L-Alanine - På dansk: Alanin - findes i høje koncentrationer i muskelvæv, men ikke i blod, lever, nyrer eller hjerne. Det er en ikke-essentiel aminosyre, som organismen selv fremstiller ud fra pyrodruesyre, ved nedbrydning af DNA eller - hjulpet af zink og et specifikt enzym - dipeptiderne carnosine og anserine.
Man kender meget lidt til stofskiftets behandling af alanin, men noget tyder på, at det - i lighed med glutamin - er en af muskelvævets vigtigste aminosyrer, der hurtigt kan omsættes til energi i form af glukose. Det er muligt at tilskud af alanin, på samme måde som BCAA, kan opbygge muskelvæv.
Alanin nedsætter forhøjede triglycerider og blodkolesterol hos diabetikere og forhøjer blodsukker ved hypoglykæmi (lavt blodsukker) ved at frigøre glukagon i leveren. Alanin modvirker også ketose hos diabetikere og hos sportsfolk under topbelastning.
Alanin er en hæmmende neurotransmitter og har måske en fremtid - på linie med taurin, glycin og GABA (gamma-amino-butyl-syre) - indenfor behandlingen af epilepsi. Ved alkoholisk leverbetændelse finder man gennemgående lavt plasmaalanin, antagelig på grund af de meget lave værdier for aktivt B6-vitamin - pyridoxalfosfat - der forekommer hos disse patienter og vanskeliggør omsætningen af flere aminosyrer.
Alanin øger væksten af thymus-brislen - der igen fremmer kroppens produktion af lymfocytter. Forskning i behandlingen af immunsvigt med lanine bør derfor komme under overvejelse.
Hos forsøgsdyr har alanin vist sig at fremme nedbrydningen af stendannelser formet af oxalat og fosfat. Kost med et højt alaninindhold kan tænkes at komme til at spille en rolle i forebyggelsen af nyresten. Tilstrækkelig tilstedeværelse af B6-vitamin og magnesium bør sikres i et sådant program.
Alanin danner pyrodruesyre, som er en vigtig faktor i stofskiftets krebs-cyklus og fremmer blodsukkerbalancen og oplagringen af glykogen i muskler og lever.
Meget høje doseringer givet til forsøgsdyr gav ingen bivirkninger eller toksiske reaktioner. Men forskningen i Alanin og indsigten i denne aminosyres stofskifte lader stadig meget tilbage at ønske. En generel aminosyreprofil bør ligge til grund for enhver behandling, især eftersom høj alaninindtagelse kan blokere for transport af taurin i organismen.
Terapeutisk dosering
Op til 600 mg dagligt.
Se også "Aminosyrer" her og "Aminosyrekomplekser" her