Kroppen kan på en måde betragtes som en cylinder med et rør igennem. Røret svarer til fordøjelseskanalen, så det der befinder sig i fordøjelseskanalen kan derfor siges stadig at befinde sig uden for kroppen.
Vores tyndtarm er en del af fordøjelseskanalen. Tyndtarmen er ikke helt tæt. Det skal den heller ikke være. Den har små åbninger, der gør den i stand til at optage den mad, som fordøjelsesprocessen har nedbrudt til mindre molekyler. Tyndtarmen har imidlertid også andre funktioner. Den skal bl.a. fungere som en barriere, der hindrer forskellige, uønskede stoffer i at trænge over i blodet, således at de bliver i tarmen og udskilles med afføringen.
Der er kun et enkelt lag celler mellem tyndtarmens indhold og adgangen til kroppens indre. Tyndtarmens er normalt også dækket af immunstoffer, der beskytter mod indtrængende mikroorganismer. Ved såkaldt utæt tarm udvikler der sig gab mellem tyndtarmens celler. Herfra kan bakterier og andre mikroorganismer, forskellige giftstoffer samt utilstrækkelig nedbrudt mad trænge ud i blodbanen og forårsage følgesygdom. Leveren er i stand til at afgifte mange af disse giftstoffer, som efterfølgende udskilles med galden, der kan blive ret giftig på denne måde. Der er også grænser for leverens afgiftende kapacitet.
Man mener at en stor invasion af disse uønskede molekyler fra en utæt tarm kan fremprovokere multiallergi og såkaldte autoimmune lidelser, hvor en stor mængde ufuldstændigt nedbrudte proteiner (peptider) eller andre fremmedstoffer ender i blodet og får kroppens T-lymfocytter til at angribe eget væv.
Ufuldstændigt nedbrudte proteiner fra mælk (kasein) og kornprodukter (gluten) kan også danne hhv. cosomorfin, gluteo- og gliadomorfin der under et kaldes morfinpeptider, dvs. stoffer med morfinlignende virkning. Disse morfinpeptider kan, når de trænger over i blodbanen, sløve hjernen og medføre afhængighed med tilsvarende abstinenser, når personen ikke længere får mælk og kornprodukter. Morfinpeptider menes at være involveret i autisme, skizofreni, Tourettes syndrom, DAMP og nogle læseproblemer m.fl. om end det ikke er eneste årsag.
Årsager
Stoffer der gennem længere tid irriterer tarmslimhinden kan forårsage betændelse, hvilket vil øge tarmens gennemtrængelighed. Meget kaffe, alkohol, fødevarer med mange tilsætningsstoffer, harske fedtstoffer, men også acetysalicylsyre og gigtmedicin af NSAID-typen, hormonpræparater og herunder p-piller kan øge tarmens gennemtrængelighed. Dårlig fordøjelse, tarminfektion og herunder overvækst af candidasvamp samt allergiske reaktioner, der øger dannelse af signalstofferne histamin og serotonin i tarmen kan ligeledes medføre irritation, betændelse og dermed utæt tarm.
Hvis man producerer for lidt mavesyre bliver maden for det første ikke ordentligt nedbrudt, men samtidig vil bakterier og andre sundhedsskadelige mikroorganismer overleve i tarmen, skade den gavnlige mikroflora og kunne trænge ind i blodet, hvis tarmen er for utæt.
Symptomer
Det er desværre de færreste med utæt tarm, der er klar over, at de lider under dets følger. Symptomerne kan være træthed, utilpashed, led- og muskelsmerter, vedvarende let feber, fødevareintolerans, mavesmerter, tarmluft, diaré, udslæt, koncentrations- og hukommelsesbesvær.
Alle personer der lider af en eller anden form for tarmbetændelse, allergisk lidelse eller anden overfølsomhedsreaktion har sandsynligvis en eller anden grad af utæt tarm og vil have gavn af afgiftning og opheling af deres tarm, også selv om den ikke måtte være den direkte er årsag til deres lidelse.
Diagnosticering af utæt tarm
Kan ske ud fra symptombilledet, men også ved hjælp af forskellige tests. En dråbe blod kan eksempelvis undersøges i et fasekontrast-mikroskop (PCM) eller i et mørkefelt-mikroskop. Så er der PEG-testen: Personen tømmer sin blære og drikker en blanding af lactolose og mannitol. Lactulose består af særlige kulhydrater som ikke nedbrydes af fordøjelsen og ikke eller kun i ringe grad optages i en sund tarm, da dets molekyler er for store. Mannitol er et monosakkrid, altså et sødestof, som består af små molekyler, der kan optages af tarmcellerne. De følgende seks timer opsamles personens urin, som herefter analyseres for sit indhold af lactolose og mannitol. Hvis der findes lactulose i urinen, er det tegn på utæt tarm, da disse store molekyler ikke kan passere en sund, ”tæt” tarmslimhinde, men udskilles med afføringen. Hvis der ikke findes mannitol i urinen, er det tegn på en nedsat næringsoptagelse i tarmen.
En urinprøve kan analyseres for tilstedeværelsen af morfinpeptider.
