Overvægt & Fedme

Vi antager at det er meningen at vores appetit skal regulere indtagelsen af mad således at den modsvarer kroppens behov. Når dette i stadig større udstrækning ikke sker og man samtidig finder det utilfredsstillende må man finde årsagen. Den kan ligge flere steder, f.eks:
Overspisning: En person med stillesiddende arbejde kan godt oparbejde samme store appetit som en person med hårdt manuelt arbejde. Det vil naturligvis medføre overvægt.
Fejlernæring: Her er kostens fordeling af hhv. fedt, proteiner og kulhydrater ikke optimal for personen. Fiberindholdet er måske for lavt, og kosten kan være fattig på vitaminer, mineraler og særlige plantenæringsstoffer.
Endvidere: Nedsat stofskifte og inaktivitet.
Opgaven med at holde vægten er dog ulige fordelt hos mennesker pga. forskellige arvelige forhold.
Fedtceller
Fedtceller er en slags bindevævsceller der er i stand til at rumme meget fedt. Der findes dog også en anden type fedtceller kaldet brune fedtceller som i stedet for at lagre energi, forbrænder energi. Brune fedtceller indeholder flere blodkar og flere energiproducerende mitochondrier end end hvide fedtceller og findes overvejende hos børn og i mindre grad hos voksne, hvor kvinder synes at have lidt flere end mænd. Vi danner vores fedtceller i barndommen, og det antal vi etablerer i denne periode vil være nogenlunde stabilt i voksenalderen uanset om vi taber os eller tager på i vægt. En hvid fedtcelle kan sammenlignes med en ny ballon, som er svær at puste op, men når den først én gang har været pustet op, vil den fremover være let at puste op igen. På samme måde vil en fedtcelle, der én gang har været fyldt med fedt meget hurtigt igen suge fedt til sig ved blot den mindste overspisning. Fedtceller kan altså godt tømmes for fedt, men de vil næppe forsvinde. Det er årsagen til, at det er så svært at holde et opnået vægttab, og at overvægtige børn ofte også bliver overvægtige voksne.
Fedtforbrænding
1 gram fedt giver ved forbrænding 38 kilojoule eller 9 kalorier, hvorimod proteiner og kulhydrater kun giver 17 kilojoule eller 4 kalorier pr. gram.
Jo bedre vores kondition er, og jo større muskelmasse vi har, desto bedre fedtforbrænding.
BMI
Tidligere tiders vægttabeller er ved at blive erstattet af kropsmasse-indekset (Body Mass Index, BMI), som giver et bedre fingerpeg om overvægt. Du kan regne dit BMI ud ved at gange din højde i meter med sig selv. Din vægt i kilo divideres herefter med det første facit. Eksempel: Du måler 1,75 m. og vejer 70 kg:
1,75 x 1,75 = 3,06
70 : 3,06 = 22,9
Ifølge BMI er man normalvægtig, når tallet ligger mellem 20-25. Let overvægt går fra 25-30. Fedme begynder således ved et BMI på 30. Er man ikke så god til at regne, kan man klemme om en hudfold i siden. Den må ikke være mere end 1 cm tyk. Man kunne måske også bruge et spejl.
Æbleform, pæreform
Nu er det ikke ligegyldigt, hvor på kroppen fedtet sidder. Der tales om æbleform, hvor fedtet er ophobet på maven, eller pæreform, hvor fedtet sidder på hofter og lår. Æbleformen er den mest usunde. Den amerikanske læge E.D. Abravanel mener at have fundet en sammenhæng mellem den føde overvægtige foretrækker at spise og dominans af fire forskellige hormonproducerende kirtler. Hver type aflejrer fedtet forskellige steder på kroppen. Kun den såkaldte "hypofysefedme" aflejrer fedtet jævnt over hele kroppen.
Japanske undersøgelser af sumobrydere tyder på, at det er fedtet rundt om organerne, der er farligt frem for underhudsfedtet. De ekstremt fede sumobrydere har nemlig ikke forhøjet risiko for hverken sukkersyge eller hjerte-karsygdom, så længe de er aktive. Det skyldes, at de via deres sport får så meget motion, at fedtet ikke sætter sig mellem organerne.
Daglig motion og et højt kondital synes at modvirke skadevirkninger af overvægt.
Organfedt, underhudsfedt
Organfedt får man ved inaktivitet, rygning, alkoholindtagelse og stress. Man kan ikke vide præcist, hvor meget organfedt man har i forhold til hudfedt, med mindre man bliver scannet; men man kan få et fingerpeg ved at udregne sin talje-hofte-ratio (THR). Du måler taljen ud for navlen. Mål derefter hoften på det bredeste sted. Dividér taljemålet med hoftemålet.
Eksempel: Du måler 100 cm omkring taljen og 84 cm omkring hoften.
100 : 84 = 1,2
Kvinder har for meget fedt på maven, hvis deres THR er større end 0,8 - for mænd bør THR ikke overstige 1,0. Så stiger risikoen for at have for meget organfedt.
Fedme og overvægt er ikke altid det samme. Bodybuildere vil f.eks. ikke passe ind i normale tabeller for overvægt, da muskler vejer mere end fedt. Også væskeansamlinger i kroppen kan gøre sig gældende.
En klinisk erfaring hos mange behandlere viser, at fødevareintolerans kan gøre det vanskeligt at tabe sig. Det drejer sig ofte om mælkeprodukter og hvede; men også andre fødevarer kan være involveret. Fedme skyldes kun sjældent stofskiftelidelser. Normale aldersforandringer bevirker, at stofskiftet falder med alderen. Stofskiftet falder også, hvis der går lang tid mellem måltiderne.
Stress, psykisk uligevægt, mindreværd og ensomhed m.m kan motivere til trøstespisning, Her er det ofte søde sager og fed mad der vælges og forårsager overvægten.
Arvelighed kan være en faktor ved fedme. Nogle personer kan have op mod 100 mia. flere fedtceller end andre. Man kan også "arve" uhensigtsmæssige kostvaner og livsstil fra sine forældre. Man kan have fået en sådan kost, før man selv fik mulighed for at bestemme sit kostvalg, og det er sværere at holde en normalvægt, når man tidligere har været fed. Forskning tyder på, at længerevarende depression hos børn og unge disponerer for overvægt, som de ofte døjer med i deres voksenliv. Der er dog også fundet ægte arvelige faktorer, der disponerer for fedme; men selv om man skulle være familiemæssigt disponeret for fedme, behøver man dog ikke blive fed. Det kommer stadig an på ens livsstil. Nogle er dog nødt til at kæmpe mere end andre for at holde normalvægten. Vaner, sociale og psykologiske faktorer kan spille en væsentlig rolle og umuliggøre et vægttab uden støtte fra omgivelserne.
Forskning peger på, at kroppen synes at have indbyggede mekanismer, der modarbejder vægttab således, at appetitten vil stige og stofskiftet falde som følge af store vægttab. Det gør det svært, ofte umuligt i praksis at fastholde et større vægttab. Det forklares som levn fra urgammel tid, hvor et stort vægttab betød hungersnød og kunne være livsfarligt. Overvægt derimod var ingen trussel mod artens overlevelse. Hensigtsmæssigt for 10.000 år siden, men uhensigtsmæssigt i vor tid.
Appetitregulerende hormoner
Nogle af disse indbyggede mekanismer er to appetitregulerende hormoner, leptin og ghrelin.
Leptin er et hormon, der udskilles af fedtceller. Det giver besked til hjernen om, at der er tilstrækkelig energi og det hæmmer appetitten.
Ghrelin virker modsat leptin. Det dannes især i den tomme mavesæk. Det får os til at føle os sultne ved at påvirke hjernens sultcenter. Slankekure der medfører sult fremmer ghrelin-produktionen, som frister os vi at spise igen.
Søvnmangel og overvægt
Forskning tyder endvidere på, at også søvnmangel kan påvirke hormonerne leptin og ghrelin således at vi bliver overvægtige. Eksempelvis har en undersøgelse vist, at personer, som kun fik 4 timers nattesøvn i to nætter, fik nedsat deres leptinproduktion med 18% og forhøjet deres ghrelinproduktion med 28%. Reglen er derfor: Jo mere vi kommer under syv timers søvn, desto højere risiko for at udvikle overvægt.
Børn har behov for mere søvn end voksne, men princippet om at søvnmangel kan medføre overvægt, gælder naturligvis også for børn, dog mere for drenge end for piger.
Følgesygdom
Overvægt giver ud over et voluminøst ydre og ofte et ringe selvværd en række symptomer og har en række følgesygdomme knyttet til sig. Knæ, ryg og fødder kan overbelastes af vægten og give smerter, slidgigt og tendens til platfod. Den mindste anstrengelse kan give åndenød. Senere kan det medføre muskelsvækkelse pga. manglende motion.
Huden kan folde så meget, at der ikke kommer luft til, så der kommer svedlugt, svamp og eksem. Der kan endvidere komme hudsprængninger og åreknuder. Der er øget risiko for forhøjet blodtryk, se Blodtrykslidelser, åreforkalkning s.d., galdesten s.d. og sukkersyge s.d. Ved overvægt udvikles der ofte insulinresistens, dvs at kroppens celler efterhånden mister evnen til at reagere på insulinet fra bugspytkirtlen.
Fedt, også kropsfedt kan blive harsk, dvs. tiltrække frie radikaler, især hvis der er meget depotjern i kroppen. Det skaber skadevirkninger overalt i kroppen med øget risiko for at udvikle kræft. Regelmæssige slankekure er også meget usunde og synes at øge risikoen for nyresten.
Nogle er simpelthen bare meget glade for mad. Følgen bliver overspisning evt. kombineret med inaktivitet, men alle kan tabe sig, hvis den daglige indtagelse af kalorier er tilstrækkelig lav, f.eks. 1.000 kalorier daglig. Årsagen til overvægt og efterfølgende besvær med at tabe sig kan også ligge uventede steder. Fødevarintolerans er tidligere nævnt.
Spiser man mange fødevarer med et højt glykæmisk indeks, dvs. fødevarer der meget hurtigt omsættes til sukker i kroppen, vil det medføre, at blodets insulinmængde stiger tilsvarende hurtigt.
Når blodets insulinniveau er højt medfører det, at kroppen deponerer fedt og ikke nedbryder det allerede deponerede fedt, hvilket gør det umuligt at tabe sig.
I denne sammenhæng er det ikke fedt der er skurken, men højglykæmiske fødevarer fra kulhydratgruppen som sukker og kornprodukter, især hvidt brød. Disse fødevarer kan skabe en afhængighed på linie med narkotika. Fjerner man dem helt fra kosten, giver det abstinenser. Disse problemfødevarer skal erstattes med lavglykæmiske fødevarer som grøntsager og proteiner.