Sprog
Søg

Forside / Helseproblemer / Leddegigt - Ledegigt

Leddegigt - Ledegigt

Leddegigt eller reumatoid artrit er en kronisk, autoimmun sygdom, der angriber kroppens ledhinder og led, men også kan angribe andre dele af kroppen. Sygdommen kan "brænde ud", men efterlader ofte følger i form af kroniske handicaps.

Gigt er en samlet betegnelse for alt, der er i vejen med muskler, sener, led og knogler -kroppens "bevægeapparat". Hvis der er kronisk hævede led, så er der næsten altid tale om ledlidelser, hvor immunsystemet er involveret.
De kaldes autoimmune sygdomme, fordi kroppens immunsystem fejlreagerer og angriber sine egne væv, her ledhinderne. Mest kendt er nok leddegigt, men også ved psoriasis og ved mave-tarmsygdomme kan der komme angreb på ledhinder og led, fx ved blødende tyktarmsbetændelse, Crohns sygdom, salmonella- og yersiniainfektioner.
Leddegigt er en kronisk lidelse i mange af kroppens systemer, men det karakteristiske er en vedvarende betændelsestilstand i ledhinderne, især i led i arme og ben. Der er ikke tale om en betændelse med bakterier eller virus men om en tilstand, hvor kroppens immunsystem fejlagtigt antager cellerne i ledslimhinderne for at være fremmede og derfor angriber dem for at ødelægge dem.
Efterhånden kan der komme ødelæggelse af brusk og knogler. Forløbet kan dog være meget forskelligt, lige fra milde tilfælde, der går hurtigt over, til svære, langvarige, led-ødelæggende og ret invaliderende tilfælde.
Forekomsten er ca. 1% af befolkningen, og kvinder bliver ramt tre gange så hyppigt som mænd. Forekomsten stiger med alderen, men man kan godt blive ramt af leddegigt allerede som barn - Still's sygdom. Der er en arvelig tilbøjelighed til sygdommen. Fx synes arveligt disponerede personer, der arbejder med motorolier og hydraulik-olier, at have en forøget risiko for at udvikle leddegigt, men arv alene gør det ikke.
Man ved stadig ikke, hvad det er, der udløser sygdommen og får immunsystemet til at angribe ledhinderne, men man har mistænkt mikroorganismer som virus, mycoplasma eller bakterier. Under alle omstændigheder er en række celler fra immunsystemet involveret i sygdommen.
Der er ofte fra starten ukarakteristiske symptomer som træthed, appetitløshed, svækkelse og svage symptomer fra muskler og knogler, indtil der kommer synlige ledhævelser, især af hænder, håndled, knæ og fødder. På hænderne er det særlig grund- og mellemleddene på fingrene, der bliver angrebet, mens hævelse og smerter i yderleddene tyder på slidgigt.
Der kommer smerter, der forværres ved belastning, og morgenstivhed samt stivhed efter pauser i arbejdet er almindeligt. Varer morgenstivheden mere end en time, skal man altid tænke på leddegigt. Der kommer med tiden indskrænket bevægelighed af de ramte led, som efterhånden kan risikere at blive ødelagt med fejlstillinger til følge. Især hvis der ikke bliver sat ind med behandling i tide.
Foruden symptomer i leddene kan der komme symptomer fra andre steder i kroppen. Der kan komme gigtknuder under huden, betændelsesagtige forandringer i blodårerne og tegn på nerveskader. Også lungehinderne og lungerne kan blive angrebet, hvilket medfører en øget bindevævsdannelse og besvær med at optage ilten fra lungerne.
Ved lang tids sygdom kan der også komme problemer med for stor milt, for få hvide blodlegemer af den art, der bekæmper bakterier, og undertiden blodmangel og mangel på blodplader. Det kaldes Felty's syndrom. Knogleskørhed er også almindelig og kan blive forværret ved behandling med binyrebarkhormon. Hjertet kan med tiden også tage skade.
Der er ingen blodprøver, der med sikkerhed kan sige, at der er tale om leddegigt, men en hel del, der kan pege hen imod leddegigt, fx reumatoid faktor (RF, et særligt antistof). Er der tale om en aktiv leddegigt, er der hos næsten alle en forhøjet blodsænkning og forhøjet C-reaktivt protein - CRP - der er ved at fortrænge blodsænkningen. Forhøjelsen svarer oftest til sygdommens aktivitet.
Overlæge Pekka Helin har beskrevet tre små, hurtige metoder til at opdage leddegigt på et tidligt tidspunkt.

  1. Hvis det gør ondt i knoerne når personen får et fast håndtryk.
  2. Hvis personen har vanskeligt ved at fastholde en blyant der klemmes mellem fingrenes tre yderste led (minus tommelfinger) mens der trækkes let i blyanten.
  3. Hvis personen ikke kan fastholde et stykke papir der klemmes mellem pege- og tommmelfinger når der trækkes i papiret.

Forløbet af leddegigt varierer meget fra patient til patient, men efter 10-12 år vil kun en femtedel af de ramte være uden ledforandringer eller en indskrænket funktion. Indenfor tre år vil så mange som 70% vise tegn på ledskader på røntgenbilleder, og mere end halvdelen af disse viser allerede tegn på ledskader det første år. De sværest ramte har en moderat nedsat levetid, og man mener, at den medicinske behandling kan være medvirkende til dette. Det er mest på grund af infektioner og blødninger fra mave-tarmkanalen, at dødeligheden er øget.
Der er forskellige mål med behandlingen af leddegigt:

  1. At modvirke smerterne.
  2. At undertrykke betændelsesreaktionen.
  3. At beskytte leddene.
  4. At vedligeholde funktioner.
  5. At kontrollere leddegigtens virkning andre steder i kroppen.

I den smertestillende behandling anvender man medicinsk først og fremmest acetylsalicylsyre, paracetamol og gigttabletter af typen ibuprofen - NSAID-stoffer.
Ved undertrykkelse af betændelsesreaktionen dæmpes smerterne efterhånden. Foruden acetylsalicylsyre og de almindelige gigttabletter vil man i lettere tilfælde, hvis disse stoffer ikke virker godt nok, ofte forsøge med lignende stoffer eller en lille dosis binyrebarkhormon.
Man begynder også ofte behandling med stoffer der specifikt modvirker betændelses-processen ved leddegigt. Tidligere brugte man meget behandling med guldsalte ("guldkur"), som ofte kunne få leddegigten til at gå i ro, men som desværre i nogle tilfælde gik ud over nyrerne. Guld bruges stadig, ligeså D-penicillamin, malariamidler og sulfasalazin, som også bruges mod tarmbetændelser. Disse stoffer kaldes DMARD = disease-modifying-anti-rheumatic drugs.
De er alle behæftet med mange bivirkninger, så behandlingen skal følges nøje med bl.a. undersøgelse af blod, urin og leverfunktion. Det er svært at vide, hvilket af stofferne man skal vælge først, og ofte må man prøve sig frem. Stoffet methotrexat, der er celle-hæmmende og også bruges i kræftbehandling, kan være virksomt. Det virker hurtigere end de andre DMARD, men måske undertrykker stoffet bare symptomerne. Man har også brugt andre celledræbende midler, men de har ret giftige bivirkninger og kan senere øge risikoen for kræft.
Behandling med binyrebarkhormon bruges også, især i mindre doser, og det er vist, at det kan forsinke ødelæggelsen af knoglerne og undertrykke symptomerne. Det er vigtigt, hvis man bruger binyrebarkhormon, altid at modvirke knogleskørhed ved at give tilskud af kalk og D-vitamin.
Et tidligere benyttet stof leflunomid (Arava ®), virkede ved at hæmme et specielt enzym, der undertrykker hurtig cellevækst i bl.a. immunsystemet. Det påvirkede lever og knoglemarv og havde en række bivirkninger. Det er i dag erstattet af andre biologiske produkter.
Kirurgisk kan man hjælpe med nye led, især i skulder-, hofte- og knæled. Er kun enkelte led angrebet, kan man forsøge at fjerne ledhinden i leddene. Det hjælper på symptomerne, men forhindrer tilsyneladende ikke den videre ødelæggelse af leddene.

Shop-Produkter

Leder du efter et Shop-Produkt, kan du det søge det her: