Skedekatar hedder også vaginitis, kolpitis og elytris. Det er en overfladisk betændelse i skedens slimhinde, der fremkaldes af bakterier og svampe. Infektionen kan være seksuelt overført eller stamme fra svømmebassiner og toiletsæder.
Slimhinden bliver irriteret, hævet og rød, svier og klør, og man får udflåd, der er tyktflydende, hvidligt, flødefarvet eller grøngult, som lugter sødligt, gær- eller fiskeagtigt.
Der kan også komme irritation af huden omkring og i selve kønsorganerne. Betændelsen kan brede sig til urinrøret, hvor det kan svie og give hyppig trang til at lade vandet. Skedekatar er meget udbredt. De tre almindeligste årsager til skedekatar er Trichomonas vaginalis-, Candida albicans- og Gardnerella vaginalis-infektioner.
Under normale omstændigheder producerer skedeslimhinden mælkesyre, som beskytter mod skadelige bakterier og infektioner. Et svækket immunforsvar og en nedsat mælkesyreproduktionen nedsætter slimhindens surhedsgrad, hvilket kan mindske modstandskraften og danne grobund for bakterier, svampe og trikomonader, hvorved skedekatar let kan opstå.
Trikomonader er encellede organismer. Skyldes skedekataren trikomonader, kaldes lidelsen også trikomonas. Den forårsager et ildelugtende og grøngult udflåd. Det er normalt at finde Trikomonader i skeden hos mange raske kvinder - ligesom mange andre mikroorganismer - men har skeden en normal surhedsgrad, behøver de ikke at udløse katar.
Gærsvampen, Candida albicans tilhører den naturlige flora, der holder til i kvindens skede samt i mænds og kvinders tarme. Den er en naturlig og normalt ufarlig svamp, som trives i et fugtigt og varmt miljø. Forstyrres det økologiske miljø og forrykkes surhedsgraden, kan svampene brede sig og forårsage infektion i skeden.
Svampeinfektioner har en tendens til at komme igen hos de samme mennesker, hvilket tyder på, at der hos disse personer findes særligt gode vækstbetingelser afhængig af livsstil og kost.
Efter at der er taget en smearprøve fra skeden hos en læge eller gynækolog, kan både gærsvampe og trikomonader påvises ved en dyrkning i et laboratorium.
Surhedgraden bliver nedsat ved:
- For få mælkesyrebakterier.
- Graviditet, hormonelle forandringer og sukkersyge.
- Skader i skedevæggen efter tamponer o.lign.
- Sæddræbende midler, sæbestoffer, intimdeodoranter, skum, spray, trusseindlæg og kemiske udskylninger.
- Tørhed i skeden ved sex og sex med personer, der har en svampeinfektion.
- Behandling med antibiotika og hormoner som bl.a. binyrebarkhormon, P-piller og anden medicin.
De nævnte faktorer kan medføre en forhøjet risiko for gærsvampe-infektioner som trøske, candida albicans og monilia. Kvinder der lider af sukkersyge er specielt udsatte for gærsvampe-infektioner i skeden, og hos mænd med sukkersyge kan gærsvampe give forhudsbetændelse.
