Parasitangreb

Parasitter er en fællesbetegnelse for snyltere, som optager næring fra andre levende værtsorganismer. Man inddeler de dyriske parasitter i endo- og ektoparasitter, afhængigt af, om de lever inden i værten eller udenpå. Endoparasitter er således amøber, flagellater, orm og protozoer. Ektoparasitter er lus, mider og tæger. Parasitinfektioner er globalt de mest udbredte og de mest livsfarlige - særligt bilharziose, filariasis og malaria.
Parasitter kan være en overset årsag til mange lidelser og sygdomme. Parasitangreb kan ytre sig som depression, manglende energi og appetit - eller overdreven appetit - madlede, mavepine, hudlidelser, hovedpine og generelt ubehag. Personer, der er inficeret af parasitter, risikerer let at blive fejldiagnosticeret, især da parasitangreb også kan forårsage mentale lidelsestilstande.
Amøbedysenteri (Dysentheria entamoeba histolytica)
Dysenteri er en livstruende infektion i tyktarmen forårsaget af enten amøber (Entamoeba Histolytica) eller bakterier (se også Bakterieinfektioner generelt, Shigella). Man bliver smittet med amøbedysenteri gennem forurenet vand, rå grøntsager eller mad tilberedt under dårlige hygiejniske forhold. Inkubationstiden svinger fra en dag til en uge. Det er cysteformen der smitter.
Nogle amøbearter gnaver sig gennem tarmvæggen og kan sprede sig til andre organer som bl.a. hjerne, lever og lunger. Amøbedysenteri kan vise sig på flere måder: Der findes tilfælde uden symptomer, hvor smittebæreren udskiller cyster og er uvidende om, at vedkommende spreder smitten. På trods af at den smittede ikke føler sig syg, kan sygdommen dog pludseligt bryde ud.
Symptomer kan vise sig som en periodisk kraftig diarre, der kan være blodig, grødet, stinkende og/eller slimet. Desuden forekommer mavesmerter og feber. Sygdommen kan virke ødelæggende på lever og tyktarm. Sygdommen forekommer mest i de tropiske områder af Asien, Afrika.
Bilharziose (Schistosomiasis eller Ægyptisk sneglesygdom)
Er en infektion med små orm (schistosomer), som sædvanligvis inficerer væv og blodårer omkring urinblære og tarm og i nogle tilfælde også vandrer til andre dele af kroppen, specielt leveren.
Smitten overføres gennem vand, når inficerede mennesker urinerer eller defækerer i vandet. De æg, som er i urinen og afføringen, klækker i vandet og søger ind i ferskvandssneglene, hvor de formerer sig mange gange, og efter en latensperiode trænger ud gennem sneglen og ind i mennesker gennem huden.
De umiddelbare symptomer kan være udslæt, rødmen og kløen på huden (badekløe). Efter et par uger viser der sig andre symptomer som f.eks. feber, træthed og allergiske reaktioner. De voksne orm lægger æg, som irriterer tarm og urinblære. Senere i sygdomsforløbet forekommer ofte mavesmerter, diarre og blodig urin.
Smitten er udbredt over det meste af Afrika, Latinamerika, Mellemøsten samt det fjerne Østen. Den kan ikke overføres direkte fra et menneske til et andet, men bliver overført via en særlig snegl, som kun lever i ferskvand. Man bliver derfor kun smittet ved at drikke ukogt søvand eller ved badning i ferskvandssøer.
Chaga's sygdom
Kaldes også for amerikansk sovesyge. Skyldes en trypanosom ("kissing bugs"), der spredes af blodsugende insekter, som kaldes for støvtæger. Parasitten trænger ind i tægen, når den suger blod af en person, der er inficeret, og den bevæger sig derefter ind i støvtægens fordøjelsessystem. Når tægen så igen suger blod, får det forøgede mavetryk den til at tømme sine ekskrementer på huden, hvorved parasitten trænger ind i menneskeværten gennem biddet fra støvtægen.
Et bid, der er inficeret, kan give hævelse og lokalt hævede lymfekirtler. Det kan også give høj feber. På længere sigt kan der ske skade på tarmmusklerne, og det kan medføre forstoppelse samt problemer med at synke. Ubehandlet kan der ske permanente skader på hjernen og på hjertet. Sygdommen kan være livsfarlig.
Støvtægen findes i mange forskellige områder i Central- og Sydamerika: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Peru og Venezuela.
Cryptosporidium
er en encellet parasit som lever i tarmen på mange pattedyr, især kalve, men også fugle, fisk og krybdyr og som udskilles med afføringen. Man kan smittes hvis man kommer i kontakt med afføring eller forurenet drikke- eller badevand eller forurenede fødevarer.
Der findes flere typer af Cryptosporidium. Mennesker smittes oftest af Cryptosporidium hominis, som smitter fra menneske til menneske. Cryptosporidium parvum smitter fra dyr til menneske. Der findes også andre arter.
Symptomerne efter smitte er ikke nødvendigvis alvorlige, men kan medføre permanente gener, hvis smitten ikke behandles. Det kan ytre sig som diarre, mavesmerter, kvalme og vægttab.
Elefantiasis
Elefantiasis skyldes filarier, der er overført til mennesker fra myg. Sygdommen opstår, fordi lymfekanalerne tilstoppes af orm, således at lymfe ikke kan løbe væk fra et givet område af kroppen, f.eks. en arm eller et ben. Dette område svulmer voldsomt op og får efterhånden et "elefant-agtigt" udseende både i størrelse og i hudstruktur.
Filarien får underhuden til at fortykkes og blive hård, fordi denne bliver ødelagt af det store pres indefra. Elefantiasis rammer oftest benene men kan også ramme pung, penis, arme og bryster. Turister, der opholder sig i kortere tid i tropeområder, smittes kun sjældent, fordi det kræver gentagne stik af inficerede insekter at fremkalde en decideret infektion.
Filarier
Er larver fra flere rundormearter, som smitter gennem kvægmyg, myg, stikfluer og vandlopper. De er årsag til en række sygdomme - primært i troperne - bl.a. filariafeber (filariasis), som kan forårsage lymfe-ødemer, elefantiasis og flodblindhed. Der er mange typer rundorme (nematoder), som har filarier som en del af deres livscyklus: Nematoderne Wuchereria bancrofti, Brugia malayi, Onchocerca volvulus (der kan give flodblindhed) og Loa loa er de vigtigste og mest almindelige.
De voksne rundorme lever i bindevævet og lymfesystemet. De kravler ud og lægger sig under huden eller lægger sig i lymfeknuder og -kar. Når ormene ligger under huden, kan de give ophav til knuder og udslet.
I mennesket danner ormen filarierne - fine, trådformede orm - som cirkulerer i kroppen med blodet og lymfevæsken. Filarier kan dog ikke udvikle sig videre i mennesket til voksne orm - dette kan de kun gøre i et insekt. Så når man stikkes af en flue eller en myg, suger insektet filarier med op gennem blodet, hvor de så kan udvikle sig til voksne orm, som insektet så viderefører. Denne proces kræver en del varme, hvilket er grunden til, at sygdommene primært findes i de tropiske egne - især Afrika, Asien og Sydamerika.
Både de voksne orm og filarier kan medføre sygdom. Inkubationstiden kan være op til 6 måneder eller mere, og symptomerne kan være vidt forskellige, lige fra feber, kulderystelser og hovedpine til blindhed og elefantiasis.
Sygdommene rammer sjældent korttidsrejsende turister i de tropiske områder, men der findes flere hundrede millioner smittede på verdensplan.
Flodblindhed
Flodblindhed skyldes en filarie-parasit, som overføres til mennesker fra myg, der lever langs vandløb i Afrika og i Sydamerika. Sygdommen opstår ved en massiv infektion med Onchocerca volvolus. Myggene stikker kun om dagen, og nogle måneder efter opstår der knuder under huden efterfulgt af udslet og kløe. Hvis ikke man behandles, kan parasitterne invadere øjnene og give blindhed.
Fnat (Scabies)
Fnatmider overføres mest almindeligt gennem urene håndklæder, klude, sengetøj o.lign. En fnatmide graver gange i hudens øverste lag og lægger herefter sine æg i disse gange. Dette medfører en voldsom kløe - specielt om natten - hvor man opvarmes af tæpper og dyner.
Giardiasis (Giardia intestinalis)
Giardia Lamblia er en af de hyppigste mikroskopiske tarmparasitter, der mest smitter gennem føde- og drikkevarer forurenet med afføring. Man kan også smittes i havvand og svømmebassiner samt fra menneske til menneske pga. en dårlig toilethygiejne. Smitten sker gennem cyster i afføringen, hvor parasitten har indkapslet sig i en temmelig modstandsdygtig kapsel, under dårligt hygiejniske forhold.
Den lever i tarmen og kan forårsage kronisk eller tilbagevendende diarre og kolik - især hos børn - og mavesmerter. Symptomerne kan forsvinde i perioder for derefter at vende tilbage, og sygdommen kan blive særdeles langvarig. Afføringen er gul, ildelugtende og fuld af bobler, og der ses ofte luftophobning, udspilning af maven og hyppig luftafgang fra tarmen. Den syge får gerne kvalme og madlede, og der kan ske vægttab på 10 og 20 kg.
Hageorm (Anchylostomiasis)
Smittekim er Ancylostoma duedenale eller Necator Americanus, som overføres via vand, jord, frugt og grønt hvori der findes ekskrementer fra mennesker. Larverne trænger op gennem fødderne og fæstner sig til tyndtarmen (Duodenum), hvor larverne suger blod og forårsager små sår. Den syge risikerer stort blodtab (anæmi) og medfølgende kraftesløshed. Derudover mavesmerter og kvalme. Hageorm er skyld i mange dødstilfælde i de tropiske egne.
Kala Azar
Skyldes sandfluebid og kan være livstruende, hvis den ikke behandles, da den angriber de indre organer (knoglemarv, lever, lymfeknuder og milt) og kan invadere cellerne i immunforsvaret. Inkubationstiden er nogle måneder. Symptomer er blodmangel, feberperioder, stort vægttab, hævede lymfeknuder og forstørret milt. Sygdommen ses i Brasilien, Afrika, Det græske fastland, Sydfrankrig og Sydspanien.
Leishmaniose (Leishmaniasis)
Leishmaniose er en infektion, der skyldes en parasit (Leishmania donovani), som overføres med sandfluen (Phlebotomus). Sandfluerne stikker, som mange andre stikkende insekter, specielt i tiden mellem solnedgang og nogle timer efter solen er stået op. Sygdommen forekommer temmelig sjældent hos korttidsturister. Sygdommen har flere typer og undertyper. De vigtigste typer er Kala Azar og orientbyld. Se disse oven- og nedenfor.
Malaria: Se her
Orientbyld
Nogle uger eller måneder efter sandfluens stik dannes der fortykkelser og knuder i huden, som senere udvikler til sår eller bylder. Disse er oftest harmløse og heler op af sig selv, men behandles de ikke, vil de efterlade nogle skæmmende ar. Sygdommen ses bl.a. i Asiatisk Rusland, på Costa del Sol, de græske øer og Mallorca, i Mellemøsten, Nordafrika og i mange tropiske- og subtropiske områder.
Den sidste type af Leishmaniasis findes især i Amazonas-området i Brasilien, i Mexico og i resten af Sydamerika. Denne sygdom begynder med en fortykkelse af huden - ligesom ved Orientbyld - efter et bid af en sandflue. Nu opstår der dog sårdannelser fra begyndelsen. Infektionen vil oftest hele op af sig selv uden særlige men, men der er ligeledes her stor risiko for skræmmende ardannelse.
Pseudomonasinfektion: Her er planlagt en uddybende beskrivelse.
Rickettsie-infektioner
Rickettsier er en gruppe af mikroorganismer, der overføres af blodsugende insekter som flåter, lus, mider og tæger. Mikroorganismerne rangerer i størrelse mellem virus og bakterier, og de forårsager flere potentielt livsfarlige sygdomme.
De forskellige rickettsiesygdomme findes i forskellige dele af verden. De mest kendte er:
Femtedagsfeber (Rickettsia quintana)
Junglefeber (Rickettsia tsutsugamushi, Flod-feber, Japan-feber) i Sydøstasien (mider)
Plettyfus (Rickettsia Prowazeki) i Afrika, Asien, Australien, Europa og Mellemøsten (lus)
Q-feber (Coxiella burnetii)
Rocky Mountain spotted fever (Rickettsia ricketsii) i nordlige Sydamerika og USA (blodmider/flåtbid).
De vigtigste er Junglefeber, Plettyfus og Rocky Mountain spotted fever.
Generelle symptomer er feber, kulderystelser, opkast og udslæt. Der findes desuden flere andre febersygdomme.
Sygdommene er ikke nogen stor trussel for korttidsturister, men personer, der ynder vandreture i vildnis, jungler og vildmark, må være opmærksom på disse.
Sandfluer: Se under Kala Azar, Orientbyld og Leishmaniasis her
Sandlopper
Sandloppen (Tunga penetrans) er blodsugende. Hunnen er i stand til at bore sig ind i huden og lægge æg.
Sovesyge (Afrikansk-, Trypanosomiasis)
Er en ret sjælden, men umådelig farlig sygdom, der forekommer i mange afrikanske stater fra 20 grader nord til 20 grader syd for ækvator. Risikoen for at blive smittet som korttidsturist er yderst lille.
Sygdommen findes i to arter, gambisk og rhodesisk, som begge er livsfarlige. Symptomerne på de to arter er nogenlunde ens. Dog udvikler de sig hurtigere ved den rhodesiske sovesyge, hvor sygdommen kan angribe hjertet og gøre, at den syge dør af et hjertestop.
Sovesygen skyldes en parasit (hæmoflagelat), der overføres til mennesker via et bid af en inficeret tsetseflue. Fluen suger parasitten op i sine spytkirtler, når den suger blod fra et menneske, der er bærer af parasitten. Parasitten indsprøjtes derefter sammen med spyttet, næste gang fluen suger blod. Fluen har speciel forkærlighed for bevægelige mål. Kun 1% af fluerne i de værst angrebne områder er smittebærere.
Sygdommen findes mest i landområder med kvæg eller vilde dyr. Den gambiske sovesyge spredes med tsetsefluen, der lever og yngler ved skyggefulde vandområder, f.eks. floder og søer i savannelandet i Vestafrika. Den overfører sygdommen ved bid, når mennesker henter vand el. lign.
Mange vilde dyr på savannen bærer den rhodesiske sovesyge, så både safarirejsende samt fiskere og jægere skal være påpasselige.
Inkubationstiden er fra 10-20 dage, men kan også være op til 1 år, hvorefter en rød, varm og smertende hævelse opstår på bidstedet. Derefter kommer feberanfald, slem hovedpine og hævede kirtler. Der kan også forekomme ledhævelser, ledsmerter og udslæt. Senere kan parasitterne invadere nervesystemet og - måske år senere - forårsage depression, døsighed, forvirring, impotens, kramper, lammelsesanfald, sløvhed og træthed, som gør, at man sover unaturligt meget om dagen.
Sovesyge kan på dette tidlige stadium behandles konventionelt. Hvis behandling udebliver, kan der opstå bevidstløshed, epileptiske anfald og død. Er skyld i millioner af dødsfald i Afrika.
Vandlopper: Se under Filarier