Sprog
Søg

Forside / Helseproblemer / Træthed

Træthed

Træthed og manglende energi er et følgesymptom til de fleste lidelser. Hvis en god nattesøvn ikke kan kurere det, bør det tages alvorligt. Vær opmærksom på kost, stress, støj, nyrefunktion, blodmangel og hormonubalancer m.v.

Træthed er ingen sygdom, men eventuelt et symptom på sygdom eller anden fysisk eller mental ubalance. Det er en tilstand, hvor man oplever en mangel på energi, initiativ og overskud alt efter sværhedsgrad.

Rigtig mange mennesker klager over træthed. Symptomet er så almindeligt, at det gerne kræver en yderligere udredning, hvis man skal finde årsagen. Træthed har to aspekter. En normal træthed, som f.eks. den der naturligt følger en begivenhedsrig dag og forsvinder efter en passende hvile, og så er der en sygelig form for træthed, der på mere permanent basis følger i kølvandet på både fysiske og psykiske skavanker, stress og forskellige ubalancer.

Langvarig stress, hvor man tærer på alle kroppens reserver, kan føre til overanstrengelse og direkte udbrændthed, der vil resultere i udmattelse.

Fysisk anstrengelse
Ved hårdt muskelarbejde strømmer der mere kalium ud af cellen til det omgivende miljø end cellen kan kompensere for. Den øgede ekstracellulære mængde af kalium bevirker at nervesignaloverførslen hæmmes således, at musklen bliver dårligere eller helt ude af stand til at arbejde. Der dannes også mælkesyre - et affaldsstof fra cellernes energistofskifte. Ved muskelarbejde forøges denne mælkesyreproduktion i takt med, at iltforsyningen til cellerne bliver utilstrækkelig. Tidligere troede man at mælkesyren var årsagen til muskeltrætheden, men nu har man opdaget, at mælkesyren faktisk beskytter musklerne mod den lammende virkning af den høje mængde kalium. Det hjælper dog stadig at hvile, og jo bedre kondition man har, jo mere kan man klare, før man bliver træt.

Processen er kompleks, og muskelarbejde kræver også tilstrækkeligt med calcium. Derfor er muskler forsynet med calciumdepoter.

Søvn
Træthed kan skyldes noget så banalt som mangel på søvn. Søvn er godt og nødvendigt, for at vi kan føle os friske og udhvilede. Vores søvnbehov er individuelt, men mange - især yngre mennesker - får for lidt søvn. Søvnkvaliteten kan også være for dårlig. Stress og belastende forhold af psykologisk og social art kan øge personens søvntrang. Denne ekstra søvn vil imidlertid ikke virke forfriskende, men blot øge personens træthed. Folk, der gennemsnitlig sover mere end ca. 8 timer om dagen, vil typisk ikke føle et overskud i de vågne timer.

Lys
Den cirkadiske rytme er kroppens ur, som bl.a. sørger for at hæve og sænke kropstemperatur og blodtryk i løbet af døgnet. Denne rytme er med til at bestemme, om man har fysisk og mentalt overskud eller ej. Dette ur regulerer den biologiske døgnrytme som holdes synkront med døgnets rytme via hormonet melatonin fra koglekirtlen. Denne melatoninproduktion reguleres igen af den mængde lys, der rammer nethinden. Denne mekanisme kan dog ikke regulere de store og pludselige variationer i søvnmønsteret, som skifteholdsarbejde medfører. Det tager nogle dage før kroppens indre ur har tilpasset sig. Indtil det sker føler mange sig trætte og uoplagte i de vågne timer. Fænomenet kendes bl.a. fra jet-lag, hvor man rejser fra en tidszone til en anden.

Nogle mennesker lider under skifteholdsarbejde. Selv om de tilsyneladende får nok søvn, er de trætte og uoplagte i deres fritid. Disse mennesker bliver ikke mere syge end andre med fast dagarbejde, men skifteholdsarbejdere synes oftere at lide af mave-tarmproblemer og nervøse lidelser end dagarbejdere. Det kan gå ud over søvnkvaliteten at skulle sove om dagen, ligesom risikoen for at blive vækket af støj er større, når man sover om dagen.

Mennesket har igennem sin udviklingshistorie befundet sig i den åbne natur og været vant til at få mest lys midt på dagen, hvor Solen står højst på himlen og sove i en hule, hvor der sandsynligvis har været mørkt hele natten. Denne rytme præger os stadig. I vores miljø hvor vi udsættes for varierende grader af kunstig belysning døgnet rundt, kan den forkerte belysning på det forkerte tidspunkt forstyrre kroppens indre ur og gøre os trætte og døsige om dagen eller medføre søvnbesvær om aftenen som igen forstærker træthed om dagen.

Væskemangel
Mangel på væske medfører også træthed. Når kroppen får for lidt væske, bliver blodet for tykt, og tilførslen af ilt og næring til cellerne nedsættes. Det forårsager træthed - i svære tilfælde omtågethed.

Kosten
Forkerte kostvaner, en dårlig fordøjelse og nedsat næringsoptagelse kan indlede en selvforstærkende proces, der medfører mangel på livsvigtige næringsstoffer (nutrienter) i form af vitaminer, mineraler, visse enzymer, fedtstoffer og aminosyrer (proteiner), som forårsager stor træthed.

Et velkendt eksempel på en nutrientmangel, der forårsager træthed, er jernmangel. Jern bruges i de røde blodlegemer til at transportere ilt til cellerne og fjerne kuldioxid fra dem. Cellernes mitochondrier, der producerer cellernes energi, er også afhængige af jern. Man kan i øvrigt godt lide af jernmangel, selv om blodprøver ikke viser det.

I praksis vil mangel på en hvilken som helst nutrient forårsage et energitab i større eller mindre grad.

Et andet aspekt af næringsindtagelse er overspisning efter et bedre måltid. I denne situation lægger fordøjelsen og næringsoptagelsen i en periode beslag på en stor del af stofskiftet og kroppens blod. Derfor opstår den velkendte og ubændige trang til en lille lur, mens vi fordøjer.

Er man ligefrem blevet overvægtig, kan det også bidrage til megen træthed at slæbe rundt på de ekstra kilo. Ofte spiser folk også for mange proteiner. For meget protein i blodet kan give de samme symptomer som jernmangel og blodmangel.

Helbredsproblemer
Nogle hormonelle sygdomme medfører en nedsat produktion af skjoldbruskkirtelhormoner. Her er træthed et markant symptom.

Ved en gradvis nedsættelse af nyrefunktionen vil nyrernes evne til at genindvinde og koncentrere urinen nedsættes. Affaldsstoffer vil hobes op i blodet, og man vil opleve en tiltagende træthed.

Infektioner med mikroorganismer lægger beslag på kroppens immunapparat og tapper den for energi. Vi kender det eksempelvis fra influenza, fra aids-patienter og folk smittet med mononucleose. En del mennesker går rundt med en svampeinfektion, som gør den permanent trætte. Det mest grelle eksempel på træthed fra en mikroorganisme er imidlertid smitte med parasitten Trypanosoma, der overføres med tsetsefluens stik og forårsager sovesyge. Denne sygdom er udbredt i Afrika.
Forgiftninger giver også træthed. Det kan dreje sig om et dagligt alkoholforbrug. Alkohol i mindre mængder har en behagelig afslappende effekt på centralnervesystemet. I større mængder bliver alkohol så afslappende, at man er tilbøjelig til at falde i søvn.

Andre former for forgiftninger kan stamme fra ophobning af tungmetaller eller andre miljøgifte i kroppen, som kan forårsage vedvarende træthed.
Et dagligt medicinforbrug kan ligeledes virke sløvende alt efter hvilken medicin og hvilke mængder, det drejer sig om. Visse sovemidler og beroligende medicin udskilles ikke fuldstændigt fra kroppen på 24 timer og hobes derfor hurtigt op, når det tages hver dag. Medicin, der bremser kroppens egenproduktion af coenzym Q10, vil medføre træthed. Et eksempel på dette er kolesterolsænkende medicin.

Et stort tobaksforbrug bidrager heller ikke til opretholdelse af energiniveauet. Det skyldes, at tobaksrøg nedsætter iltoptagelsen i vævet, hvilket giver træthed.
Ved lungesygdomme, hvor det er forbundet med anstrengelse at trække vejret, og hvor kroppen ikke får tilstrækkelig med ilt, vil man hurtig blive træt.

Psyke og sociale forhold
Uafsluttede projekter, ting der skal gøres, som ikke er blevet gjort, et dårligt ægteskab, et dårligt parforhold, en utålelig svigermor er alle sammen eksempler på situationer, der medfører stresstilstande og dermed en usund form for træthed. Et dårligt arbejdsmiljø, især hvis der er støj, virker trættende og sløvende.
Depressioner af enhver art har også træthed som et markant symptom. Billedligt svarer hver af disse situationer til en sandsæk, som man bærer på sine skuldre. Jo flere psykisk og socialt belastende situationer, man er involveret i, desto flere sandsække slæber man rundt på, og desto mere træt bliver man.

Shop-Produkter

Leder du efter et Shop-Produkt, kan du det søge det her: