Mange har oplevet den meget smertefulde tilstand, som kaldes for tennisarm (epicondylitis lateralis). Lidelsen, som skyldes gentagne drejende bevægelser med armen, har fået sit navn, fordi netop disse bevægelser er karakteristiske for tennisspillere, men den optræder også hos andre sportsudøvere samt i erhvervslivet i forbindelse med brug af computermus eller håndværksfag.
Der er tale om en steril betændelse (inflammation) i nogle senetilhæftningner på ydersiden af albueleddet og eventuelt i albueleddets slimsække, som gør, at det beskadigede væv hæver, bliver rødt og varmt, og smerter kraftigt.
Smerterne føles som stik eller jag og optræder ved bestemte bevægelser med hånden eller underarmen. I rigtig slemme tilfælde kan man opleve såkaldt "snebold-knitren" (krepitering), hvor små armbevægelser får overarmenes seneskeder til at knitre som fodspor i tøsne.
Symptomerne på tennisarm begynder oftest med smerter omkring det lille knoglefremspring på albuens yderside. Hvis man trykker på området, føles det ømt, og hvis man bøjer sit håndled opad, opstår der ligeledes smerter omkring knoglefremspringet.
Det er ikke kun i albueleddet, at smerterne er lokaliseret, de kan også stråle op i overarmen og ned langs underarmens yderside. En meget almindelig følgevirkning er, at man føler sig svag i håndleddet, fordi smerten sætter ind ved den mindste kraftanstrengelse af hånden.