Nogle forkølelsesvira kan under gunstige forhold sagtens overleve flere timer på huden, i et lommetørklæde eller på et trappegelænder.
Fra man smittes til de første symptomer bryder ud kan der gå fra knap en dag til tre dage. Forkølelsessymptomer begynder typisk med en ru fornemmelse i halsen. Herefter kan symptomerne være generel utilpashed, nyseaffald, hoste, hæshed, rindende øjne, opsvulmet næseslimhinde og en markant slimproduktion herfra, der kan tilstoppe næsen. Dette slim er i begyndelsen tyndt, men bliver hurtigere tykkere, gult eller grønligt. Næseslimhinden kan, mens den er hævet og betændt, godt bløde lidt. I nogle tilfælde følges forkølelsen af en let feber.
Snue
Milde forkølelsessymptomer kaldes også for snue. Den kan i modsætning til forkølelse dog godt være langvarig. Desuden kan snue også skyldes en allergisk reaktion eller det kan være en lokal reaktion på stoffer i miljøet.
Et let forkølelse går over i løbet af 3-7 dage, men nogle kan godt vare 14 dage.
Gennemsnitlig bliver børn forkølede 4 - 6 gange om året. Børn i børnehavealderen er mest tilbøjelige til at blive smittede. Hyppigheden falder til ca. det halve i takt med, at man bliver voksen og danner antistoffer mod flere og flere forskellige vira.
Der findes mere end 200 forskellige vira, som kan angribe luftvejene og fremkalde forkølelsessymptomer. Nogle vira forårsager sværere symptomer end andre. I nogle tilfælde er man blot generet af en næse, der løber i nogle få dage. I sværere tilfælde minder symptomerne om influenza. En almindelig og mild type kaldes Rhinovirus efter det græske ord for næse. Den trives bedst i en temperatur på 33 grader, som netop findes i næseslimhinden. Andre forkølelsesvira er Coronavirus, som især slår til om vinteren og i det tidlige forår. Andre typer virus, der kan give sværere symptomer er Adeno-, Coxsackie-, echo- og influenzavirus. Sidstnævnte typer kan ud over forkølelse også forårsage mere alvorlige sygdomme.
Forkølelse og kulde
Navnet antyder, at forkølelse har noget med kulde at gøre, og de fleste forkølelser optræder da også i den kolde halvdel af året - efterår, vinter og forår. Det ændrer dog ikke ved, at en forkølelse forudsætter, at man er smittet med forkølelsesvirus.
Slimhinden i luftrør og næse er foruden slimlaget beklædt med små fimrehår, der er med til at fragte snavs, bakterier og vira opad mod næse og mund. Når slimen synkes, dør virus ved mødet med mavesyren. Hvis legemstemperaturen sænkes 1 - 2 grader, kan temperaturen i næseslimhinden dale helt op til 6 grader, og hvis vi bliver kolde om fødderne, daler temperaturen i de øvre luftveje også refleksmæssigt. Blodkarrene i slimhinden trækker sig sammen, og slimhinden bliver mere tør, hvorved fimrehårenes transport går i stå.
Man har antaget, at afkølingen og det ændrede miljø i næseslimhinden aktiverer forkølelsesvira, som opholder sig i næsen uden at give symptomer. Videnskabelige undersøgelser har dog ikke kunnet bekræfte det. En nyere teori går ud på, at forkølelsesviras muligheder for at blive transporteret omkring med mikroskopiske vandpartikler i luften falder om vinteren, hvor kulden får luftfugtigheden til at falde.
En virusinfektion kan iøvrigt også forårsage kuldefornemmelser, som vi f.eks. kender det fra influenza.
Af mere afgørende betydning for udviklingen af forkølelse er immunforsvarets tilstand. Et stærkt immunforsvar vil afværge flere vira end et svækket. Alt der svækker immunforsvaret vil således øge risikoen for at blive smittet med forkølelse. Stress er en af de faktorer, der ligger højest på denne hitliste.
Komplikationer
I tilknytning til en forkølelse kan bihuler, mellemøre og luftveje, herunder lungerne rammes af en tilstødende bakterieinfektion, der forårsager hhv. bihulebetændelse, mellemørebetændelse og bronkitis.
