Sprog
Søg

Forside / Helseproblemer / Leverbetændelse

Leverbetændelse

Betændelse i leveren kan forårsage kvalme, madlede, opkastning, hovedpine og smerter under højre ribben samt udtalt træthed. Kan skyldes en virusinfektion og kaldes så gulsot eller hepatitis - eller den kan skyldes en forgiftning.

Hepar betyder lever på græsk, og endelsen itis henviser til en betændelse. Ved hepatitis forårsaget af virus formerer forskellige vira sig i levercellerne. En del af disse celler går til grunde, hvorefter der opstår akut betændelse i leveren. Det kan medføre leverbeskadigelse i varierende grad, nedsættelse af leverens funktionsevne og vævsdød.

Leveren er kroppens vigtigste afgiftningsorgan, og den udsættes derfor for mange giftstoffer. Betændelse i leveren skyldes mest virusinfektion eller forgiftning (toksisk leverbetændelse) pga. alkohol, amøbeinfektioner, bakterieinfektioner, svampegifte, kemiske stoffer og medicin - isoniazid, nitrofurantoin, paracetamol, halothan o.a. - i mindre eller større doser. Personer med et stort alkoholforbrug kan udvikle leverbetændelse. Mennesker med autoimmun hepatitis - ofte unge kvinder mellem 20-35 år - hvor levervævet bliver angrebet af kroppens egne antistoffer, kan udvikle både akut og kronisk hepatitis.

Virusbetinget hepatitis
De virusarter der kan medføre betændelse i leveren er:

  • Cytomegalovirus (CMV), som medfører sygdomme i blodet.
  • Epstein-Barr virus (EBV), der giver mononucleose.
  • Herpes simplex-virus, hvor virus lægger sig i nervebaner og -udløb, og, når immunforsvaret svækkes, kan vandre videre til lokale organer, eksempelvis leveren, hvor virus kan skabe infektion.
  • Parvovirus B19, som giver lussingesyge hos børn.

De smitsomme hepatitis virustyper er:

  • Hepatitis A (HAV), der smitter mest gennem forurenet mad, mælk og vand og ved direkte kontakt.
  • Hepatitis B (HBV), som overføres gennem inficeret blod (serum) og ved seksuel kontakt.
  • Hepatitis C (HCV), der smitter gennem inficeret blod( serum) og gennem seksuelt samvær.
  • Hepatitis D (HDV), som overføres via blod (serum) til de, der har været/er smittet med B-typen.
  • Hepatitis E (HEV), der smitter især gennem forurenet vand.
  • Hepatitis G (HGV), som smitter via blod (serum) og seksuel kontakt.
  • Der findes ca. 10-20% non-A-G hepatitis tilfælde, som måske forårsages af endnu ukendte hepatitisvirus.

De enkelte virus adskiller sig fra hinanden ved deres geografiske forekomst, ved deres smittemåde og ved risikoen for komplikationer. Hos hepatitissyge findes et normalt til lavt antal af hvide blodlegemer, et udpræget forhøjet niveau af leverenzymer i blodet samt et forhøjet niveau af galdefarvestoffet bilirubin.
Symptomerne er meget ens, men samtlige hepatitis-typer kan udvikle sig med få eller samtlige nedenfor nævnte symptomer. Dog forløber op til halvdelen af tilfældene faktisk uden nævneværdige symptomer, hvilket gør at den smittede ikke føler sig syg og derfor uvidende kan komme til at smitte sine omgivelser.

Generelle symptomer
Efter de respektive inkubationstider begynder i den første fase symptomer som: Hovedpine, kvalme, let feber, mave- og ledsmerter, træthed, en generel følelse af svaghed i kroppen og måske snue.

Lige før sygdommen bryder ud og de første 3 uger af forløbet, udskiller den syge store mængder virus gennem urin og afføring, og derfor er en høj hygiejnisk standard omkring den syge vigtig i denne periode. Anden fase kaldes også for rekonvalescens fasen, hvor man i ugevis kan være træt eller udmattet.
Senere kan der opstå symptomer som:

Appetitløshed, hudkløe, hududslæt, humørsvingninger, irritabilitet, kvalme, madlede, manglende energi, muskelsmerter, opkastninger, smagsændringer, svimmelhed, øget søvnbehov og nogen gange voldsomme svedeture. Man får gerne ømhed, trykken eller ondt lige under ribbenene i højre side, hvor leveren sidder, pga. at leveren er blevet forstørret.

Efter et par dage aftager symptomerne, og nu opstår ofte de egentlige gulsot-symptomer. Ikke alle hepatitissyge udvikler dog gulsot. Gulsot er ikke nogen sygdom i sig selv, men en samling symptomer, som kommer af en eller anden form for beskadigelse eller overbelastning af leveren. Det medfører, at hud og slimhinder og det hvide i øjnene bliver gulligt. Denne gulfarvning skyldes, at man ophober store mængder af bilirubin, som er et restprodukt af nedbrydningen af de røde blodlegemer. Bilirubinen filtreres fra i leveren og transporteres videre til galdeblære og tyndtarm. Substansen nedbrydes mest i tarmene af tarmbakterier og forlader derefter kroppen sammen med afføringen, hvilket medfører at afføringen bliver grålig eller kitfarvet. Galdestofferne går også tit over i urinen, som så bliver farvet mørk.
I meget sjældne tilfælde kan hepatitis medføre leversvigt og dermed død.

Akut og kronisk
Man skelner mellem akut og kronisk hepatitis. Den akutte form for hepatitis varer generelt mindre end et halvt år og går for det meste over af sig selv.
Akut hepatitis kan skyldes mange forskellige sygdomme, hvor symptombilledet ligner hinanden meget. Har man fået akut hepatitis, er man i risiko for at få kronisk hepatitis. Men det er også muligt at udvikle kronisk hepatitis, uden man først har haft den akutte form.

Kronisk sygdomsårsag
Den kroniske form for hepatitis varer længere end et halvt år. Kronisk aktiv leverbetændelse kan skyldes:

  1. Autoimmun sygdom (autoimmun hepatitis), hvor immunforsvaret ødelægger leverceller.
  2. Lægemiddel- og alkoholforgiftninger.
  3. Stofskiftesygdommene hæmokromatose og Wilson's sygdom, hvor der er forstyrrelser i henholdsvis jern- og kobberbalancen i kroppen.
  4. Virusinfektion.

Virusbetinget kronisk aktiv leverbetændelse
Der er ingen risiko for at udvikle kronisk hepatitis efter man har haft hepatitis A. Risikoen for at udvikle kronisk hepatitis er størst, hvis man er smittet med B-, C- og D-typen. Det er forskelligt, hvordan kroniske tilfælde forløber. Nogle kan have en mild symptomløs leverbetændelse i mange år, de fleste kommer sig på 1-3 år og de, der ikke bliver raske, udvikler ofte skrumpelever (levercirrhose). Kronisk Hepatitis B og C kan forløbe mere eller mindre aggressivt.

Man inddeler kronisk hepatitis i to hovedgrupper:

  1. En mild kronisk persisterende (vedblivende) hepatitis og
  2. En alvorligere kronisk aktiv hepatitis.

Hos begge grupper kan levercellerne tage skade, og immunsystemet påvirkes kraftigt.

Ved den første forløber sygdommen langsomt, den syge er nogenlunde rask, og der er kun en mindre risiko for at udvikle skrumpelever.

Den anden er mere uforudsigelig. Her sker der ofte en øget nedbrydning af leverceller, hvilket giver skrumpelever. I nogle tilfælde forsvinder sygdommen uden behandling, medens den i andre reagerer på behandling, men alligevel kan vende tilbage igen senere.

Hepatitis er verdens mest udbredte sygdom og udgør store problemer i Afrika, Asien, Grønland og store dele af Nord-, Mellem- og Sydamerika.

Hepatitis A (HAV)
Kaldes også for smitsom leverbetændelse. Der er registreret seksuel smitterisiko i få tilfælde. Virus udskilles med afføring og direkte kontakt med smittebærende afføring pga. dårlige hygiejniske og sanitære forhold fører til overførsel af smitten. Sammenstuvning af mange mennesker på lidt plads fremmer gerne virusspredningen. Virusinficeret afføring, der forurener mad og drikkevarer - mest rå grøntsager, skaldyr, mælk, vand og ikke varmebehandlet mad - medfører den største risiko.

Hepatitis A smitter lige fra man smittes og indtil gulsoten er forsvundet - også fra personer, der ikke har nogle symptomer. Afføringen indeholder smitsomt virus fra 2-3 uger før til 8 dage efter gulsoten forekommer. Man betragtes som smittefarlig indtil man er erklæret for rask.

Symptomer
A-typen begynder pludseligt, men klinger til gengæld hurtigt af. Akut hepatitis A kan give mange af de ovennævnte symptomer i 2-6 uger efter at virus er trængt ind i kroppen. I mange tilfælde er der ingen symptomer, ellers udvikler man akut leverbetændelse med gulsot og influenzalignende symptomer. Hos børn og unge forløber type A forholdsvist mildt og uden gulsot. Det er forskelligt, hvor længe selve sygdommen varer, men efter tre uger føler de fleste sig som regel bedre tilpas.

Følger
Hepatitis A bliver ikke varig, giver ikke varige leverskader eller leverkræft og skader ikke fostret under svangerskab. Dødeligheden ved denne type er lav. Efter sygdommen er overstået, har man opnået livslang immunitet.

Virusspredning
Hepatitis A forekommer over hele verden. Befolkninger har været smittet i rigtig mange lande - endda uden symptomer - og har udviklet modstandskraft mod flere angreb. Hepatitis A er derfor sjældent et problem i udviklingslandene, fordi mange allerede har overstået infektionen. Indvandrere og flygtninge kan føre sygdommen med sig til nye områder, og lokale epidemier kan forekomme.

Hepatitis B (HBV)
Hepatitis B hører til en af de alvorligste hepatitis typer, som allerede i den akutte fase kan være dødelig. Hos 5-10% af tilfældene varer infektionen i årevis, hvilket gør, at den smittede kan være en kronisk smittefarlig bærer af sygdommen uden at have symptomer.

Smitte
Virus bliver overført gennem inficeret blod og blodprodukter og smitter gennem kropssekreter f.eks. sæd. B-typen smitter nu mest ved seksuel kontakt, mest via sex mellem homoseksuelle mænd med mange partnere. Der skal ikke ret meget smitstof til at overføre virus, så manglende sterilisation af nåle, snavset barbergrej o.lign. udgør en stor fare for især stiknarkomaner, der deler kanyler. Smitte kan også sprede sig fra en smittet mor til hendes foster. Hepatitis B smitter fra starten af inkubationstiden, som kan være 6 uger til 6 måneder lang og kan i nogle tilfælde smitte resten af livet.

Symptomer
Der kan gå fra få uger til 6 måneder før symptomerne viser sig. Nogle personer får ikke symptomer og smitter derfor andre uden at vide det. Sygdommen giver akut leverbetændelse gerne med sværere symptomer end type A. Symptomerne, der gerne klinger af efter nogle få uger, kan være milde tilfælde med gulsot til meget sværere tilfælde med høj feber, kvalme, opkastninger og muskel- og ledsmerter. Har man synlige symptomer, er risikoen for at få kronisk hepatitis B mindre end 1%, hvor risikoen er omkring 10%, hvis man kun har lettere symptomer.

Virusspredning
Virus har før spredt sig ved blodtransfusion, men den smittevej er blevet minimeret ved screening og varmebehandling af blodprodukter. Folk, der arbejder i sundhedssektoren, er udsat pga. deres omgang med kanyler. Flere hundrede millioner mennesker verden over er bærere af hepatitis B - der er i Asien alene omkring 225 millioner. Hepatom, leverkræft er derfor en af de mest udbredte kræftformer i verden.

Kronisk hepatitis B
Medfører almindeligvis træthed og ubehag samt mave- og ledsmerter. Der er omkring 10% risiko for at blive ramt af livstruende, kronisk (varig) hepatitis. Alvorlige symptomer viser sig ved skrumpelever og leverkræft.

Fulminant hepatitis (komplikation til A og B)
Voldsom hepatitis (fulminant) er et alvorligt hepatitisforløb. Det er en komplikation til akut hepatitis A og B. Forløbet kan medføre leversvigt med coma, og store dele af leveren kan gå til grunde. Kun 1 person ud af 1000 bliver dog angrebet så voldsomt.

Hepatitis C (tidl. non-A, non-B, HCV)
Ligner B-typens symptomer meget og smitteforhold og risiko er de samme; sygdommen smitter gennem inficeret blod, og mange er blevet smittet med leverbetændelse via blodtransfusioner. Desuden formodes denne type også at smitte seksuelt, og derfor er personer med mange seksualpartnere i risiko for at blive smittet med type C.

Danske blødere - indtil 1986 - og dialysepatienter - til 1991 - der har fået blod, har været udsatte for risiko indtil årene, hvor man begyndte at screene og varmebehandle transfusionsblod. I dag skyldes kun 4% af alle hepatitis C tilfælde inficerede blodtransfusioner.

Kliniske erfaringer viser at et for højt niveau af jern (serum ferritin) i kroppen kan forårsage så stor oxidativ skade på immunsystemet at man risikerer at pådrage sig hepatitis C.

Symptomer
Halvdelen af alle tilfælde får akut leverbetændelse, og typen giver de samme symptomer som ved de øvrige former for akut hepatitis, men de er for det meste mildere end ved A- og B-typen. Inkubationstiden (perioden fra man bliver smittet til symptomerne viser sig) er fra 2 uger til 6 måneder.

Kronisk hepatitis C
I ca. 70% af alle tilfælde bliver infektionen kronisk. C-typen kan være årsag til visse sjældne sygdomme, som kan give alvorlige lever-, hud- og ledsymptomer. Kronisk hepatitis C kan være livstruende, hvor de alvorligste symptomer viser sig ved skrumpelever og leverkræft. Procentdelen af dødsfald ved denne type (1-12%) er højere end ved de andre typer.

Hepatitis D (HDV)
D-typen smitter via blod, og kan kun medføre infektion hos mennesker, som allerede eller samtidig er smittet med B-typen. Det skyldes, at D-virus ikke er færdigudviklet og derfor skal låne en virusoverflade fra B-typen. D-virusinfektion opstår derfor også samtidig med, at der er en B-infektion. I Europa er det særligt stofmisbrugere og folk fra Middelhavslandene som er smittet med denne type hepatitis.

Hepatitis E (HEV)
E-typen spreder sig - ligesom A-typen - via afføring, og smitter gennem forurenet drikkevand ved dårlige sanitære forhold. E-typen er mindre smitsom end A-typen, men den kan dog også skabe mindre epidemier af akut leverbetændelse, som særligt rammer yngre mennesker i verdens fattigere områder, da man, i modsætning til hepatitis A, ikke opnår immunitet i barndommen.

Sygdommen begynder pludseligt, men klinger til gengæld hurtigt af. Inkubationstiden er længere end ved A-typen, ellers ligner de to sygdomme hinanden meget. Ved denne type kan der opstå både diarre og forstoppelse samt ubehag ved tobaksrygning og fed mad. I nogle få tilfælde bliver leverbetændelsen ondartet, hvilket kan ødelægge leverfunktionen og forårsage død, muligvis pga. en tilstødende hepatitis D-virus. Her er gravide kvinder særligt i livsfare.
Hepatitis E udvikler ikke kronisk sygdom. Sygdommen er hyppigst blandt 15-45 årige. E-typen findes især i Asien, Mellem-, Nord- og Sydamerika og spreder sig kun via udlandsrejsende.

Hepatitis G (HGV eller BG virus-C)
I 1995 blev dette virus identificeret. Det smitter via blod - f.eks. ved blodtransfusion - og seksuelt samvær, og type G kan overføres fra mor til barn ved fødslen, men overføres ikke gennem modermælk.

Diagnostik
Diagnosen stilles udfra blodprøver: En blodprøve, der påviser levertal, kan vise leverens aktuelle betændelsestilstand. Ved hjælp af laboratorieprøver vurderer man leverens tilstand ved at bedømme den forøgede serumkoncentration af basiske fosfataser og transaminaser, der frigøres ved destruktion af leverceller. Ved en mikroskopi af levervævet udtaget ved biopsi, kan man påvise om levervævets normale struktur er skadet.

Shop-Produkter

Leder du efter et Shop-Produkt, kan du det søge det her: