Immunsystemet er et meget indviklet system, der har til formål at forsvare kroppen mod udefra kommende fjender, som fx bakterier og virus, og mod celler i kroppen, som ikke længere er normale og opfører sig normalt, fx kræftceller, samt dele af fremmede stoffer, der er kommet ind i kroppen, fx gennem tarmen.
Vores immunforsvar er intimt knyttet til vores tarm og vores tarmflora. I tarmslimhinden sidder 70% af kroppens immunceller. Disse kontrollerer hvilke bakterier kroppen bør tolerere, og hvilke den bør forsvare sig imod. Tarmen hos sunde voksne rummer ca. 2 kg bakterier fordelt på ca. 400 forskellige arter. Koloniseringen af en sund tarmflora begynder ved fødslen, hvor barnet får bakterier fra moderen via fødselskanalen, og hvor næringsstoffer i modermælken herefter fremmer kolonisering af en sund tarmflora hos barnet. Disse bakterietyper lever i et balanceforhold, hvor ingen bakterieart normalt vil få lov til at dominere.
En række vigtige celler indgår i immunsystemet, heriblandt især de hvide blodlegemer. Nogen bliver dannet i brisselen, thymus, der er et vigtigt organ i immunsystemet. Det er de såkaldte T-celler, hvoraf der er flere slags. T-hjælpercellerne kan aktivere de fleste andre celler i immunforsvaret, så hvis de svigter, bryder systemet sammen, som ved AIDS.
T-dræbercellerne angriber især kroppens egne celler, når de har ændret sig, pga. indhold af virus, og dræber hele cellen. Når de har gjort deres arbejde og ryddet op, træder T-hjælpercellerne i funktion og dæmper immunsystemets funktion.
En anden type immunceller er B-lymfocytterne, der dannes i knoglemarven. De findes spredt rundt omkring i kroppen, bl.a. i lymfekirtler, mandlerne, milten og tarmslimhinden, og de cirkulerer rundt i kroppen med blodet og lymfen. De kan reagere direkte med de kropsfremmede stoffer, som de passer til. Derved ændrer B-lymfocytterne sig til at blive plasmaceller, der producerer målrettede frie antistoffer, der er æggehvidestoffer med evne til at binde antigener, dvs. de kropsfremmede stoffer, som giver anledning til dannelse af antistoffer.
Antistofferne kaldes også immunglobuliner. Når antistoffer binder antigener, dannes der et antigen-antistofkompleks, der kan tiltrække store ædeceller (makrofager) og dræberceller (killer cells). Et antigen-antistofkompleks kan også binde et kompliceret protein- og enzymsystem, komplement, som findes i vores vævsvæsker.
Ved denne binding kan enzymerne i komplementet udløse en kædereaktion, der uskadeliggør farlige stoffer. I nogle tilfælde kan immunforsvaret afspores eller overreagere, så kroppen tager skade. Det gælder ved de såkaldte autoimmune sygdomme, hvor immunsystemet angriber nogle af kroppens egne væv. Eksempler er børne- og ungdomssukkersyge og leddegigt. Allergi er et andet eksempel på overreaktion fra immunsystemet.
Immunsystemet kan huske, i nogle tilfælde hele livet. Det er baggrunden for, at man oftest ikke får den samme børnesygdom to gange, heller ikke selvom man er blevet gammel. Denne hukommelse er baggrund for vaccinationer. Desværre er der nogen vira, der kan ændre deres opbygning og derved snyde denne hukommelse. Det er derfor det er nødvendigt at ændre influenzavaccinen år for år.
Ved svækkelser i immunsystemet nedsættes modstandskraften mod både bakterier, virus, svampe og parasitter af forskellig art. Evnen til at bekæmpe andre fremmede celler hæmmes også, hvilket udnyttes i forbindelse med transplantationer, hvor man altid må behandle med immunsystemhæmmende midler. Immundefekter kan være medfødte eller erhvervede.
Antibiotika
Svære infektioner, fjernelse af milten og overdreven behandling med antibiotika er eksempler på det sidste. At antibiotika kan hæmme immunsystemet (specielt immunglobulin A) skyldes, at tarmens bestand af venligtsindede bakterier dør af antibiotikaen. Sygdomsfremmende mikroorganismer vil derfor dominere.
Også dårlig kost, mangel på motion og mange former for medicin, andre kemiske stoffer og forurening svækker immunforsvaret, bl.a. tobaksrøg. Det samme gælder overdrevent alkoholforbrug og radioaktiv bestråling. Nogen mener, at jordstråling kan svække immunsystemet. Psykisk og fysisk stress er også immunhæmmende.
