne være involveret i autoimmun sygdom og kroniske hudlidelser.
Escherichia coli (E. Coli-bakterien)
Findes normalt i vores tyktarm, hvor den hører til den normale bakterieflora. Den kan dog blive sygdomsfremkaldende i flere forskellige sammenhænge:
Har man fået beskadiget sin tarmvæg, enten i forbindelse med sygdom - f.eks. Utæt tarm (Leaky Gut Syndrome) - eller operation, kan bakterien trænge ud gennem såret og ud i bughulen, hvor den kan forårsage bughindebetændelse eller bylder.
Hvis toksinproducerende E. Coli spredes til madvarer, som det nogle gange sker ved uheld på et slagteri eller en restauration, kan bakterien medføre mave-tarmbetændelse. Det er oftest dette fænomen, der er skyld i den såkaldte "rejsediarre" eller "turistmave" i udlandet.
Den kan give betændelse i tarmvæggen, som man ser det ved blindtarmsbetændelse, og kan medføre blodforgiftning. Urinvejsinfektioner kan også skyldes E. Coli, og i sjældne tilfælde kan bakterien tilmed forårsage lungebetændelse og meningitis hos spædbørn.
Kolera (Vibrio cholerae 01 og 0139 og Vibrio el Tor)
Er en diarresygdom, som skyldes en bakterie, der overføres til mennesker via fluer og forurenet drikkevand, rå, ubehandlet fisk, grøntsager, mælk, is og andre ukogte fødekilder, forurenet gennem afføring på den ene eller anden måde. Også dårlige kloakforhold, brud på kloakker og kloakudløb i områder, hvor mennesker opholder sig udgør en vigtig årsag til sygdomsspredning. Epidemier kan opstå, hvis drikkevandsforsyning inficeres.
Symptomerne starter 1 - 5 døgn efter smitteoverførsel. Der ses kun sjældent feber eller mavesmerter; symptomerne er udelukkende opkastninger, voldsom 10-12 liters gyldenbrun til hvidlig risvandslignende diarre. Dette medfører et temmelig stort væsketab, som kan komme helt oppe på 15 liter i døgnet og skabe dehydrering. Kolera kan være dødelig uden behandling.
Størst risiko for smitte findes i Afrika, Indien, Mellemøsten, tropisk Sydamerika, Østeuropa og i Østen (Japan). Der er forekommet periodiske udbrud over hele verden.
Legionærsygdommen (Legionella)
Legionella er en stavbakterie, som findes næsten alle steder, hvor der er ferskvand. De trives bedst ved temperaturer fra 20 - 45 grader. Derfor finder man dem oftest i vandtanke og vandrør og i de tilknyttede anlæg, f.eks. bruse- og karbad, sprinkler- og befugtningsanlæg, men kan også trives i ventilationsanlæg. Indånder man vanddampe inficeret med legionella kan man få "legionærsyge".
Personer med nedsat immunforsvar kan få en svær lungebetændelse. Symptomerne er brystsmerter, muskelømhed, hovedpine og høj feber. Ubehandlet har legionærsyge en dødelighed på op til 15%, men den kan også give mildere, influenza-lignende sygdomstilfælde. Legionella smitter ikke fra person til person. Legionellabakterier dør ved 63 graders varme.
Legionella er afledt af "legionær". Navnet stammer fra et udbrud i 1976 blandt medlemmerne af "American Legion" ved en kongres for krigsveteraner.
Paratyfus (Febris paratyphoidea)
Skyldes Paratyphi-bakterier, som er en af de alvorligste salmonellabakterier. Sygdommen ligner på mange måder Tyfus (se denne), men forløbet er gerne mere kortvarigt og symptomerne er mere milde - særligt hvis man bliver syg i Vesteuropa (type B). Typerne A og C er forekommer i resten af verden. Paratyfus forudsætter mere smitstof for at skabe sygdom end Tyfus, og derfor er den sjældent vandbåren. Smitte sker gennem føde og mælkeprodukter og is.
Inkubationstiden er 8-12 dage. Der er færre tilbagefald af denne tyfusart, efter endt sygdom, men hyppigheden af smittebærere dog er ligesom ved Tyfus. Der opstår kun sjældent livsfarlige komplikationer. Se også Tyfus.
Salmonella (typhimurium, Enteris acuta Salmonellosa, kød- og ægforgiftning)
Bakterien findes naturligt i tarmen hos vildtlevende dyr og fugle, men også hos husdyr, i vand, jord og i luften.
Især to typer salmonella gør mennesker syge: Typhimurium-typen, som findes i tarmen på fjerkræ, svin og kvæg, og Enteritidis-typen, som især lever i fugle. Man kan blive smittet ved at spise fjerkræ, mælk og æg samt produkter af disse - f.eks. mayonaise - som ikke er tilstrækkeligt varmebehandlet. I takt med at især skildpadder, men også slanger og krybdyr bliver populære kæledyr, øges risikoen for salmonellasmitte. Selv om disse dyr har salmonella i tarmene, bliver de ikke selv nødvendigvis syge, men kan efterlade bakterier der, hvor de færdes.
Bliver mennesker smittet med salmonella, giver det - alt efter type og smittemængde feber, kvalme, opkast, mavesmerter og vandige, slimede diarreer.
Forholdsreglerne er: Gennemstegning og en god køkkenhygiejne, så råt kød ikke kommer i kontakt med andre madvarer.
Salmonella DT 104 er en multiresistent udgave af Typhimurium.
Shigelladysenteri (Bacillær dysenteri, Shigellose, blodgang)
Kaldes også for dysenteri-bakterien. Den smitter fra menneske til menneske fra hånd til hånd til mund, gennem afføring og fødevarer.
Inkubationstiden er 2-8 dage. Bakterien angriber tyktarmen og endetarmens slimhinder, hvor den kan skabe store problemer. En svær shigella kan fremkalde 10-25 blodige, slimede afføringer i døgnet, hovedpine, høj feber, mavesmerter og smerter ved afføring. Væsketab udgør en stor fare.
Sygdommen forekommer i Europa, i tropiske egne og i USA. Den hyppigste diarretype findes overvejende i de tropiske områder. Type 1 - den tropiske art - afgiver et giftstof, som er meget giftigt for centralnervesystemet, hvilket kan medføre chok, delirium, forvirring og til tider død. Ved rejser i Troperne, bør man tage sine forholdsregler, da sygdommen stadig er meget udbredt i den 3. verden.
Se evt. også Parasitter, Amøbedysenteri.
Tyfus (Febris typhoidea)
Skyldes Typhi-bakterier, som er en af de alvorligste salmonellabakterier. Ved tyfus er smittekilden gerne et andet menneske. Utilstrækkelig varmebehandling af mad - især is, muslinger og østers - og drikkevarer samt dårlig hygiejne er årsag til den store risiko i især Afrika, Asien og Østen. Afrika er en særlig farezone, men denne sygdom findes over hele verden.
Inkubationstiden er for det meste 10-20 dage, hvor bakterierne formerer sig i stort antal. De spreder sig til blodet og til hele kroppen, og der udvikler sig gradvis en høj feber (ca. 40 grader), appetitløshed, forstoppelse, hoste, muskelsmerter og en stærk hovedpine. Der kan opstå mavesmerter, diarre og et lyserødt udslæt pga. bakterier. Særligt galdeveje, lever, nyrer og milt kan blive angrebet, men også hud og knoglemarv kan blive invaderet af bakterier.
Efter nogle uger angriber bakterierne typisk tyktarmen, feberen ligger stadig omkring 40 grader, men nu svulmer mave og milt op, og den syge bliver mere fjern, forvirret og træt.
Dernæst følger suppelignende diarre, som kan indeholde blod. Efter 4. uge falder temperaturen gradvist, og der forekommer almindeligvis bedring. Forløbet er meget vekslende fra lette tilfælde til livsfarlige infektioner.
Den store risiko ved sygdommen er væsketab, som kan være enormt, og de hyppigt forekomne komplikationer. Disse kan være tarmbristning, der medfører bughindebetændelse og tarmblødning, som kræver blodtransfusion. Andre komplikationer kan være betændelse i galdeveje, knogler, lunger, nyrer og testikler, blodpropper, bylder, hjernehindebeskadigelse, hjertemuskelbeskadigelse, mellemørebetændelse og sprængning af røde blodlegemer. Man ser desuden tilbagefald i 10-15% af sygdomstilfældene omkring 2 uger efter normal temperatur har indfundet sig.
Yersinia-bakterien (Yersinia pestis)
Yersinia enterocolica og Yersinia pseudotuberculosis er årsag til sygdomme kaldet yersinnoser. Disse er præget af diaré og i visse tilfælde af granulomer (se nedenfor) og byldedannelser i kroppens lymfoide væv og leveren (Yesinia pseudotuberculosis). Yersinia pestis er årsag til pest, også kendt som middelalderens sorte død. Yersinia bakterier findes i mave-tarmkanalen på vilde dyr og visse husdyr. Yersinia pestis inficerer som regel gnavere, som egern, jordegern, mus og rotter og overføres med direkte kontakt (dråbeinfektion), eller oftere af lopper (ved bid). Yersinia enterocolica inficerer også en række husdyr, som får, kvæg, hunde og katte, mens Yersinia pseudotuberculosis ud over disse dyrearter, også ofte inficerer fugle, som kalkuner, gæs, ænder, duer og kanariefugle. Yersinia enterocolica og Yersinia pseudotuberculosis smitter via den fæko-orale rute (vand eller fødevarer forurenet med afføring indeholdende bakterier, eller mellem hænder og munden ved dårlig hygiejne) og er blevet isoleret fra drikkevandet og fra mælk. Disse bakterie-arter er årsag til diaré, som kan være blodtilblandet, feber og mavesmerter, samt bylder, som beskrevet ovenfor. Mange infektioner er imidlertid symptomfrie. Blodforgiftning kan i sjældne tilfælde komplicere forløbet.
Yersinia pestis er årsag til pest, "den sorte død". To til otte dage efter et bid fra en inficeret loppe ses de første symptomer på "byldepest", i form af kulderystelser, feber, kvalme, opkastninger og hurtig vejrrækning og puls. En smertende lymfeknude i området omkring loppebidet hæver og udvikler sig til infektionens primære fokus gennem en række degenerative ændringer i knudens celler og væv. Disse er præget af blødninger, nekrose (vævsdød) og granulomer, som er massive knuder der indeholder mængder af bakterier. Herfra spredes infektionen til andre lymfeknuder og ved små blødninger i underhuden, hvorved "den sorte død" kan følge, som et resultat af blodforgiftning. Yersinia pestis kan også inficere blodbanen direkte, f.eks. ved kontakt mellem åbne sår og smittemateriale, som det ses i primær systemisk pest, eller bakterien kan inficere lungerne ved indånding af smittemateriale, som det ses i primær lungepest. Alle disse sygdomsbilleder er meget alvorlige, og en stor del af patienterne vil dø, hvis de ikke bliver behandlet. Til gengæld er bakterien modtagelig for antibiotikabehandling, især hvis denne startes tidligt, og mange behandlede patienter vil blive fuldstændig raske. Epidemier af pest ses stadig i Amerika, Afrika og Asien, men sygdommen er ekstremt sjælden i resten i resten af verden. De andre typer af Yersinia bakterier er vidt udbredte og findes over det meste af verden.
