Lus (Anoplura)
Er små, vingeløse insekter der lever udelukkende af at suge næring fra blodet. Lusen har 6 ben, som alle sidder fast på brystet. Lus er nærmest gennemsigtige, men bliver røde, når de har suget blod fra deres vært.
Der findes hos mennesket 3 slags lus: Hovedlus, kropslus og fladlus. De lever alle i kropshårene på mennesket og lever af at suge blod (op til 5 gange i døgnet). Deres bid er ikke farlige, men giver irritation og kløe. Kløen kan medføre kradsemærker og sår i huden, som kan inficeres med bakterier og i nogle tilfælde forårsage eksem.
Hoved- eller hårlus (Pediculus humanus capitis)
Findes udelukkende i hovedhåret - primært bag ørene og i nakken, hvor man også oftest kan se bidmærkerne. Lusen er 1-3 mm lang og altså lige nøjagtig så stor at den kan ses med det blotte øje.
For enden af hvert af dens ben er der en klo, som lusen griber om hårene med.
Lus er udprægede natdyr, så både sugeaktivitet og æglægning foregår primært om natten. En hovedlus kan bide op til 5 gange i døgnet, og da man normalt har 100-200 lus, når man har lus, bliver det til en hel del bid, som giver ubehagelig kløe i hovedbunden. I sjældne tilfælde kan der opstå eksem eller infektion pga. lusebid.
Hovedlusens livscyklus er ca. 20 dage lang, dvs. at hunnerne begynder at lægge æg 7-10 dage efter de selv er klækket. Får man lus vil hunlusene begynde at lægge omkring 10 klæbrige æg dagligt. Æggene måler 0,3-0,8 mm, er ovale og ser ud som små lyse gryn. Det er let at skelne luseæg fra f.eks. skæl, som er løse. Luseæg derimod hæfter sig godt fast til hårene helt nede ved hårroden med en form for lim og sidder godt fast, selvom man trækker håret mellem sine fingre.
Efter mindre end en uge klækkes æggene, og efter endnu en uge er de nye lus kønsmodne og begynder at lægge æg - og så fremdeles. En lus der har adgang til blod kan i løbet af en måned blive til 7000 lus. Så længe man finder levende lus i håret, kan man forvente at der klækkes nye lus en uges tid senere. Men lus der ikke får blod i løbet af 2-3 døgn dør. Døde lus og tomme æg kan sagtens blive siddende i håret efter kæmning og behandling. I gamle dage var det almindeligt at kronrage sig, men det er ikke nødvendigt mere.
Æggenes placering på håret bruges til at bestemme, hvor længe en person har været smittet: Hvis de ældste æg sidder 5 cm fra hovedbunden ved man, at personen har haft lus i omkring 5 måneder.
Følgende tegn kan tyde på hovedlus:
- Kløe i hovedbunden.
- Røde prikker i hovedbunden.
- Hvis man kan se små, aflange, gullighvide "prikker", som sidder fastklæbet på håret.
- Drys fra håret med enten små, blege dyr eller sorte korn, som kan være luse-ekskrementer.
- At man har været i kontakt med personer som har lus.
Lusene flytter sig gerne fra en person til en anden. Især børn får hovedlus, og oftere piger end drenge. Lusene overføres ved direkte kontakt mellem børn, som er udsatte i de forskellige børneinstitutioner. Ellers kan lus overføres i stort set alle sociale sammenhænge; på en bustur, i biografen osv.
Kropslusen (Pediculus humanus corporis)
Ligner hovedlusen til forveksling. Den findes som regel på huden i nærheden af tøjets søm, hvor den holder til. Biddene giver kløe ligesom hovedlusenes bid, og har man kropslus i længere tid, bliver huden grå og fortykket. Denne lus ses ikke særlig ofte, da den kun lever i tøj, som man har på i ugevis ad gangen, og som ikke varmtvandsvaskes.
Fladlusen (Phthirus pubis)
Kan findes primært i kønsbehåringen og under armene, desuden hos særligt behårede personer på brystet, i øjenbryn og øjenvipper, skæg og hovedhårsgrænsen. Den forekommer dog ikke i hovedhår. Lusen er 1-2 mm stor og kan også ses med det blotte øje. Den ligner en lille lys krabbe. Æggene kan kun lige ses. De sidder så fast på hårene, at de ikke kan pilles eller vaskes af.
Fladlus medfører megen kløe, ligesom de andre lusetyper, og også mest om natten. De spredes ved tæt kropskontakt, sex eller ved bare at dele seng. Men lusen er generelt ikke særlig mobil: Når først den sidder et sted og suger blod, forlader den kun nødigt dette sted. Det varer gerne flere uger før fladlus har formeret sig så meget at man kan mærke dem.
Mange konventionelle (kemiske) midler slår lusene ihjel, men får ikke nødvendigvis ram på alle deres æg. Nogle lus er med tiden blevet resistente over for kemiske lusemidler, så det kan ske at en kemisk behandling ikke virker, hvorefter man så kan prøve et andet middel.
