Sprog
Søg

Forside / Helseproblemer / Kræft generelt

Kræft generelt

Betegnelse for en gruppe af sygdomme, der har det til fælles, at der er abnorm og ukontrollabel cellevækst. Kræft kan opstå i alle dele af kroppen og kan udvikle sig på mange forskellige måder.

Man kan inddele kræft i fire grundlæggende kræftformer:

Carcinomer
Den første er carcinomer, som er ondartede svulster, også kaldet tumorer i epitelceller. Epitelceller er de celler, der udgør overfladen på hud, organer og slimhinder. Eksempler på carcinomer kan være brystkræft, mavekræft, lungekræft, blærekræft og kræft i tarmen. Carcinomer er den mest almindelige kræftform.

Sarkomer
Den anden form er sarkomer. Sarkomer er kræft, der har sin oprindelse i bindevæv, muskler, knogler og brusk.

Leukæmier
Den tredje gruppe er leukæmier. Leukæmi betyder hvidt blod og kaldes også blodkræft. Kendetegnet er en overproduktion i knoglemarven af forskellige abnorme hvide blodlegemer. Der er flere typer leukæmi, akutte og kroniske.

Akut leukæmi (børneleukæmi) er sjælden, men opstår mest hos børn og unge. Symptomerne svarer til de der ses ved blodmangel: Bleghed, træthed, men også evt. feber og tendens til mundbetændelse, næseblod og blå mærker på kroppen.

Man vurderer også om der kan være af betydning for sygdommens udvikling, hvis børn sover med lys om natten. Det vil hæmme koglekirtlens produktion af stoffet melatonin, som menes at beskytte mod udvikling af kræft.

Kronisk leukæmi opstår oftest efter 30 års alderen. Sygdommen viser sig ved knudedannelser i lymfeknuderne i armhuler, i lysken eller på halsen.

Lymfomer
Den fjerde gruppe er lymfomer, som er kræft i lymfesystemet.

Om kræftceller

  • En kræftcelle er en normal celle, hvor der er sket en skade eller en særlig ændring af dens arvemasse. Det medfører en proces, hvor der sker en uhæmmet celledeling således at kræften spredes i kroppen. En kræftcelle er således en muteret celle med kromosomfejl. Fra kromosomfejl til symptomgivende sygdom kan der i nogle tilfælde godt gå 10 - 30 år.
  • Forskere mener nu at have identificeret flere hundrede mutationer, som kan føre til udvikling af bryst- og tarmkræft. Det drejer sig i de fleste tilfælde om gener, som ikke tidligere er blevet forbundet med kræft. Nogle af disse mutationer eller gen-kombinationer giver en meget høj sandsynlighed for, at personen vil udvikle kræft på et tidspunkt i livet. Andre gen-kombinationer giver en mindre sandsynlighed.
  • Vi kan arve et latent kræft-gen fra en eller fra begge forældre. Arver vi genet fra begge forældre, vil risikoen for at udvikle den bestemte kræftform være meget høj, måske over 80%.
  • Et gen kan både være aktivt, dvs. det producerer et bestemt proteinstof, eller det kan være inaktivt.
  • Kræftceller behøver ikke ilt for at vokse. I stedet får de deres energi ved gæring af sukker.
  • Kræftceller respekterer ikke nabocellen, men producerer vækstøgende stoffer samt enzymer, der nedbryder det omkringliggende væv, hvilket gør at kræften kan brede sig til andre væv og danne udløbere, metastaser.
  • Kræftceller kan løsne sig fra modersvulsten og flyde med blod eller lymfe til et andet organvæv, hvor de kan vokse videre. Også celler der endnu ikke har påbegyndt en uhæmmet celledeling kan spredes på den denne vis, men hvor cellernes kræftgener først aktiveres på et senere tidspunkt. Dette sker ifølge nogle forskere også, når en svulst fjernes operativt, og det oprindelige cancervæv er fjernet. Derfor bør cancer, der ikke længere er påviselig, efterbehandles, også efter en evt. operation.
  • Det er sædvanligvis ikke den oprindelige modersvulst som cancerramte dør af, men oftest de metastaser, der dannes efter en tid.
  • Kræftceller kan fortsætte med at dele sig, uden på noget tidspunkt at bukke under for almindelig celledød, også kaldet apoptose.
  • Kræftsvulster kan danne nye blodkar. Dette kaldes angiogenese. For at en samling af kræftceller skal kunne vokse udover en størrelse på 1-2 mm., må den have et system af blodkar. Derfor dannes der nye blodkar ud til de nærmeste veneblodkar, som forsyner svulsten med næringsstoffer.
  • Kræftceller har en ændret struktur på deres overflade. Normalt vil immunforsvaret angribe fremmede eller muterede celler, fordi de samtidig ændrer overfladestruktur. Immunsystemet hos kræftpatienter har dog vist sig i høj grad at ignorere kræftcellers overfladestruktur. Kræftceller kan producere forskellige hormoner, en såkaldt ektopisk hormonproduktion. Denne hormonubalance er yderligere kræftfremmende.
  • Kræftceller har mekanismer i deres cellemembran, der afviser mange former for kræftmedicin.
  • Der er en sammenhæng mellem kræft og betændelse. Betændelse eller inflammation skal her forstås bredt, ikke blot som organismens reaktion på indtrængende mikroorganismer, men dens reaktion på alle former for vævsbeskadigelse.
  • Kræft styrkes og vedligeholdes af en række signalstoffer, som dels dannes af betændelsesprocesser i kroppen, der af ukendte årsager er blevet kroniske, men som også dannes af kræftcellerne selv. Det er ligeledes disse signalstoffer der bevirker, at immunforsvaret ikke formår at bekæmpe kræften tilstrækkelig effektivt og at der dannes nye blodkar med næring til svulsten.
  • Biopsier og kirurgi medfører også betændelse som derfor kan risikere at fremme eksisterende kræft. Disse procedurer kan dog være nødvendige.

Der skal flere forskellige faktorer til, før en normal celle ændres til en kræftcelle. Nogle faktorer har vi selv indflydelse på, f.eks. rygning og madvaner. Andre har vi ingen direkte indflydelse på, f.eks. miljøfaktorer. Cancer bliver en reel risiko, når kroppens evne til at neutralisere og udskille cancerfremkaldende stoffer og til at reparere cellernes kromosomskader bliver mindre end de belastninger og skader, som kroppens celler påføres.

Dette indebærer, at vi, for at undgå kræft, enten er nødt til at minimere de kræftfremkaldende belastninger vi udsættes for og/eller øge de kræftforebyggende tiltag.
Man behøver ganske vist ingen medvirkende årsager til kræft, hvis man bliver udsat for radioaktiv bestråling, men det hører til undtagelserne. Dels skal miljøet omkring cellen være så ugunstigt, at den muterer, og dels skal immunsystemet være så svækket, at det ikke reagerer herpå ved at uskadeliggøre cellen. En oversigt over de påvirkninger, der i kombination kan føre til, at en beskadiget celle bliver til kræft, gør det dog nemmere at forstå, hvorfor kræft har nået det nuværende omfang:

  • Arvelig disponering.
  • Radongas der siver op fra jorden, stammer fra nedbrydningen af radium. Det medvirker til udvikling af lungekræft, men primært hos rygere.
  • Såkaldte jordstråler eller geopatisk belastning er under mistanke for at være kræftfremkaldende; men dokumentation herfor er ikke fundet.
  • Forskellige former for stråling, f.eks. radioaktiv stråling, røntgenstråling samt overdreven udsættelse for ultraviolette stråler (UVA) fra solen og fra solarier. Der er bestyrket mistanke om, at elektromagnetiske felter kan fremme dannelse af kræftceller ved at ændre på kroppens hormonproduktion; men dokumentation herfor er foreløbig mangelfuld.
  • Forurening af luften og drikkevandet: Udstødningsgasser, herunder kvælstofdioxid fra biler, fly og andre maskiner. Røg fra industri og kraftværker. Forurening af drikkevand med nedsivede sprøjtemidler. Nitrat, som vore tarmbakterier kan omdanne til nitrit, der igen kan omdannes til nitrosaminer, som kan give kræft, eller tilsætning af fluor fra vandværket
  • Tobaksrygning: Cigaretrøg indeholder mindst 37 kræftfremkaldende stoffer, heriblandt benzopyren, cyanid, benzen, træsprit, acetylen og tungmetallet cadmium.
  • Et stort alkoholforbrug - især af stærk spiritus - forstærker risikoen for kræft - primært i fordøjelseskanalen.
  • Kemikalier, tilsætningsstoffer, sprøjtemidler og visse lægemidler. Det er alt sammen kemikalier. Næsten alt, som er syntetisk fremstillet, er i sin natur fremmed for den menneskelige celle og har derfor belastende egenskaber. Nogle værre end andre.
  • Frie radikaler, som er løsrevne elektroner, kan gennemhulle cellevægge og skade cellekromosomerne: Mange af belastningerne i denne liste producerer frie radikaler i kroppen.
  • Hormoner og stoffer med hormonlignende virkning: F.eks. øger binyrebarkhormoner risikoen for at udvikle hud- og lymfekræft, og østrogentilskud fremmer forekomsten af brystcancer. Stoffer med hormonvirkning kan også findes i visse pesticider og plaststoffer.
  • Overvægt: Mere end 20% over idealvægten har vist sig at øge risikoen for flere typer kræft.
  • Virus: Her drejer det sig foreløbig om Epstein Barr virus og Human papillomavirus.
  • Svampegifte, f.eks. aflatoxin fra svampen Aspergillus, findes bl.a på korn og foderstoffer, der ikke er tørret ordentligt. Svampesporer fra angrebne boliger.
  • Parasitter kan være involveret i cancer. Dokumentation herfor er ikke fundet.
  • Underernæring og fejlernæring, herunder mangel på antioxidanter, vitaminer og mineraler, skaber et ugunstigt miljø i vævet, hvor forhold som surhedsgrad (pH), ilttryk og nedsat beskyttelse mod frie radikaler giver cancervækst gode vilkår.
  • Mangel på fiber i kosten: Menes at forårsage tarmtræghed og forstoppelse. Fiber binder giftstoffer i tarmen, som ellers ville trænge ud i blodet. Tilskud af fiber bør dog altid tilpasses den individuelle tolerance.
  • Kræftfremkaldende stoffer fra madvarer: F.eks. fra stegning, grillning, røgede og ristede madvarer. Jo højere stegetemperatur, desto flere kræftfremkaldende stoffer dannes der. Desuden er visse tilsætningsstoffer kræftfremkaldende i større eller mindre grad.
  • Nedsat immunforsvar og stigende alder. Alder er ikke kræftfremkaldende i sig selv, men cellerne synes at blive dårligere til at modvirke mutationer, jo ældre vi bliver.

Symptomerne ved kræft afhænger af, hvilken type cancer det er, samt hvor canceren findes. Cancer er ikke symptomgivende, før den har nået et vist niveau. Visse typer symptomer bør man altid undersøge nøjere. Det kan være symptomer, der typisk ses ved mindre alvorlige lidelser, men som ikke bedres på forventet tid:

  • Modermærker der pludselig begynder at vokse eller skifte farve (maligne melanomer).
  • Afføringsbesvær: Diarré, forstoppelse eller begge på skift.
  • Kroniske mavesmerter.
  • Blødninger: Blod i afføring, urin, øre, næse eller mund. Blødninger eller tyndt udflåd mellem menstruationer, ved samleje eller efter overgangsalderen.
  • Sår der ikke rigtig vil læges.
  • Knudedannelse: I bryster, på hals eller andre steder.
  • Almen udmattelse, manglende appetit, vægttab, blodmangel og infektioner, især svampeinfektioner. Disse ses typisk ved fremskreden kræft.

Efter hjerte-karsygdom er kræft den hyppigste dødsårsag i de industrialiserede lande.

Shop-Produkter

Leder du efter et Shop-Produkt, kan du det søge det her: