Virussygdommen Ebola har været kendt siden 1976, hvor den dukkede op i Centralafrika og forårsagede 430 dødsfald i Zaire og Sudan. Sygdommen er yderst smitsom, kort forløbende og med en høj dødelighed, og trods forskning findes der stadig ingen sikker kur. Sygdommen forekommer kun i Afrika og er faktisk ret sjælden.
Sygdommen er opkaldt efter Ebola-floden i det forhenværende Zaire, hvor sygdommen blev konstateret første gang. Ebola-virus er en RNA-virus, og er den ene af de to vira i familien Filoviridae ("tråd-lignende vira"). Der findes i alt 4 undertyper af Ebola-virus: Ebola-Zaire, Ebola-Sudan, Ebola-Elfenbenskyst og Ebola-Reston. De 3 førstnævnte vides at give sygdom hos mennesker, mens den 4. indtil videre kun har givet sygdom hos andre primater (aber). Dette på trods af, at Reston-varianten minder meget om Ebola-Zaire.
Oprindelse
Det har længe været en gåde hvor Ebola-virus opholdt sig mellem udbruddene. En fransk videnskabsmand og hans team har imidlertid fundet tre arter af frugtædende flagermus, hvor nogle havde antistoffer mod Ebolavirus, og andre bar på Ebolavirus-fragmenter og som ikke havde symptomer på sygdommen. Både flagermus og flyvende hunde spises af lokalbefolkningen, og virus fra disse dyrs afføring kan også smitte både dyr og mennesker. Smittevejen er dog ikke endeligt afklaret.
Der er konstateret verificerede udbrud i Zaire, Gabon, Sudan, Uganda og på Elfenbenskysten.
Smitteoverførsel
Ebolavirus smitter fra person til person via kropssekreter som blod og spyt, men også direkte kontakt med en smittet - også efter den syges død - kan medføre at raske personer smittes.
Ebolavirusets indtrængning i væv og organer gør, at disse går i opløsning, hvilket er årsag til de omfattende blødninger, som forårsager en dødsrate på 50-90%. Kroppen danner ikke store mængder antistoffer mod Ebolavirus.
I afrikanske lande sker der ofte en eksplosiv smittespredning i det øjeblik de syge personer indlægges på hospitalet. Mangel på materialer medfører, at personalet ofte omgår grundlæggende hygiejneforskrifter og behandler patienter uden handsker eller maske på, og ofte genbruger kanyler uden tilstrækkelig forudgående desinficering. Dette medfører spredning til både personalet selv og til andre parienter, som stikkes med de samme kanyler. Spredning gennem luften (aerosoler) er gennemført eksperimentielt på aber, men er ikke set uden for laboratoriet.
Symptomer
Inkubationstiden, dvs. tiden fra man smittes, til symptomerne begynder varierer fra et par dage til tre uger. Virus angriber både celler, organer og væv i kroppen. Symptomerne begynder 3-21 dage efter smitte med høj feber, hovedpine, kulderystelser og ømhed, men udvikler sig til at omfatte diarré med blod, hududslæt, voldsomme bryst-, muskel- og mavesmerter, øjenbetændelse med røde kløende øjne og opkastninger.
Nogle dage senere breder blødningerne sig, så man nu også bløder fra næse, mund, øjne og hud, hvor der kommer blister. Der kan opstå blindhed, og på dette tidspunkt dør mange af indre blødninger og chok.
Nogle få mennesker, der smittes med Ebola, får ikke symptomer. En mindre procentdel af de der smittes, overlever sygdommen. Også i disse tilfælde er den nøjagtige årsag til dette fænomen ikke fastslået. Man mener dog, at disse personer er exceptionelt hurtige til at danne antistoffer mod viruset og dermed bekæmpe det, før tilstanden bliver fatal.
Diagnose
Diagnosen kan være vanskelig at stille, da de indledende symptomer ikke er specifikke for sygdommen. Man kan dog efter et par dages forløb prøve at isolere virus ved hjælp af forskellige laboratorietests, eller prøve at finde antistoffer mod den (IgG og IgM).
