Ménières sygdom

Ménières sygdom er opkaldt efter en fransk læge, Prosper Ménière, der beskrev sygdommen i det 19. århundrede.
I nogle knoglegange i det indre øre i begge sider af hovedet ligger sneglen og ligevægtsorganet. I sneglen sidder høre-sanseceller, som modtager lydvibrationer via lymfevæske. Sansecellerne sender lydene videre til hjernen i form af nerveimpulser.
Sammen med informationer om lyde modtager hjernen sanseindtryk fra ligevægtsorganet. Ligevægtsorganet består af et aflangt hulrum med nogle buegange for oven i forskellige vinkler. Inden i flyder der lymfevæske, som påvirker forskellige sanseceller alt efter hovedets stilling i forhold til tyngdekraften. Sammen med andre sanser, bl.a. synssansen, er ligevægtsorganet årsag til, at vi kan holde balancen.
Foruden de karakteristiske symptomer ved Ménières sygdom, der er nævnt øverst, kan et anfald ledsages af en særlig tryk- eller varmefornemmelse i øret. Anfaldene, som kan vare minutter eller timer, eller mere sjældent i dage, begynder oftest i 40-50 års alderen og rammer mænd og kvinder ligeligt. I de fleste tilfælde rammes kun det ene øre. Imellem anfaldene er der som regel symptomfrihed, men det ramte øre vil få hørenedsættelse især i lave frekvenser, som forværres med årene. Der vil ofte også komme overfølsomhed for lyde og øresusen. Nogle oplever hørenedsættelse år før anfaldene sætter ind.
Den egentlige årsag til Ménières sygdom er ukendt; men man har opdaget nogle abnorme trykforhold i det indre øres lymfevæsker, som gradvist beskadiger sansecellerne i sneglen og ligevægtsorganet. Nogle patienter bemærker en sammenhæng mellem ændrede atmosfæriske trykforhold og symptomforværring.
Med tiden bliver ligevægtsorganet så skadet af sygdommen, at svimmelheden, men ikke øresusen, oftest ophører. Stress er kendt for at kunne fremprovokere anfald. Sygdommens sværhedsgrad synes også påvirkelig overfor justeringer i kosten. Ménières sygdom synes ikke at være arvelig.