Symptomerne er stort set magen til dem, man finder ved godartet vækst af prostata, og i kræftens første fase overses symptomerne nemt. Efterhånden som kræftvævet klemmer mere om urinrøret vil symptomerne forværres. De er:
- Pludselig vandladningstrang
- Hyppige vandladninger
- Besvær med at holde på vandet
- Svag urinstråle
Mere tydelige tegn på kræft i prostata kan være:
- Blod i urinen, træthed og vægttab.
- Eventuelle smerter ved mellemkødet
- Potensproblemer
Prostata Specifikt Antigen (PSA) er et enzym (protein) i blodet som produceres af prostatakirtlen og som reguleres af kønshormonet testosteron. PSA benyttes til at diagnosticere vævsforandringer i prostata. Niveauet af PSA er forhøjet hos mænd med prostatakræft, men ikke alle mænd med forhøjede PSA-niveauer har kræft.
Risikofaktorer
- Arvelighed: Prostatakræft i den nære familie øger ens risiko 2 - 4 gange for selv at udvikle sygdommen.
- Gonoré: Statistisk materiale tyder på, at denne kønssygdom øger risikoen for senere at udvikle prostatakræft.
- Mange seksualpartnere: Har man haft mere end 25 seksualpartnere øges risikoen for prostatakræft mere end 2,5 gang sammenlignet med mænd med få seksualpartnere.
- Overvægt: Synes at øge risikoen for prostatakræft med dødelig udgang.
- Højt insulinniveau i blodet: Diabetesforskning har vist at et generelt lavt insulinniveau nedsætter risikoen for prostatakræft.
- Pesticider: Forskere har påvist en sammenhæng mellem håndtering af pesticider og risiko for udvikling af prostatakræft blandt landmænd.
- Calcium: Forskning tyder på at en lav calciumindtagelse i de tidlige stadier af prostatakræft kan minimere risikoen for at kræften udvikler sig, og calcium fra mælkeprodukter anbefales ikke af nogle læger pga. mistanke om at det kan være involveret i udvikling af prostatakræft.
- En for høj indtagelse af Omega 6 fedtsyrer i forhold til Omega 3 fedtsyrer er under mistanke for at udgøre en risiko. Det menes at bero på indholdet af Omega 6 fedtsyren arachidonsyre, som også findes i animalske fedtstoffer.
- Kød og mælkeprodukter. En kost med et højt indhold af disse produkter kan sandsynligvis øge mængden af Insulin-væksthormon (IGF-1) i kroppen med op mod 15%. IGF-1 menes at øge risikoen for prostatakræft og brystkræft ved at fremme celledeling.
Til gengæld tyder en stor befolkningsundersøgelse på, at mænd med hyppige sædafgange(>21 gange om måneden) har en nedsat risiko for udvikling af prostatakræft.