Sprog
Søg

Forside / Helseproblemer / Halsbrand

Halsbrand

Halsbrand skyldes tilbageløb - refluks - af mavesyre og mavesaft på grund af en dårligt fungerende lukkemuskel mellem spiserør og mavesæk, evt. kombineret med et brok i mellemgulvet, også kaldet spiserørsbrok.

Det man normalt kalder spiserørsbrok er, når den øverste del af mavesækken glider op i brysthulen. Det sker gennem et svagt sted i mellemgulvet, der hvor spiserøret går ned til mavesækken. Det er meget almindeligt. Blandt lidt ældre har ca. 60 procent af alle et sådant glidebrok, som normalt ikke giver symptomer, og det er usikkert, om det har betydning for svækkelse af ringmusklen mellem spiserøret og mavesækken.
Ved en sjældnere type mellemgulvsbrok bliver ringmusklen, hvor den normalt sidder, mens en lille pose af mavesækken går op ved siden af spiserørets nederste del. Der vil normalt være synkebesvær, og det kan være nødvendigt at operere, da der kan være risiko for indeklemning af brokket.
Årsagen til problemer med halsbrand er, at der på grund af svækkelse af lukkemusklen mellem spiserør og mavesæk løber syre op i spiserøret. Slimhinden i spiserøret kan ikke tåle den stærke syre, og der kommer derfor brænden og svien bag den nederste del af brystbenet. Syren kan løbe helt op i halsen, og syredampene kan påvirke stemmebåndene med hæshed til følge. Risikoen for, at mavesyre løber op i spiserøret, er størst efter store måltider, hvor mavesækken er helt fyldt, samt hvis der trykkes på maven, fx ved at man bøjer sig fremover eller går med stramt korset.
Det er således sjældent for meget mavesyre, der er årsag til halsbrand. Faktisk er for lidt mavesyre mere almindeligt hos personer med halsbrand end for meget.
Overvægtige og gravide oplever også ofte halsbrand. Undersøgelser har vist at 10-20 kg overvægt i form af bugfedme (æbleform) tredobler risikoen for at få halsbrand. Det skyldes at bugfedtet presser på mavesækken, som igen presser på spiserørets lukkemuskel.
Tobaksrygning og behandling med kvindelige kønshormoner og midler, der slapper glatte muskler af, forøger også risikoen for tilbageløb.
Normalt vil symptomerne være så klare, at der ikke er grund til yderligere undersøgelser, men synkebesvær vil dog altid nødvendiggøre en kikkertundersøgelse og en røntgenundersøgelse. Er man ikke sikker på syretilbageløbet, kan man i dag nedlægge en lille sonde, hvor spidsen måler syrekoncentrationen i nederste del af spiserøret igennem 24 timer.

Shop-Produkter

Leder du efter et Shop-Produkt, kan du det søge det her: