Virusinfektion

Virus er et latinsk ord for ”gift”. Der er ingen oprindelig flertalsform af ordet virus, så ordene vira og virus kan begge bruges som flertalsform. Udtrykket "virus" stammer fra tiden før man kendte til mikroorganismer og blev brugt om alle de stoffer som man mente var årsag til sygdom.
Et virus består af arvematerialet DNA eller RNA omgivet af en proteinkappe. Hvor bakterier sædvanligvis kan ses i et mikroskop der forstørrer 1000 gange, skal man bruge elektronmikroskop for at se et virus. Et Picornavirus der forårsager polio og forkølelse har en størrelse på ca. 20 milliontedele af en millimeter (20 nanometer). Et af de største virus er et Poxvirus som forårsager kopper. Det er 120 - 300 nm stort.
Strengt taget tilhører virus ikke gruppen af mikroorganismer, da det mangler at selvstændigt stofskifte og uden et stofskifte kan virus ikke formere sig selvstændigt. I stedet invaderer virus en levende celle. Det foregår på denne måde:
Virus hæfter sig på en værtscelle som har de strukturer (receptorer) på sin overflade der passer til virus. Det medfører at cellen lader virus-DNA eller RNA gennemtrænge sin cellevæg hvor virussets arvemateriale indbygges i værtscellens DNA. Værtscellen vil herefter begynde at producere nye vira som kan invadere nye raske celler. I nogle tilfælde går værtscellen til grunde når den har produceret virus, i andre tilfælde ikke.
Virus kan også ligge permanent i kroppens celler for først at forårsage nye sygdomsudbrud når kroppens immunforsvar er svækket.
Resistens
At resistere betyder at gøre modstand, og ordet resistens betyder modstandsevne. Den almindelige opfattelse af resistensbegrebet er, at en given medicinsk behandling holder op med at virke, fordi bakterier eller virus formerer sig på trods af behandlingen.
Arbo-virus (Arthropod-Borne-Virus)
Overføres via forskellige insekter (arthropoder); myg og flåter, også kaldet blodmider. Sygdommene forekommer - med undtagelse af Dengue feber - særligt hos dyr og overføres fra dyrene med f.eks. myg videre til mennesker. Arbo-virus kan medføre tropesygdommene bl.a. Dengue feber, Gul feber og Japansk hjernebetændelse (encephalitis).
Dengue feber
Er en akut virus-febersygdom af arbovirus af flavivirusgruppen, der overføres af myggestik med en bestemt type myg (Aedes aegypti) som er aktive meget tidligt om morgenen og sidst på eftermiddagen. Der findes 4 forskellige typer dengue-virus, hvor smitte med én type ikke giver antistof-beskyttelse mod de andre. Man kan derfor blive smittet med dengue feber mere end en gang.
Sygdommen giver influenzalignende symptomer med feber, voldsomme hovedsmerter, led- og muskelsmerter ("breakbone"-smerter), småplettet hududslæt, der breder sig på kroppen samt træthed. Kun sjældent - mest blandt den lokale befolkning - kan der opstår hudblødninger og chok.
Fra stikket af den inficerede myg til en akut høj feber begynder går der fra 4-10 dage. Feberen varer sjældent mere end en uge og de fleste sygdomstilfælde klares på ca. 10 dage selv om en efterfølgende træthed og evt. depression godt kan vare ved i flere uger.
Der kan opstå alvorlige reaktioner hos personer som tidligere er blevet smittet med én type dengue virus og derefter smittes med en af de tre andre. Disse alvorlige udgaver af sygdommen kaldes Dengue hæmorhagisk feber og Dengue Shock Syndrom.
Ved Dengue hæmorhagisk feber opstår der blødninger som skyldes ødelæggelse af blodplader og beskadigelse af blodkar. Ved Dengue Shock Syndrom sker der et kredsløbskollaps fordi blodet trænger ud af de ødelagte blodkar til det omgivende væv.
Sygdommen ses ofte hos større børn, ældre og svækkede personer og kan være dødelig.
Risikozoner er især byer i Central-, Mellem- og Sydamerika, Indien, Stillehavsøerne og Sydøstasien, hvor der findes mange tilfælde.
Ebola-feber
Virussygdommen forekommer kun i Afrika og er faktisk ret sjælden. Den er en relativt nyopdaget og livsfarlig sygdom, som skyldes Ebola-virus, der overføres via kropsvæsker fra inficerede personer.
Virus angriber både celler, organer og væv i kroppen. Sygdommen begynder 3-21 dage efter smitte med feber, kulderystelser og ømhed, men den udvikler sig derefter til også at omfatte diarré, voldsomme bryst- og mavesmerter og øjenbetændelse. Sygdommen kan desuden medføre blødninger med chok og døden til følge. Dødeligheden er meget høj.
Gul Feber (Febris flava)
Er en virussygdom, der skyldes et arbovirus, som overføres mellem mennesker (og aber) via myg. Nogle infektioner forløber let og føles som en svær influenza, men sygdommen kan blive alvorlig. Symptomerne er feber, hovedpine, kvalme, mavesmerter, opkastning, rygsmerter og udmattende træthed. Efter en kortvarig bedring kan der udvikle sig blodige opkastninger og kraftig leverbetændelse.
Sygdommen kan få kroniske konsekvenser, da den kan angribe nyrer, hjerne og hjerte og medføre nyre- og leversvigt samt blødning fra slimhinder. Det er ved leversvigt, at den syges hud, slimhinder og det hvide i øjnene bliver gulfarvet, hvilket har givet sygdommen dens navn.
Gul feber findes i den tropiske del af Afrika samt i Sydamerika indenfor området 15 grader nord og 15 grader syd for Ækvator.
Hundegalskab (Rabies)
Hundegalskab er en livsfarlig virussygdom (Rhabdoviridae fra Lyssa-virus-gruppen), der kan smitte pattedyr som f.eks. aber, hunde, flagermus, får, katte, køer, rensdyr, ræve, stinkdyr, vaskebjørne og vilde gnavere, der igen kan smitte mennesker. Rabiesvirus findes i det inficerede dyrs spyt og overføres via spyttet, når det smittede dyr bider, kradser eller slikker et andet dyr eller menneske.
Hundegalskab angriber centralnervesystemet, og de første symptomer er derfor ændret opførsel. Smittede dyrs unaturlige opførsel kan f.eks. være vilde dyrs tab af skyhed, usædvanlig aggressivitet, forvirring eller en undvigende og tilbageholdende adfærd. Dyret har ofte fråde om munden, og det er ude af stand til at synke, spise eller drikke, da væskeindtagelse medfører smertefulde kramper i nakke, ryg og svælg. Inkubationstiden kan være nogle få dage og op til mange år efter et bidsår, normalt 3-12 uger.
Et bidområde vil være smertefuldt, og der opstår senere feber, forvirring, hallucinationer, hovedpine, kulderystelser og lysoverfølsomhed, måske senere aggressivitet. Efter disse symptomer opstår kramper, lammelser og ekstrem vandskræk. Det sidste pga. de smertefulde muskelsammentrækninger, der opstår, når den syge drikker vand. Senere udvikler denne vandskræk sig til at opstå bare ved lyden, synet eller sprøjt af vand. Ofte dør den syge under et krampeanfald, inden for 10 dage efter sygdommen er brudt ud, og den syge lider frygteligt indtil sin død.
Det er forskelligt hvilke pattedyr, der i de forskellige lande er inficeret. Sygdommen er udbredt over hele verden - særligt i Afrika, Asien, Grønland, Nord-, Mellem- og Sydamerika, Mellem-, Syd- og Østeuropa. Omkring 15.000 mennesker dør om året af denne sygdom.
Japansk hjernebetændelse (encephalitis)
Skyldes et flavivirus fra arbovirusgruppen, der overføres af forskellige myggearter, som stikker både dag og nat. Virus overføres til dyr som svin og visse fugle og videre til mennesker. Man er mest udsat i landlige og fugtige områder med rismarker og i regntiden. Sygdommen findes i store dele af Asien: Bali, Indien, Kina og Nepal.
Inkubationstiden er 5-20 dage. Symptomerne er almindeligvis mild til høj feber, forvirring, voldsom hovedpine og smerter bag øjnene. Desuden kan der opstå kramper, måske lammelser og bevidstløshed. Ikke alle, der bliver smittet, får selve sygdommen: En ud af 200 syge udvikler selve hjernebetændelsen, som kan være dødelig.
Den akutte periode kan vare op til flere uger. Blandt de som overlever denne sygdom, kan 30-40% få varige og invaliderende psykiske men. De mest farlige virusmeningiter skyldes bl.a. Japansk hjernebetændelse. Se Virusmeningitis nedenfor.
Lassafeber
Sygdommen forekommer kun i landområder i Afrika - især er risikoen stor for smitte i Nigeria, Sierra Leone og Vestafrika. Den er en relativt nyopdaget, livsfarlig og meget smitsom virus-sygdom af Arena-virus, der smitter via urin fra rotter.
Symptomerne på Lassa-feber kan til forveksling ligne en lang række af andre virussygdomme. Derfor stiller man diagnosen på grundlag af indikationer. Febersygdommen begynder som en alvorlig influenza med feber, hovedpine, kulderystelser og ømhed.
Derefter opstår diarré, opkastninger, brystsmerter og øm hals med sårdannelse. Helbredelse er meget langsommelig. Klarer man sygdommen, vil man være udmattet i flere uger efter. Personer, der er svækkede, bliver meget syge og bryder sammen kort efter at de første symptomer har vist sig, hvilket kan betyde bevidstløshed og død.
Marburgsygdommen
Er ret nyopdaget og livsfarlig virusinfektion af Marburg-virus, som kun forekommer i Afrika. Den skyldes oprindeligt inficerede laboratorieaber. Symptomerne ligner en forværret influenza. Der kan opstå et mæslingeagtigt udslæt, som skaller. Derefter opstår blødninger fra slimhinder, hud, mave og tarm. Dødeligheden er høj.
Polio (Børnelammelse)
Skyldes polio-virus type 1-2-3, der smitter via dråbeinfektion og gennem inficeret vand og/eller mad. Symptomer er feber, hovedpine, stivhed i nakke og ryg. Der kan desuden forekomme lammelser. Sygdommen er mest forekommende i udviklingslandene - men også i få europæiske lande. De mest farlige virusmeningiter skyldes bl.a. Polio. Se Virusmeningitis nedenfor.
Virusmeningitis
Sygdommen kan opstå på baggrund af temmelig mange vira, f.eks. fåresyge, mæslinger og røde hunde. De mest farlige virusmeningiter skyldes Japansk hjernebetændelse og Polio.