Sprog
Søg

Forside / Helseproblemer / Hoste - Hikke - Hæshed

Hoste - Hikke - Hæshed

Hoste skyldes irritation i luftvejene, evt fra bronkitis, forkølelse og rygning, som pr. refleks udløser en stødvis udånding. Hikke skyldes en ufrivillig sammentrækning af muskler i mellemgulvet, og hæshed skyldes ofte overanstrengelse.

Hoste
er en helt normal reaktion på forskellige irriterende partikler i luftvejene - altså ikke en sygdom i sig selv - men mere et symptom på, at der findes et problem et eller andet sted i vores luftveje.
Hoste er en slags luftvejs-beskyttelsesrefleks, så vores lungekapacitet ikke nedsættes pga. forurening, hvilket på længere sigt ville kunne resultere i celle-iltmangel. Længerevarende hoste er gerne et tegn på, at immunsystemet arbejder for at beskytte os mod sygdom.
I luftrøret, bronkierne, lungehinden og de store bronkiers slimhinder sidder der nervereceptorer, som er meget følsomme overfor irritationer. Hvis de rammes af en eller anden partikel, udløses en refleks, og der kommer disse meget velkendte, kraftige og stødvise udstødninger af luft fra vores lunger, som skal fjerne slim og andre irriterende fremmedlegemer.
Hoste kan sættes i gang med vilje, hvis man bevidst hoster for at løsne irriterende slim o.a., som generer i ens luftveje. Det er straks sværere at undertrykke sin hoste. De fleste mennesker kender nok til at sidde i en forsamling til en eller anden kulturel forestilling, hvor en hoste, som forsøges undertrykt, kun bliver værre.
Selve hosten består af en dyb indånding, stemmeridsen lukker sig, og luften i lungerne og luftvejene sættes under tryk, ved at mellemgulvet trækker sig sammen, dernæst åbnes stemmebåndene, og luften udstødes med fuld fart (udånding). Samtidig spænder ens muskler sig, så der sker en forsnævring af luftvejene. Dette skaber den kraftige udtømning af luft, som presser slim og fremmedlegemer op i svælget, hvorved slim og andre fremmedlegemer kan blive spyttet ud.
Hoste skyldes oftest en slimhindeirritation i luftvejene eventuelt pga. en betændelse forårsaget af mikroorganismer - også kaldet en katar. Måske findes der betændelse med meget slim, hvor hosten skal tjene til at flytte slim fra luftvejene, hvilket kaldes en løs og fugtig hoste. Her har hosten et formål, ligesom ved hosten, der fjerner irriterende fremmedlegemer fra luftvejene.
Den tørre hoste, som ikke ledsages af slim, har derimod ikke noget formål, og kan faktisk i længden gøre skade ved at vedligeholde irritationstilstanden i slimhinden.
Der er set eksempler på, at ikke-rygende, i øvrigt raske kvinder med kronisk hoste og lidt inflammation i halsslimhinden er blevet symptomfri efter at have taget et jerntilskud i nogle måneder.
Hoste kan også være et symptom på alvorligere sygdom, bl.a. en funktionsforstyrrelse i skjoldbruskkirtlen - som giver strubehoste - og tuberkulose (se denne). Desuden kan svulster og hævede lymfeknuder også trykke på følsomme områder i luftvejene. Man bør derfor - hvis der er opspyt med blod eller ekstrem træthed - blive undersøgt af en læge. Har man strubehoste gennem længere tid (ugevis), bør man blive undersøgt for evt. skjoldbruskkirtelforstyrrelser.
Hvis bakterier eller virus overfalder hals, luftrør, svælg og strube, vil vores hosterefleks gå i gang. Bronkitis opstår hvis bakterier og virus angriber de øverste dele af lungerne, og forårsager slim fra bronkiernes slimhinder. Dette medfører ofte en smertende hoste.
Nogle oplever en kortvarig hoste, når de indtager kolde ting, som fx is eller meget kolde drikkevarer.
Forskellige typer hoste giver forskellige forløb:
Bronkitis kan opstå pga. betændelse i bronkiernes slimhinder, hvilket tit medfører hoste - mest om morgenen, hvor slim har samlet sig i nattens løb - åndenød og også nogengange feber.
Hoste med slim medfører gerne hvidt, gult eller grønt slim fra brystet.
Hoste uden slim er tør og irriterende og kan vare i lang tid.
Rygerhoste - en generende tobakshoste, der opstår hos mange storrygere - kan både være tør og give slim. Efter 20-25 års rygning kan skaden på lungerne pga. rygning blive uoprettelig (kronisk lungesygdom), og man plages af tilbagevendende symptomer. (Se evt. også Rygning).
Børnesygdommen kighoste, er beskrevet her
Hikke
Hikke er en pludselig, ufrivillig sammentrækning af muskler i mellemgulvet. Den karakteristiske lyd fremkommer når vejrtrækning og brug af stemmebånd afbrydes et kort sekund.
Hikke er som regel ufarligt og hurtigt overstået. Den egentlige årsag til hikke-reflekset er ukendt, men ufødte kan hikke allerede i to-måneders alderen og nogle forskere mener at fostre ved at hikke optræner suttefunktionen. Forskerne mener samtidig at hikke er et urgammelt levn fra dengang vi var padder og fisk som supplerede åndedrætsfunktionen med noget der minder om et hik.
Erfaringsmæssigt ved vi at hvis vi indtager mad eller drikke for hurtigt kan det kortvarigt udløse hikke. Enkelte nervelidelser og betændelsestilstande i bughulen kan også medføre hikke.
Hvis indåndingsluftens koncentration af kuldioxid stiger, hæmmes hikkerefleksen.
Hæshed
Akut hæshed skyldes almindeligvis, at man har overanstrengt stemmen eller fået en halsbetændelse fremkaldt af virus eller bakterer. Skuespillere, foredragsholdere og politikere og andre der bruger deres stemme meget er særlig udsatte for tilbagevendende hæshed.
Hæshed der varer mere end 3 uger kan skyldes rygning, nogle former for medicin, stress eller reflux, dvs. mavesyre der stiger op i spiserøret, fordi lukkemusklen mellem mavesæk og spiserør er slap. Syredampene påvirker stemmebåndet og medfører hæshed. Andre symptomer fra syren er brænden og svien bag brystbenet.

Shop-Produkter

Leder du efter et Shop-Produkt, kan du det søge det her: