Betegnelsen syndrom X stammer fra 1988, hvor endokrinologen, professor Reaven beskrev symptombilledet efter at have studeret insulinresistens i mange år. Andre forskere har været på sporet af problemet mange år tidligere.
Mange midaldrende lider af syndrom X. Typiske indikationer på at man lider af syndrom X vil være træthed - især efter et måltid - koncentrationsbesvær, sult på trods af tilstrækkelig mad, trang til søde sager og for tidlige aldringstegn.
Brikkerne til puslespillet Syndrom X opridses i det følgende:
Insulinets virkninger i kroppen
Insulin er et lille protein, der dannes af såkaldte betaceller i bugspytkirtlen. Insulin var det første hormon man opdagende og det har meget markante, men noget forskellige virkninger overalt i kroppen alt efter den vævstype det virker på. Det har vævsopbyggende egenskaber. Det regulerer omsætningen af kulhydrater og er involveret i omsætningen af fedtstoffer, hvor det medvirker ved omdannelse af glukose til fedt og ved omdannelse af aminosyrer til protein.
Når vi har spist og begynder at fordøje maden, vil blodets indhold af sukkerstof (glukose) efterfølgende stige. Som en konsekvens heraf vil bugspytkirtlens insulinproduktion øges, således at kroppens celler kan optage glukosen og omdanne den til energi. Det er altså insulinet der lukker blodsukkeret ind i cellerne og på denne måde holder cellerne forsynet med brændstof. Samtidig er insulinet med til at holde blodets glukoseindhold inden for relativt snævre rammer.
Glukagon
En andet bugspytkirtelhormon er glukagon, som komplementerer insulinet i blodsukkerreguleringen. Når blodsukkeret falder, frigiver glukagon depotsukker fra lever, muskler og fedtvæv hvorved faldet i blodsukkeret modvirkes.
Høj- og lavglykæmisk mad
Nogle fødevarer får blodsukkeret til at stige hurtigt og højt. Det gælder i særlig grad kulhydrater som sukker og andre søde sager samt hvidt brød. Disse fødevarer kaldes høj-glykæmiske. Andre får blodsukkeret til at stige langsommere og ikke nær så højt, eksempelvis kød og anden proteinrig kost. Disse fødevarer kaldes lav-glykæmiske. Kulhydrater kan også være lavglykæmiske som de fleste grøntsager.
Glukoseintolerans
Ses når cellerne ikke lukker glukosen ind. Omsat i tal kan det defineres som plasmaglukose > 6,0 mmol/l efter mindst 8 timers faste.
Insulinresistens
Hvis blodets glukoseindhold alt for ofte bliver alt for højt pga. for meget højglykæmisk mad, vil der med tiden ofte ske det, at cellerne begynder at miste evnen til at reagere på insulinet. Det medfører at blodets glukoseindhold forbliver for højt. Kroppen reagerer ved at producere mere insulin i forsøget på at få glukosemængden ned. Det vil resultere i en lang række symptomer pga. insulinets mange funktioner i kroppen.
Cellerne får ikke den næring (glukose) de behøver. Det medfører tidligere nævnte symptomer med sultfornemmelse på trods af at man spiser nok samt træthed m.m.
Kvinder med insulinresistens forrykker deres hormonbalance således at de producerer for mange mandlige kønshormoner. Det medfører dybere stemme, mandlig hårvækst, øget muskelmasse, fedt omkring maven, menstruationsforstyrrelser og øget risiko for barnløshed.
Insulinresistens kan føre til sukkersyge og muligvis også depression, men årsagen til insulinresistens er dog ikke fuldt klarlagt.
Konsekvenser af insulinresistens:
- Lavt energiniveau
- Koncentrationsbesvær
- Tilbøjelighed til humørudsving
- Tidlig aldring
Samt øget risiko for at udvikle:
- Hjertesygdom
- Synsproblemer
- Skader på nervesystemet
- Sukkersyge
- Alzheimers syge
- Kræft
Sukkersyge og lavt blodsukker
Kroppens insulinproduktion kan fejle, hvorved blodets glukoseindhold stiger faretruende. Det kaldes sukkersyge eller hyperglykæmi. Når cellerne ikke får glukose, vil de begynde at optage fedtsyrer som omsættes langsomt, og der vil ske en ophobning af ketonstoffer, der sænker kroppens surhedsgrad (pH). Sukkersyge inddeles i 2 former: Type 1 som er insulinkrævende, hvor betacellerne ikke er i stand til at producere virksom insulin pga. autoimmune forhold, og Type 2 som egentlig er en helt anden sygdom, der bedres ved omlægning af livsstil og som er ikke-insulinkrævende.
Omvendt kan man lide af sygdom der bevirker et for højt niveau af aktivt insulin i blodet. Det medfører for lavt blodsukker eller hypoglykæmi.
Overvægt
Da insulin også medvirker ved deponering af fedt, risikerer man også at blive overvægtig, selv om det ikke er alle med insulinresistens og syndrom X der lider af overvægt. Alle overvægtige vil dog lide af insulinresistens. Fedtet lejrer sig omkring maven. Selv sølle 5 kg overvægt vil kunne skabe problemer.
Forhøjet blodtryk
Der kan være flere årsager til forhøjet blodtryk. Når blodkarrene pga. plakdannelse mister evnen til at udvide sig, stiger blodtrykket. Også stress er en velkendt årsag til forhøjet blodtryk. Det sker ligeledes via hormonal påvirkning af binyrebarkhormoner. Et højt insulinindhold kan stimulere nyrerne til at tilbageholde mere salt. Herved stimuleres til en øgning af binyrebarkhormoner, som igen resulterer i forhøjet blodtryk. Et for højt blodtryk ligger på 140/90 og derover. Overvægt medfører højere blodtryk når hjertet skal arbejde hårdere for at kunne pumpe blodet gennem kroppen.
Forhøjet kolesterol og triglycerider
Advarselslampen lyser når totalkolestrol når over 240 mg/dl og for trglyceridernes vedkommende når det når over 160 mg/ dl. Selv om LDL-kolesterol (det dårlige) isoleret set ikke er forhøjet, kan et skævt forhold mellem LDL- og HDL-kolesterol (det gode) godt udgøre en sundhedsrisiko.
