Selv om antallet af ormeinfektioner hos mennesker er forholdsvis lavt i den vestlige verden i forhold til i troperne, er de ikke ligefrem sjældne. Selv om det i Vesten "kun" er forholdsvis ufarlige orm som børneorm, bændelorm og spoleorm, der er relativt hyppige, er det anbefalelsesværdigt at være opmærksom på smitteveje og symptomer - dels hjemme, men i særdeleshed også i rejsesammenhæng.
Få og enkle forholdsregler kan gøre hele forskellen på, om man skal komme hjem fra ferieturen sydpå med andet og mere end de indkøbte souvenirs.
Orm hører under de parasitter, der kaldes for endo-parasitter, som betegner parasitter, der lever indeni værten. Til endoparasitter hører desuden: Amøber, flagellater og protozoer.
Orm er især skadeligt for børn, fordi de kan hæmme børnenes udvikling. Indvoldsorm kan give følgende symptomer: Nervøsitet, skygger under øjnene, mindre spiseforstyrrelser, utålmodighed, pillen næse og urolig søvn.
Bilharziose også kaldet schistosomiasis eller sneglefeber er en meget udbredt og farlig ormeinfektion, som smitter gennem badning i ferskvandssøer især i Afrika. Der findes tre forskellige typer orm: Schistosoma haematobium, der giver urinvejs-bilharziose og S. mansoni samt S. japonicum, som giver tarm-bilharziose - den sidste kaldes også østlig tarm-bilharziose. Se også Tropesygdomme.
Bændelorm (Taenia f.a.)
Bændelorm hører til gruppen af specialiserede, snyltende fladorme (platyhelminthes). Den består af et hoved (scolex) med sugeskåle på, som den bruger til at suge sig fast til tarmvæggen, og en krop, som består af mange led. Når ormen vokser, udvikler den flere led. Disse led indeholder både hanlige og hunlige kønsorganer, og efterhånden som de yderste led fyldes op med æg, bliver de løsnet fra ormen og passerer ud. Man kan nogle gange se dem i afføringen og omkring endetarmsåbningen, hvor de ligner riskorn.
Bændelormen kan ikke smitte direkte mellem mennesker, men har brug for en såkaldt "mellemvært", hvor larverne omdannes til en slags hvileform (tinte) og udvikler sig til infektive bændelormelarver (metacestoder). Efter at mellemværten har fået æggene fra bændelormeleddet i sig med føden - det kan f.eks. være en ko, som er mellemvært - udklækkes æggene, og bændelormelarverne vandrer ud i muskulaturen, hvor de indkapsler sig. Når så mellemværten spises, frigives metacestoderne i tarmkanalen, hvor den hæfter sig fast til væggen og begynder at vokse.
Bændelorm er ikke så farlige i sig selv. De suger ikke blod men optager næring gennem huden fra tarmkanalen. De kan dog blive farlige, hvis de anvender mennesker som mellemværter, og larverne vandrer videre til f.eks. hjernen.
Tre relevante typer bændelorm:
Oksetintebændelormen (Taeniasis saginate), Svinetintebændelormen (Taeniasis solium) og Menneske- og kvægtintebændelormen (Taenia Echinococcus). Oksetintebændelormen er den største og kan blive op til 10 meter lang! Svinetintebændelormen bliver max. 5 meter lang, men den er noget farligere, da den kan "finde på" at bruge mennesker som mellemvært.
Den farligste er dog Menneske- og kvægtintebændelormen, da den bruger mennesker (og heste, kvæg, svin og får) som mellemvært. Larverne penetrerer tarmvæggen og vandrer til især lever og lunger, hvor de danner cyster, som kan blive kæmpestore og indeholde flere liter væske. Disse kan behandles med operation. Mennesket er slutvært for fiskebændelorm, som også kaldes menneskets brede bændelorm, svinetintebændelorm samt oksetintebændelorm.
Børneorm (Enterobius vermicularis)
Børneorm er vidt udbredt over hele verden. Ormen hører til rundormene og er ½ - 3 cm. lange, tynde og hvide, og ligner korte hvide tråde. Ormen har fået navnet Børneorm, fordi den er meget mere almindelig hos børn - især skolebørn - end hos voksne. Ormen kommer gerne ind i den menneskelige krop gennem dårligt skyllede grøntsager, som indeholder ormenes æg.
Den smitter direkte fra person til person gennem munden. Hunnen lægger æg omkring endetarmsåbningen omkring to uger efter infektionen, og da dette klør, er der god mulighed for at få æg på hænderne og give smitten videre gennem håndklæder, madvarer og samvær. Ormene er mest livlige i nattetimerne.
Børneorm påvirker ikke helbredstilstanden generelt og der er ingen andre symptomer end kløe, hvilket kan være temmelig irriterende, fordi huden omkring endetarmsåbningen kan blive meget irriteret af at man klør sig. Sæt evt. et stykke tape ved barnets endetarmsåbning, lige før barnet skal på toilettet, hvor æggene vil sidde fast.
Hageorm (Ancylostoma duodenale og Necator americanus)
Hageorm findes overalt i troperne, og rigtig mange mennesker smittes via forurenet vand, jord, frugt og grønt. Det er ikke ualmindeligt, at børn bliver hæmmet i deres fysiske og psykiske udvikling og i nogle tilfælde dør pga. en infektion med hageorm.
Hageorm kan blive op til 1 cm lange og smitter ved, at der fra den smittede person udskilles store mængder æg, som klækker til larver i græsset. Herfra trænger de ind gennem huden på fødderne på barfodede personer og føres med blodet til lungerne, hvorfra de hostes op og synkes. De voksne orm etableres i tyndtarmen, hvor de efter et stykke tid begynder at lægge æg.
Hageorme lever af at suge blod, og de kan hver især dagligt indtage omkring en teskefuld af værtens blod. De kan derfor medføre blodmangel, hvis værten er massivt smittet. Optræder de i tal på 100 - 1000, kan de medføre en udtalt blodmangel.
Piskeorm (Trichuris trichiura)
Piskeorm er almindelige over hele verden og generelt ufarlige. De er piskeformede, bliver 3-5 cm lange og er grå/lyserøde. Æg kommer ud med afføringen, og der er oftest ingen symptomer. Man smittes gennem forurenede grøntsager.
Spolorm eller spoleorme (Ascaris lumbricoides)
Findes over hele verden. Ormene er rundorme, ligner regnorme, men bliver mellem 15-35 cm lange. De optræder som parasitter hos pattedyr, f.eks. hunde, katte, svin og mennesker.
Æggene udskilles med afføringen, og smitte sker typisk via kontamineret drikkevand og mad eller foder - ofte grøntsager forurenet med dyreafføring.
De unge larver borer sig efter klækning ind gennem tyndtarmens væg, hvor de lever af tarmindholdet. Her udvikles de til kønsmodne individer, som lægger æg, der udskilles med tarmindholdet. De spredes med blod og lymfe til hjerte og siden lunger, hvorfra de hostes op, synkes og kan ende i tyndtarmen. Spolorme er for det meste uskadelige, men de kan slå sig ned i f.eks. bughulen eller leveren, hvor der så kan opstå bylder af betændelse.
Trikiner (Trichinella spiralis)
Trikiner er små rundorm, hvis larver i sjældne tilfælde forekommer hos svin, og derfor kan forekomme i svinekød. Spiser man sådant kød, udvikles der i løbet af få dage larver, der bliver kønsmodne i ens tyndtarm, og sygdommen trikinose udvikler sig. Man smittes altså kun med trikiner ved at spise kød (især fra svin, men også fra kvæg og vilde dyr), som ikke er tilstrækkeligt varmebehandlet. Man vil ofte kunne høre en knasen, når man tygger kødet, da indkapslingerne af trikinerne tit er forkalkede.
Trikiner lever hele deres liv i én vært (kan være et menneske), og har derfor mellemstadie-larverne til at vandre i kroppen. De voksne orm, som lever i tarmen, giver ikke nødvendigvis problemer. Men når de æg, hunnerne lægger i tarmen klækkes, vandrer larverne ud i kroppen - især tunge, øjenmuskler, mellemgulv og hjerte, hvor de indkapsler sig.
Nogle steder er kød, der indeholder trikiner en delikatesse og kaldes "perlekød", da indkapslingerne kan minde om perler, og de lokale ikke ved, hvad det er. Varmebehandling af kød kræver opvarmning til min. 75 grader - dvs. gennemstegning - ellers dybfrysning i minimum en uge.
Trikiner er i stand til at fremkalde betændelse. Symptomer på trikinose er kvalme, hovedpine, diarre og udslæt. Hvis centralnervesystemet angribes, kan sygdommen medføre døden.
Globalt er parasitinfektioner særdeles udbredte og meget alvorlige. Hvert fjerde menneske i verden har indvoldsorm.
