Malaria

Infektionen forårsages af fire forskellige slags encellede parasitter (Plasmodier), som snylter på blod, fordi de er afhængige af røde blodlegemer. Parasitterne lever i malariamygs tarme og spreder sig via hunmyg, der overfører smitten til mennesker, når de stikker for at suge blod. De indsprøjter et spytsekret, der skal forhindre blodet i at størkne, og med dette indsprøjtes de uudviklede parasitter (sporozoitter), som finder vej til leveren, hvor de fortsætter deres livscyklus.
Malariamyggen Anopheles lever i store dele af det tropiske Afrika, Sydamerika og Sydøstasien. Malaria spredes hastigt, ved at myg igen smittes ved at suge parasitinficeret blod fra syge mennesker. Myggen stikker mest morgen og aften.
Malaria kan også smitte fra moder til foster via moderkagen, ved blodtransfusion og ved at flere personer bruger den samme kanyle. De fire typer Plasmodier, som smitter med malaria, er Plasmodium vivax, P. ovale, P. malariae og P. falciparum. Der findes tre hovedformer af malaria hos mennesker, hvoraf de mildeste former er P. vivax og P. ovale.
Parasitterne lever videre i den smittedes lever ved at formere sig og danne klynger. Når klyngerne brister, frigives parasitterne til hele kroppen med blodet, hvor de finder et rødt blodlegeme, som de invaderer. I blodlegemet fortsætter parasitterne nu deres formering, og når der er tilstrækkeligt mange af dem, sprænges blodlegemet og frigiver en masse nye parasitter, som så igen invaderer et rødt blodlegeme osv.
Malariaanfald er forskellige alt afhængig af, hvilken parasittype, man er smittet med, og man kan godt blive smittet med mere end en type. Man bliver for det meste syg 10-40 dage efter man er blevet smittet, men i sjældne tilfælde kan der gå helt op til flere år, efter man er blevet smittet, før man udvikler sygdomssymptomer.
Der opstår periodiske feberanfald, som skyldes, at parasitterne bevæger sig ud i blodbanen og angriber de røde blodlegemer, og mange røde blodlegemer brister på samme tid og udtømmer en stor mængde parasitter i blodet. Symptomerne kommer på det tidspunkt, hvor blodlegemerne nedbrydes, og de aftager så igen. Næste gang blodlegemerne invaderes, vender feber og kuldegysninger tilbage parallelt med, at parasitterne formerer sig. Denne cyklus er på 2-3 dage, og symptomernes styrke afhænger af, hvor mange parasitter man har i blodet.
Et mildt malariaanfald kan vare 6-8 timer, et sværere et døgns tid. Anfaldet begynder med hurtigt stigende feber, der i løbet af et par timer når op på 40-41 grader. Den syge får voldsomme kulderystelser mens kropstemperaturen stiger. Der opstår influenzalignende symptomer som utilpashed, træthed, pandehovedpine, muskelsmerter og diarre, den syge får kvalme og kaster måske op. Temperaturen holder sig på samme niveau i nogle timer, hvor den syges hud er hed og tør, og der opstår stærk tørst og hovedpine. Til sidst falder temperaturen brat, hvilket giver kraftige svedeture. Malaria kaldes også for koldfeber, fordi den syges hud er kølig. Malariasyge børn får kun høj feber og ikke kuldegysninger.
Den meget høje feber kan føre til omtågethed, feberkramper og endda bevidstløshed. Fordi et meget stort antal blodlegemer nedbrydes, kan der også opstå blodmangel. Blodlegemerne kan klumpe sig sammen og tilstoppe de små blodkar, hvilket kan forringe den generelle blodforsyning. Svære nyre- og hjerneskader, andre organskader og gulsot er komplikationer til malaria.
Malariaanfald kan være så kraftige, at de kan være livstruende. Ved arten P. falciparum slippes alle parasitter ud af leveren på samme tid, og de invaderer ca. 1/3 af de røde blodlegemer, hvilket giver konstant feber. Plasmodium falciparum er den mest alvorlige art. Den er ofte dødbringende og er tit resistent overfor konventionelle malariamidler. De tre andre malaria-arter nøjes med at trænge ind i hhv. de yngste eller de ældste blodlegemer, hvilket nedsætter antallet af de smittede blodlegemer i forhold til P. falciparum, og disse former kan lettere helbredes.
Malariamyg lever fortrinsvis ved søer, sumpe og floder og man har derfor forsøgt at udrydde sygdommen ved at tørlægge de sumpede områder. Sygdommens hyppighed øges pga. overrislingsanlæg og dæmninger. Mange malaria-kampagner er slået fejl, da malaria stadig er en meget almindelig sygdom i tropiske og subtropiske egne.
Mere end 500 millioner mennesker skønnes at få malaria hvert år, og omkring 5% dør hvert år af sygdommen.
Behandling af malaria med kinin har en del bivirkninger, og mange mennesker tåler ikke stoffet. Både malariamyg og parasitter er mange steder blevet resistente over for medicin og insektgifte som DDT.
Nogle mener at den globale opvarmning er en medvirkende årsag til, at malariamyg spredes - også til Europa. Den stigende rejseaktivitet udgør ligeledes et problem. Mange mennesker i Vesten er smittede, når de vender hjem fra rejser i Afrika, Asien og Amerika, og mennesker i Vesten bliver i stigende grad ramt af sygdommen, fordi malariamyggen kan leve og formere sig i tempererede dele af verden - også i Europa.