Hiv:
Er en forkortelse af human immunedeficiency virus (humant immundefekt virus). Hiv kan ødelægge en speciel type af kroppens hvide blodlegemer kaldet T-hjælperceller eller CD4 celler, hvilket kan medføre en kraftig svækkelse og overbelastning af kroppen. Dette kan på længere sigt kan føre til en lang række sygdomme pga. et svigtende immunsystem.
Hiv tilhører gruppen af retrovirus, der kan kendes på, at deres arvemateriale består af RNA, og ved, at virus har et enzym (revers transkriptase), der kan omdanne RNA til DNA. Der er påvist to typer af hiv - hiv 1 og hiv 2. Hiv 1 er den mest udbredte i Vesten, mens hiv 2 mest ses i Vestafrika. Hiv 1 er mere aggressiv og smitsom end hiv 2.
Hvis hiv kommer ind i kroppen, kan man blive smittet. En blodprøve kan spore, om der i blodet findes antistoffer rettet mod hiv, hvilket tages som tegn på, at man er smittet med hiv. Antistoffer er stoffer, som kroppen producerer for at bekæmpe bakterier, virus m.m. Det er derfor naturligt, at hiv-virus producerer antistoffer. Der går omkring 1-2 måneder og nogle gange op til 3 måneder efter smitten, før man kan påvise antistofferne.
Hiv kan findes i alle kropsvæsker, i større eller mindre koncentrationer, men det er kun i blod, sæd, skedesekret og tildels i urin og modermælk, at koncentrationen ser stor nok ud til, at en smitterisiko kan være til stede. Man har påvist visse enzymer i spyt, som kan virke nedbrydende på virus.
Hiv kan ikke smitte ved kram, ved at man deler drikkeglas, toilet eller trykker hånd. Hiv overføres først og fremmest ved ubeskyttet sex via samleje og analsex samt ved oralsex. Desuden overføres smitte ved, at ikke-rengjorte kanyler og sprøjter bruges af flere. Hiv kan også overføres ved blodtransfusion, via blodprodukter eller fra en hiv-positiv gravid kvinde til fosteret ved fødslen eller ved amning. I dag kontrolleres transfusionsblod, før det benyttes.
Forskning tyder på, at mænd der er omskåret har 30% mindre risiko for at smitte en kvindelig partner med hiv end mænd der ikke er omskåret. Tallet peger dog også på, at omskæring ikke er en tilstrækkelig sikker form for prævention.
Da hiv kan angribe alle mennesker uanset alder, køn og seksuel tilbøjelighed, er alle i teorien udsatte for smitterisiko.
Du kan nedsætte risiko for hiv-smitte ved:
- Sikker sex; at bruge kondom ved tilfældige seksuelle forbindelser eller at undgå at have sex med nogen, du ikke kender.
- Kun at have én sexpartner - det er det sikreste.
- At bruge kondom ved samleje, og aldrig genbruge kondomer.
- At bruge vandbaseret sæddræbende midler, der indeholder nonoxynol-9, som også er virusdræbende, men det giver ikke 100% beskyttelse.
- At undgå oralsex uden beskyttelse og at udveksle kropslige sekreter.
- At undgå sex, når du er beruset eller påvirket på anden vis.
- Aldrig at bruge en andens tandbørste, barbergrej, kanyle eller sprøjte, da der kan være risiko for smitte via blod.
For at finde ud af om man er hiv-smittet skal man have taget en blodprøve. En person, der er smittet med hiv-virus kaldes for hiv-positiv. En hiv-positiv kan smitte andre - også selvom der ikke er synlige spor af, at vedkommende er smittet - og personen er måske derfor ikke selv er klar over det. Man kan ikke se om en person er smittet, fordi personen kan forekomme fuldkommen rask alligevel.
Får man besked om, at man er hiv-positiv, kan det være en god idé at opsøge nogle, der kan hjælpe en med krisebearbejdning. Man bør også være i kontakt med en læge, der er specialist på området - også selvom man tilsyneladende virker helt rask - fordi forskellige sundhedsmæssige problemer kan udvikle sig hen ad vejen.
En hiv-positiv kan måske i begyndelsen opleve at få ondt i halsen, hævede lymfekirtler og lidt feber. Senere kan personen opleve stadigt hævede lymfekirtler, specielt i armhulerne, lysken og nakken og måske også kuldegysninger, træthed, hovedpine, oftere feber, nattesved, nedsat appetit, vægttab, diarre, tør hoste og svampeinfektioner i munden eller i mave-tarmsystemet.
Der kan også opstå en række andre symptomer og infektioner, som følge af at immunsystemet måske svækkes. Det kan være vægttab, lungebetændelse, visse kræftformer og måske skader på nervesystemet. For nogle kan denne udvikling gå hurtigt, for andre meget langsomt. Det er ikke ualmindeligt, at der går 10 år efter man er blevet hiv-positiv, før man begynder at mærke symptomer.
Det diskuteres meget, hvor tidligt man skal sætte ind med medicinsk behandling, der i dag næsten kan fjerne virus. På den ene side vil man nødig have, at kroppen bliver så beskadiget, at det er svært at rette op på skaderne, fordi der er gået for lang tid. På den anden side er det en skrap, ofte bivirkningsfuld og ikke særlig gennemprøvet medicinsk behandling, hvor doseringer skal overholdes nøje, så virus ikke udvikler resistens. Det er CD4-hjælpecelletallet, man måler, når man går til kontrol, så man kan holde øje med sin helbredstilstand i f.t. hiv-udviklingen.
I firserne forekom hiv mest blandt bøsser, mandlige og kvindelige prostituerede og stiknarkomaner, der delte sprøjter.
Tilfældene blandt bøsser og stiknarkomaner er mindsket, mens smitten vokser blandt heteroseksuelle mænd og kvinder samt mænd der har sex med mænd. Globalt er den seksuelt overførte smitte dominerende. Flertallet af de nysmittede er under 25 år gamle, og næsten halvdelen er kvinder. Mere end 90% af alle hiv-positive lever i fattige udviklingslande især i Afrika og Asien.
Aids:
Tilstanden er ikke en egentlig sygdom, men en tilbøjelighed til at udvikle en lang række alvorlige sygdomme pga. af et svigtende immunforsvar. Forkortelsen betyder: Aquired immune deficiency syndrome - en erhvervet defekt i immunsystemet - defineret ved forskellige alvorlige infektioner eller svulster hos personer med hiv-infektion.
En person, der har været hiv-positiv i op til omkring 10 år, kan - hvis vedkommende vedbliver at være immunsvækket - opleve tilbagevendende symptomer som træthed, feber, hovedpine, ondt i halsen, tør hoste, led- og muskelsmerter, nattesved, hævede lymfeknuder, diarre og svampeinfektioner eller tilbagevendende herpesudbrud. Med tiden kan der opstå udmattelse, appetitløshed, vægttab, generel svækkelse, flere infektioner og konstant hævede lymfeknuder.
Diagnosen Aids stilles, hvis man er hiv-positiv og kun har 1/5 hjælpeceller i forhold til det normale antal samt en eller flere af de typiske sygdomme som er: Lungebetændelse, svampeinfektion i munden og spiserøret, lungetuberkolose, hjernehindebetændelse pga. cryptococcus og cytomegalovirus i lunger, tarm eller øjne, toxoplasmose (haresyge) i hjernen, eller hudkræften Kaposis sarkom, der kan opstå på huden, på slimhinder i munden og tarmen samt i indre organer. Nogle udvikler ondartede svulster, som nogen gange rammer hjernen.
Hiv-infektion i nervesystemet kan, på et fremskredent stadie af Aids - som ofte er nogle år efter diagnosen er stillet - medføre demens pga. forandringer af nervesystemet, som tilmed kan medføre nedsatte nervefunktioner såsom lammelser, svimmelhed, synsforstyrrelser og desuden forskellige kræftsygdomme som f.eks. kræft i livmoderhalsen.
Hiv-test
Der kan i nogle tilfælde gå op til 6 måneder efter smitte før en hiv-test vil vise positiv.
Om medicinsk kombinationsbehandling
Idéen med medicinsk kombinationsbehandling af hiv-virus er, at de givne midler, som skal destruere virus, går ind i hiv-viruset og hæmmer dets formering. Et hiv-virus kan mutere, altså ændre noget i sin egen konstruktion, hvilket medfører, at virus er i stand til at formere sig, selvom der er stoffer til stede, som forsøger at forhindre det. Dvs. at virus er i stand til at foretage kromosomændringer, som gør det modstandsdygtigt overfor (kombinations)behandlingen.
