Endometriose

Kvinder begynder at menstruere fra de er 10-14 år gamle til overgangsalderen ved 40-58 år. I denne periode gennemgår de en menstruationscyklus, hvor livmoderens slimhinde, påvirket af forskellige hormoner, først opbygges for at kunne tage imod et befrugtet æg og dernæst afstødes sammen med en del blod, som passerer ud af skeden. Det er kun sygdom og graviditet, der ændrer på det mønster.
Ved endometriose findes der af ukendte årsager livmoderslimhinde udenfor livmoderen. Den kan befinde sig på urinblæren, bughinden, tarmen, æggestokken, i navlen eller andre steder. I de svære tilfælde vokser endometriosen ind i de berørte organer.
Problemet er, at dette eksterne livmodervæv også reagerer på kvindens hormonelle cyklus. Det vokser sideløbende med slimhinden i livmoderen; men ved afstødningen kan blod og vævsrester ikke komme ud. Blodet herfra havner i bughulen, der kan komme betændelse, cyster, eller sammenvoksninger af de indre kønsorganer. Disse sammenvoksninger kan blive årsag til ufrugtbarhed og dermed barnløshed. Man regner med at 30-40% af al ufrugtbarhed hos kvinder kan skyldes endometriose.
Ubehandlet vil endometriose i nogle tilfælde sprede sig til andet væv, cysterne vil blive større og symptomerne værre. Da endometriose påvirkes af de hormonelle svingninger, giver den ofte præmenstruelle smerter, som er værst før og under menstruationen. Der kan være smerter forbundet med sex og med vandladning og afføring. Der kan optræde meget store blødninger, og man kan både få diarré eller forstoppelse. Træthed eller ligefrem udmattelse, som ikke rigtig går væk, er også meget almindeligt.
Efter nogen tid kan der opstå kroniske smerter s.f.a. arvævsdannelse. Endometriose uden for livmoderen findes især i æggestokkene, hvor der kan dannes cyster, som kan indeholde gammelt blod. I sjældne tilfælde forekommer endometriose også i blæren og endetarmen. Symptomerne forsvinder først af sig selv med overgangsalderen.
Der er flere teorier, der forsøger at forklare årsagen til endometriose:
En teori går ud på, at slimhindeceller allerede under fosterudviklingen er blevet spredt i bughulen med blod eller lymfe.
En anden teori peger på, at noget menstruationsblod løber baglæns ud af æggelederne og kommer ud i bughulen, hvor det gror fast, men eventuelt først hvis der samtidig er en ubalance i immun- eller hormonsystemet.
En tredje teori går ud på at sygdommen skyldes, at noget fostervæv ikke ændrer sig, men bibeholder evnen til at kunne forvandle sig til slimhindevæv. Der er peget på det store indtag af mælkeprodukter og kød samt de østrogenlignende stoffer i miljøet, fra tamponer og spiraler. Sygdommen forværres med et forhøjet østrogenniveau. Der findes tre forskellige slags østrogener: Østriol, østron og østradiol. Det er de to sidste østrogener, der er problematiske for endometriose.
Dioxin-forurening er også blevet knyttet til udvikling af endometriose. Rhesusaber, der blev udsat for dioxin, udviklede endometrose, og jo mere dioxin de fik, desto værre blev endometriosen. Dioxin er særdeles giftigt selv i små doser. Vi har alle en smule dioxin i os. Det stammer fra affaldsforbrænding og nogle fisk fra forurenede områder kan også indeholde dioxin. Tidligere er stoffet blevet brugt som plantegift.
En del kvinder med endometriose lider også af overfølsomhed for visse stoffer, særligt kemisk intolerans (se denne), og kan derfor opnå nogen bedring ved afgiftende og udrensende kure. Der ses også ofte svampeinfektioner.
Graviditet kan give en midlertidig lettelse af symptomer. 15% af de amerikanske kvinder har endometriose, og sygdommen er hurtigt blevet den mest almindelige grund til ufrugtbarhed i USA.