Dissemineret sklerose

Dissemineret sklerose (DS) er en af de sygdomme, der optræder hyppigere i lande med et tempereret klima end i varmere lande som f.eks. Japan. Undersøgelser har da også vist at udsættelse for meget solskin i barndommen og den tidlige ungdom mindsker risikoen for at få sklerose. Det kan hænge sammen med at kroppen når den udsættes for Solens ultraviolette stråler producerer mere D-vitamin som beskytter mod udvikling af visse autoimmune reaktioner.
Sygdommen begynder oftest i 25-30 års alderen og kvinder er lidt mere udsatte for at blive ramt end mænd.
Personer der får sklerose er ofte ambitiøse og stiller krav til sig selv. De er ofte stressede og kan være belastede af traumatiske hændelse og parforholdsproblemer i fortiden. Ikke sjældent er de deprimerede.
Nerveceller har udløbere, der sender nervesignaler til nabocellerne. De fleste af disse udløbere er omgivet af et beskyttede fedtlag, der hedder en myelinskede. Det er denne fedtskede, der angribes ved DS. Fedtskeden opløses, der kommer betændelse og hårdt arvæv, som ødelægger nerven.
Symptomerne varierer meget i karakter og sværhedsgrad fra person til person. Det er især afhængig af, hvilke nerver, der angribes. Anfaldene kan begynde som let svimmelhed, smerter bag øjnene og synsforstyrrelser, prikken eller snurren i arme og ben eller muskelsvaghed som vil forsvinde igen i en periode, som kan være lang eller kort.
Herefter kan der komme mere voldsomme anfald med spastiske lammelser og tab af koordinationsevne. Der er ofte problemer med at regulere kropstemperaturen og ofte rammes centeret, der kontrollerer vandladning og afføring. Mange sklerosepatienter oplever koncentrations- og hukommelsesproblemer i nogen grad. Andre udvikler ligegyldighed over for deres tilstand. Sygdommen kan hos nogle udvikle sig stadigt mere invaliderende, mens den hos andre går i stå på et givent niveau. Lammede muskler kan genoptrænes.
Dissemineret sklerose menes at være multifaktoriel, dvs. at have flere årsager. En medfødt genetisk disposition er påvist i tvillingeundersøgelser, men alligevel udvikler ikke alle genetisk disponerede sklerose. Det er påvist, at den er påvirkelig af miljøet. Der kan være tale om dårlig ernæring. Sklerose har det til fælles med Alzheimers sygdom at der akkumuleres homocystein i hjernen. Dens symptomer minder også om tungmetalforgiftning, som kan være en årsagsfaktor, f.eks. udsivende kviksølv fra amalgamfyldninger. Mange personer med sklerose har i øvrigt nikkelallergi. En teori nævner svampegifte som en mulig faktor.
Et virusangreb ligger også højt på listen over mulige årsager. Det skyldes at patienter med DS har langt flere antistoffer mod mæslingevirus i blodet end andre. Undersøgelser har vist, at disse menneskers immunsystem hele tiden reagerer på en sådan infektion. Om den er kommet via naturlig smitte eller om det skyldes en forsinket reaktion på mæslingevaccine, er ikke klarlagt.
Man har også fundet andre typer virus hos DS-patienter, men de behøver ikke have noget med sygdommen at gøre. Det mest sandsynlige er, at DS er en autoimmun sygdom s.d. hvor kroppens eget immunsystem af ukendt årsag fejlkodes til at angribe nervernes fedtskeder. Mange undersøgelser har vist, at DS-patienter har nedsat evne til at neutralisere frie radikaler.